Ikke noget måske


FOKUS Hvis det stod til mig, så fik vi en stor, flot moské i Århus, hvor jeg bor. Gerne med en farverig kuppel, så man fra lang afstand kan se, hvad det er for en bygning. På samme måde som man (som regel) straks kan se, at en kirke er en kirke.

Moské
Jeg er kristen, jeg elsker Jesus - og derfor håber jeg, at danske muslimer får deres moskéer.

Det er ikke fordi, jeg mener at islam kan være lige så godt som kristendom. Eller fordi jeg synes, det er smart at være tolerant. Men fordi buddet om at elske min næste som mig selv, som de fleste danskere anser for kristendommens væsentligste budskab, tvinger mig til at ønske, at alle danskere - uanset afstamning og religiøs overbevisning - får lov at dyrke deres tro og kultur åbent.

Derfor kan jeg ikke med god samvittighed sætte mig imod den tanke, at vi får rigtige moskéer i Danmark. Og jeg er tvunget til at synes, at de, som mener, at moskéer er en trussel mod demokratiet og kristendom må være dem, der har mindst indsigt i begge dele.

Integration er ikke ensretning

Jeg mener, som antydet, ikke, at vi skal lade fem og syv være lige. Tværtimod. Vi er og bliver uendeligt forskellige. Og det nytter det ikke noget at lave om på.

Og det har vi indtil videre vist grundigt misforstået. Integration handler nemlig ikke om, at vi bliver et ensrettet samfund, hvor vores forskelligheder er noget, der hører privatsfæren til og alt skal harmoniseres. Integration handler om, at vi dyrker vores forskelligheder i gensidig, men respektfuld undren og åbenhed. Så er der en chance for, at vi kan forstå hinanden; så er der en chance for, at vi kan tale om vigtigere ting end forbud mod burkaer på gaden og fadervor i skolen; så er der en chance for, at vi ikke får flere anstrengende Muhammed-kriser.

Ukærligt at undertrykke forskelligheder

Det er ikke udansk, at vi giver forskellighederne plads. Det er derimod udansk, ukærligt, udemokratisk og uforskammet, at undertrykke forskellighederne i demokratiets navn. Hvis vi virkelig mener det, når vi siger, at vi er et kristent land, så må vi også stå ved og give udtryk for vores tro i det offentlige rum - og støtte muslimer, jøder, hinduer, buddhister og ateister i at gøre det samme med det de tror eller ikke tror på.



Peter Guldager Dahl
Peter Guldager Dahl, 09/09/2009

Kommentarer:


Af Anonym Tilføjet 09.09.2009 - 23:11 Citér
Kommentar slettet efter kommentators ønske

Af Stig Nielsen Tilføjet 09.09.2009 - 23:57 Citér
Hvis vi ikke som kristne har tro på Jesus Kristus, Guds enbårne søn, og lade os lede af den Hellig Ånd, så er vi svage. Vi skal bede om visdom for hverdagen. At falske profeter skal opstå i de sidste tider, det kan vi blot læse i Bibelen, vi må i vores eget lønkammer fortsat bede om Guds sande kærlighed til os selv og til vore medmennesker, det er det største.
Kristendom er kærlighed og tro til frelse. I mange religioner ser vi opstillede krav, du må, du skal, osv. Er det ikke dejligt befriende at i Kristendom er det TRO. Jesus elsker os alle uden personanseelse. Det er da virkelig noget der bærer igennem i vor skrøbelighed. Vi skal ikke dømme vore medmennesker, men vi kan vise vejen til Jesus Kristus hvis vi selv har oplevet den, til den eneste sande Gud, skaber og frelser for denne verden. Vi bliver frelst ved tro, og så kan alle være med, det er Guds enkle plan. Så er det at vi oplever mirakler.
Med ønsket om Guds velsignelse til Danmark.
" thi af nåde er I frelst ved troen på Jesus Kristus" Må alle opleve dette, så bliver der større brug for Kirker og vi kommer på verdenskortet på en hel anden måde. Venlig hilsen Stig

Af jacob Tilføjet 10.09.2009 - 12:03 Citér
Jeg mener overhovedet ikke at moskéer hører hjemme i danmark. Det er da rigtigt at vi har religionsfrihed i danmark men det betyder ikke at vi skal have en kirke til alle de religioner der har lyst(skal vi så også have stanist "kirker"). Vi danere blev gjort kristne og vi er bygget op som et kristent samfund med overbevisning om at alle er lige. Der skal være plads til alle men det er der jo ikke ifølge den islamske tro. Islamske fundamentalister tror kun på EN ting og det er deres egen tolkning af koranen - ikke loven eller politikerne. Der var også en gang hvor det var kirken der bestemte alt i Danmark - det kaldte vi middelalderen - det skulle vi ikke gerne tilbage til. Hverken under den kristne tro eller islam. Det var fint med mig at muslimerne bevarer deres tro men det skal ikke være i en stormoské. Ikke i det kristne Danmark

Af Michael Tilføjet 10.09.2009 - 19:11 Citér
Jeg mener det er direkte ukristen og udemokratisk hvis vi forbyder muslimer bygge en Måske i Danmark. Måske er vi gjort kristne engang i middelalderen, og måske er det det hele vores grundlov hviler på. Men alle er frie og skal have lov til at udtrykke deres religion som de finder det bedst. Det er det eneste jeg kan få ud af det når jeg læser min bibel. Tænk hvis vi en dag kunne få en sådan samhørighed at vi kunne bygge en kirke i Saudi-Arabien, det ville jo være fantastisk. Vi kan jo ligeså godt være forgangs mænd som de kan.

Af Angela Tilføjet 11.09.2009 - 13:53 Citér
Jeg vil ikke forbyde muslimerne at bygge en Moske - så længe den ikke financieres af mig/den danske statskasse.
Jeg synes modsat indlægsskriver, slet ikke det er spor næstekærligt som kristen, at bakke op om en tro på andre end Jesus Kristus.

Af Frederik Tilføjet 12.09.2009 - 12:07 Citér
Jeg er 100% enig med Angela.
Elsk din næste som dig selv - gør mod andre som du ønsker de skal gøre mod dig. Hvis jeg var på afveje ind i falsk lære, vil jeg ønske at omverdenen omkring mig ville få mig tilbage på rette spor. Derfor kan jeg ikke med god samvittighed bakke op om islam og give dem mere vind i sejlene ved at lade dem bygge templer i en falsk læres navn.

Af Martin von Whiteford. Tilføjet 13.09.2009 - 08:10 Citér
Thi så højt elskede Gud Verden,at Han gav Sin Søn den enbaarne for,enhver som tror på Ham ikke skal fortabes,men have det evige Liv.'
Derfor er Vi skyldige,at elskede enhver også dem der ikke lige har samme religion som Os. Muslimer er Vor bror og søster,og de skal have lov,at dyrke deres religion på lige for som Kristne..

Af Angela Tilføjet 14.09.2009 - 09:46 Citér
Hej Martin. Man elsker ikke sin næste ved at lade vedkommende drukne i fordærv, men ved at række vedkommende hånden og vise vej i den rigtige retning.

Af Stig Nielsen Tilføjet 14.09.2009 - 11:48 Citér
Nu er en kristen kirke ikke stenene i bygningen, men den består af de levende mennesker der tilbeder Gud . Vi samles i bygningen som vi kalder en kirke, og det er en Guds velsignelse til os. Muslimerne vil gerne, på deres måde, gøre det efter. Endnu større materielle ting skal opføres. Det er i sandhed en fremmed kultur der påberåber sig ret i Danmark.
Tænk på den offervilje vore forfædre havde, når vi ser på de mange folkekirker rundt om i landet. Det har virkeligt været noget man har levet for, og vi har stadig resterne af denne frihed man kæmpede for. Den skal vi også kæmpe for i dag, for at vedligeholde.
Man kan jo spørge, hvorfor søger muslimer til Danmark ?
Og når de gør det, hvad var det så lige de flygtede fra?
Jeg tror at Gud fortsat har noget igang i Danmark.

Af Rask Tilføjet 14.09.2009 - 14:55 Citér
Hej, jeg synes også det er direkte ukristent at give dem lov til at bygge deres moskeer. Fordi - hvordan kan det være kærlighed til mennesker at lade dem have en falsk lærer. Personligt tror jeg at Jesus vor herre, ikke synes det er en god ide. For måske kan det så blive til flere moskeer og de kristne værdier i Danmark kan svinde væk. Ligesom surdejen - den fordærver det hele. = vi må stoppe det inden det tager til.

Af Mical Tilføjet 14.09.2009 - 18:03 Citér
Hvis vi skal vise vores muslimske brødre og søstre hen til Jesus, og oplyse dem om vores kristne tro, så skal vi ikke begrænse dem? Nej, vi skal gøre ligesom den gode Paulus. Ligesom han overbeviste hedningerne ved Ordet, således skal vi også oplyse vore muslimske brødre og søstre ved det selvsamme Ord. Sandheden om Jesus Kristus er vel ikke, blevet så svagt, at vi ikke længere tør prædike det? Sandheden om Jesus er vel ikke blevet så meningsløst, at den eneste mulighed vi kan overbevise andre, er ved brug af forbud og restriktioner? Lad os iføre os troens fulde rustning,
”og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium.” (Ef 6,15)

Af Peter Guldager Dahl Tilføjet 15.09.2009 - 12:49 Citér
Lad mig tilføje: Som kristen vil jeg også ønske, at alle mine muslimske naboer og medborgere kommer til at kende Jesus; at de ser, hvordan Gud virkelig er.

Men vi er kommet i en situation i dagens Danmark, hvor AL religion i det offentlige rum er ugleset. Det gælder ikke bare islam, men også i høj grad kristendommen: Kirker må helst ikke ringe med klokkerne, der skal ikke bedes fadervor og læses juleevangelium i skolerne, kristne må ikke samles til bedemøder på ungdomsuddannelserne osv. Og så længe vi danskere ikke vil stå ved vores egen religion, hvordan skulle vi så kunne forvente, at vi kan tale med muslimer om, hvem Jesus virkelig er? Sålænge vi har travlt med at undertrykke religionens mulighed for at ytre sig frit i samfundet, sålænge kan vi ikke håbe på dialog - og så bliver religion først rigtig farlig. Hvis muslimer (eller hinduer, jøder, buddhister eller you name it) ikke har grund til at forvente andet, end at jeg vil undertrykke deres tro for at pådutte dem min egen, ja, så bliver det ganske meget op ad bakke.

For øvrigt: Der er 103 moskéer af den ene eller anden slags i Danmark i forvejen.

Af Bluerover1 Tilføjet 17.09.2009 - 19:11 Citér

Maaske noget af det vi maa taenke paa er at muslimerne har bud paa at draebe kristne i hele verden.
Som kristne har vi bud paa at forkynde Frelsen af Gud's naade, Jesus, Gud's Soen, korsfaestet, doed og begravet, opstandelsen til evig liv. Det har muslimerne bud paa at tage fra os. Vi kan droemme om at Muslimerne vil lade kristne bygge kirker i deres land, jeg tror aldrig det vil vaere facit.
Husk osse paa at det er ikke bare muslimerne som proever paa at undertrykke kristendommen, men at osse vores egne, Dansk foedte/medlemmer af befolkningen som ikke vil have boen i skolen, maaske der vil komme en dag vor at synge vores yndige
Faedrelands sange vil blive ulovligt.
Det lyder maaske lidt tosset, men for mange er det Roed/Hvide flag mere "Hellig" end kristendom, og der kan nemt komme en dag hvor det Danske flag er, i stedet for det oeverste paa flagstangen, skal vige for udenlandske Flag.
Jeg synes at den Danske befolkning skal vaere gaestfri imod indvandrer, men invandrere skal osse vide at hvis de oensker at blive statsborgere i Danmark saa maa de osse vaere tilfredse med hvad Danmark bygger paa, nemlig et frit land hvor alle er med til at muliggoere det.
Som det siges paa Engelsk 'When i Rome, do as the Romans do
Just a thought.
MVH

Af Nikolaj R. Tilføjet 18.09.2009 - 22:11 Citér
Grundloven sikrer religions- og forsamlingsfrihed - det ved enhver, der ikke lever med skyklapper på. Forsamlingsfriheden indebærer naturligvis også, at trossamfund og foreninger kan kan erhverve sig ejendomme og bygninger og bruge dem indenfor de rammer som lokalplanen og lovgivningen foreskriver. Den ret kom fx. også Faderhuset til gode, på trods af at mange venstrefløjspolitikere mente noget andet. Så selvfølgelig har et muslimsk trossamfund have ret til at opføre en moske. Ved en moské forstår jeg en bygning, med et stort lokale, der kan anvendes til fredagsbøn. Og der findes allerede mange moskéer i København - de fleste gamle lagerbygninger, men det er lige så meget moskéer som Pinsekirken på Drejervej er en kirke(bygning). Lokalpolitikerne kan gennem lokalplanerne stille krav til en bygnings arkitektoniske udtryk, men de kan ikke nægte byggetilladelse fordi de ikke bryder sig om en forening. Den slags sker kun i lande som Saudi-Arabien, Nordkorea. Den eneste indskrækning i religionsfriheden finder vi i grundlovens § 67. Og i så fald sker det ved dom (jf. § 78) - ikke når demokratiske analfabeter som Dansk Folkeparti og Naser Khader finder det formålstjenligt.

Det er altså en grundlovssikret rettighed at bygge en moské (men ikke nødvendigvis med kuppel og minareter). Dog har jeg meget svært ved at se, at disse rettigheder har noget med næstekærlighed at gøre. Kristne bør bakke op om en vidtgående religionsfrihed, fordi det kommer os selv til gode og fordi det er er et udtryk for åndsfrihed, som ligger meget tæt op at nytestamentlig tankegang. Men at kalde det næstekærlighed er at udvande begrebet.


 

Blog på indremission.dk

| Sitemap | Til toppen© 2001-2013 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale.
Silkjær