Gud er større end Talebans miner

"Bare rolig, Brinth. Det er Danmarks bedste sanitet." Sådan lød ordene fra sanitetsfolkene til den hårdtsårede soldat, Niels Kristian Brinth, den 2. december 2006. Delingen var på patrulje, da den blev sprængt i luften af en af Talibans panserminer. Niels Kristian havde brækket ryggen og havde kollapsede lunger og granatfragmenter tæt på hjertet.

Lige efter ulykken var Niels Kristian ved bevidsthed, bad til Gud og tænkte: "Det er ikke så slemt, jeg kan bevæge hovedet og hænderne." Men benene kunne han ikke røre.

Niels Kristian hørte hjælpefolkene vurdere at han ville dø inden for en time.

Vil sendes ud igen

Seks dage senere slog han øjnene op på Rigshospitalet omgivet af sin familie.

"Det var specielt at vågne op og opdage, at jeg ingenting kunne ud over at bruge hoved og hænder. Jeg håbede og bad til, at jeg ville være i gang igen efter en måned, men det trak ud," fortæller Niels Kristian. På grund af sin gode fysik blev han efter få måneder overført til et genoptrænings-center i Viborg. Her skulle han lære en masse færdigheder som at sidde op, gå på toilettet og lære at skifte hjul på kørestolen.

Niels Kristian er for resten af livet bundet til et liv på hjul, men er ellers selvhjulpen og har nyt mod på livet. "Jeg har hjul i stedet for ben, men lysten til livet har ikke ændret sig," siger soldaten, som har søgt om at blive udsendt igen, og forsvaret arbejder på det. Fremtiden er sikret, hans kontrakt med forsvaret giver ham løn og muligheder til fortsat uddannelse og job.

Jeg døde jo ikke

Niels Kristian tog på Børkop Højskole i efteråret 2007.

"Jeg tog på bibelskole, for jeg var kommet langt bort fra Gud," fortæller Niels Kristian. Han er sikker på, at Gud har en pointe med, at han stadig lever.

"Jeg døde jo ikke. Han ville ikke have mig hjem endnu. Jeg har bedt om, at når jeg skulle dø, at jeg så måtte være klar til det, men jeg var nok ikke klar," understreger soldaten.

"Gud træffer de bedste valg og har en plan med mig. Jeg har fået en lille datter inden ulykken, nu kan jeg ikke få børn på normal vis.

Gud har en mening med, at jeg er endt sådan. Jeg ved bare ikke, hvad han vil bruge mig til. Måske skal jeg snakke med andre skadede soldater." Niels Kristian har ikke været ked af det eller vred over sin situation.

"Jeg tror, at Gud hjælper mig til at se positivt på tingene. Jeg sidder godt nok i en stol, men livet har ikke ændret sig. Jeg vil det samme som alle andre i min alder. Jeg kan endda blive pilot, selv om jeg sidder i en stol," siger soldaten, som heller ikke bærer nag til Taliban.

"Jeg hader ikke dem, der lagde minen. De er modstandsfolk. Jeg ville gøre det samme, hvis jeg var på deres side."


Anette Ingemansen, 18/02/2008