04.05.2001 12:00 Age: 18 yrs
Category: Bibelen, Menneskelivet
Vibeke Sode Hjorth

Skrevet af:
Vibeke Sode Hjorth

Må kvinder have kort hår?

Må kvinder have kort hår? Paulus siger jo at kvinder skal havde tildækket hovedet. Og at vi mænd ikke må havde langt hår, eller andet på hovedet, når vi beder, for ellers bringer vi skam over vores hovede.

Svar:

Jeg vil tro, du i dit spørgsmål henviser til, hvad Paulus skriver i 1 Kor 11, Jeg vil dele mit svar op i punkter, og håber, at det fremmer forståelsen:

1) Paulus' overordnede pointe i kapitlet er at fastholde en grundlæggende sandhed i forholdet mellem kvinde og mand: Mand og kvinde er ikke ens, selvom vi har samme værdi over for Gud. Vi er alle underordnet under Kristus (han er vores hoved), men kvinder og mænd har forskellige opgaver i menigheden (udtrykkes ved dette: manden er kvindens hoved, eller med et andet ord: kvinden skal underordne sig under manden. Det betyder ikke undertrykkelse, men at både mand og kvinde skal gå ind i de opgaver i menigheden, der nu er deres - og så i øvrigt lade de andre udføre deres opgaver!)

2) I Korinth var det åbenbart sådan, at nogle kvinder opfattede det fantastisk nye frihedsbudskab, Paulus kom med, som et budskab om mænds og kvinders enshed - alle forskelle var nu ophævet. Paulus slår fast, at det passer ikke. Helt fra skabelsen af er mænd og kvinder forskellige, og det skal vi blive ved med at være.

3) I Korinth (og i Mellemøsten som helhed) var det almindeligt, at kvinder trak kappen op over hovedet, når de bevægede sig uden for hjemmet. De tog altså ikke slør på, som de muslimske kvinder, men de tog så at sige hætten op. Kvinder, der ikke gjorde det, eller som lod sig klippe korthåret, ansås for at opføre sig usømmeligt. Enten fordi de var ludere, eller fordi de ville være som mændene. Altså er det forkerte igen det, at de vil ophæve forskellen mellem mand og kvinde.

4) Når der om mændene siges, at det er vanærende for en mand at have langt hår, er begrundelsen, at det strider imod den almindelige opfattelse af, hvordan en mand skal se ud. Der ligger også i det, at hvis en mand på den tid havde langt hår, var det, fordi han ville være som kvinderne. Igen er det forkerte, at de vil ophæve forskellen mellem mand og kvinde.

For mig at se er det altså klart, at Paulus her taler om en overordnet teologisk pointe: Mænd og kvinder er fra skabelsen af forskellige. I Kristus er vi lige meget værd i Guds øjne, men det ophæver ikke forskellene mellem os, så det skal vi heller ikke gøre i menigheden.

Hvordan det så kommer til udtryk i vores tid, er en anden sag. I vores kultur er det ikke (længere) så anderledes at møde mænd med langt hår og kvinder med kort hår, så for os giver det ikke den samme virkning at markere forskellen på mænd og kvinder på den måde. Til gengæld er det en stor udfordring for os i den kristne menighed at fastholde og glæde os over mænds og kvinders forskelligheder, som de kan komme til udtryk i vores tid!


Vibeke Sode Hjorth

Skrevet af:
Vibeke Sode Hjorth

Lagt på nettet 04.05.2001

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også