Sigurds bønnetime

Sigurd Barrets liv begyndte i mol. Som spæd blev han bortadopteret af sin unge mor, og i skolen blev han mobbet for at være lidt for kæk og velbegavet. I mangel på bedre blev klaveret hans foretrukne legekammerat, og i sin ensomhed skrev han små bøger og komponerede musik i et forsøg på at berettige sin egen eksistens.

Sin nød har han lige fra barnsben klaget til Gud, og selv om taknemmeligheden i dag klinger kraftigere end klagesangen, så er troen på Gud stadig en uundværlig støtte i hans liv. Både når karrieren og privatlivet stiller ham over for svære valg, og når han hver aften samler dagen i en aftenbøn med familien hjemme i Valby.

Musik og tro

"Faktisk sætter jeg mig sjældent alene med foldede hænder og beder til Gud. Det sker meget oftere helt spontant på en løbetur i skoven eller under en indkøbstur i Netto. Så tager vi lige en snak," sagde entertaineren, da han i foråret fortalte om sit liv og sin tro i en kirke i Fredericia.

"Mine adoptivforældre var et lærerpar fra Viborg. De hentede mig i 1967 og gav mig et kærligt hjem, der var fyldt med især to ting: musik og kristendom."

Sur på Gud

Sigurd Barret er kun få gange i sit liv blevet i tvivl i sin tro. Mest voldsomt, da begge hans adoptivforældre døde med fire ugers mellemrum i sommeren 2002.

"Jeg blev så sur på Gud og sagde til ham: 'Det kan du simpelthen ikke være bekendt.' Jeg synes, det var en meget hård skæbne, at de begge skulle dø næsten på en gang. Men det blev en stor trøst for mig, at jeg tror, at vi engang skal ses igen. Det har jeg altid troet, selv om jeg ikke kan forklare, hvordan det skal ske."

Op til Gud

Alligevel kom tvivlen snigende et års tid efter forældrenes død.

"Jeg var dybt fortvivlet over, at de ikke var her mere, og jeg blev med ét usikker på, om alt det, de havde lært mig slet ikke passede. Om de alligevel ikke var hos Gud."

Sigurd Barret vil helst tro på, at alle mennesker en dag skal mødes i himlen.

"Da jeg var barn, var jeg overbevist om, at alle vil blive tilgivet og lukket ind i Guds himmel. Uanset hvor ond man havde været, ville man på et tidspunkt forstå de fejl, man havde begået, og blive tilgivet."

"Men jeg har også hørt argumentet om, at hvis Hitler eller Stalin, som har dræbt millioner, kom i Himlen, ville det ikke være et rart sted at være, og så kan jeg godt komme i tvivl. Men det er naturligvis op til Gud, og ikke noget vi skal forsøge at blande os i," siger han.

Ole Noermark Larsen, 14/07/2009
Et Ord med på vejen