30.03.2002 12:00 Age: 22 yrs
Category: Kristenlivet, Troen, daab-rel
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Kan jeg være fuldt kristen uden dåb?

Jeg har et problem..... Mine forældre er iranere, men jeg er selv født i danmark. Jeg er en kristen, men er ikke blevet døbt. Jeg kender godt svaret hvis jeg spørger mine forældre. Jeg ved selvfølgelig at når jeg bliver ældre og bor for mig selv så kan jeg blive døbt. Men det er der jo lang tid til. Så hvordan er mit forhold til Gud nu?

Svar:

Tak for dit spørgsmål, som glæder og bevæger mig meget. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvad det vil sige at skulle leve som et ungt, troende menneske mellem to kulturer og to religioner, og så måtte mere eller mindre skjule sin tro.

Men jeg vil begynde med det bedste: Dit forhold til Gud er bestemt af din tro på Jesus! Han sagde: “Den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort” (Joh 6,37). Og hvis du kommer til ham i bøn, så har du et fuldkomment, helt forhold til Gud. Det er hverken halvt eller ufuldkomment, for vi frelses ved tro.

Det er helt rigtigt, at netop den troende så også vil ønske at blive døbt. For Jesus siger også: “Den, der tror og bliver døbt, skal frelses” (Markusevangeliet 16,16). Så hvis man var ligeglad med det, så havde man virkelig et problem.

Men det kan ske, at det ikke er muligt at blive døbt. Og du er netop ikke ligeglad med dåben. Det er dit ønske at følge Jesu bud her. Og det er nok! Vi ved fra Bibelen, at Gud kan frelse uden dåb; det gjorde han i alle århundrederne indtil Jesu død og opstandelse. Ingen af de troende indtil da var døbt med en kristen dåb!

Så du skal ikke se på dit forhold til Gud som et halvt forhold. Det er helt, fuldkomment og intakt. Du har den samme Jesus, som Paulus og Peter og dine danske og iranske kristne venner har det! Du har hans nåde, hans kærlighed, hans omsorg. Du hører til hans menighed, til hans familie, også selv om du må gå meget alene med det.

Og så til det med, hvornår du så kan blive døbt:

Selv om du er så ung, så kan du selv bestemme, hvad du vil tro på. Men du kan ikke selv bestemme, hvad du vil gøre! Derfor er det også forståeligt, hvis dine forældre vil sige Nej. Jeg ville også sige Nej, hvis mine børn ville skifte religion, inden de var myndige. Men det er noget ganske andet, hvordan de så vil sige Nej. Vil de sige, at når du bliver myndig (altså 18 år), så må du selv bestemme over dit liv? – sådan vil en dansk tankegang være. Eller vil de sige, at først når du bor for dig selv, kan du selv bestemme? – sådan vil man tænke i mange andre kulturer (også vesterlandske).

Og når du så selv bestemmer dig for at blive døbt, hvordan vil de så reagere? – med accept, eller med vrede, eller med sorg, eller med afbrydelse af enhver kontakt? Der er mange, mange muligheder. Reaktionen er forskellig fra familie til familie, og det er heller ikke altid, at man selv kan forudsige præcist, hvordan ens familie vil reagere.

Jeg håber sådan, at du har nogle at snakke med om det her. Hvis ikke du har, så kan jeg måske formidle en kontakt. Ellers er du jo altid velkommen til at snakke videre med os her på JesusNet.

Og så til sidst det med, hvordan du kan bevare din tro:

Jeg kan forstå, at du har adgang til Internettet; så allerede her hos os på JesusNet har du et kristent fællesskab, der byder dig meget velkommen. Men det er jo lidt upersonligt. Så det bedste er selvfølgelig, at du også en gang imellem kan mødes med andre kristne. Men jeg ved ikke, hvilke muligheder du har i din by og med den familiesituation, du står i.

En anden god ting er kristen litteratur. Jeg ved ikke, om du er nødt til at holde din tro helt skjult for din familie, eller om de vil acceptere, at du læser kristen litteratur og læser i Bibelen. Og det er også vigtigt, at du “ærer din far og din mor” og respekterer deres husorden. De skal bestemt ikke mærke, at din tro gør dig til en mindre respektfuld datter! Men kan du i fuld respekt for dem også komme til at læse en god kristen bog eller læse i Bibelen eller det Nye Testamente?

Jeg har aldrig stået i din situation og rammer måske helt ved siden af de spørgsmål, du går og tumler med. Men uanset hvad, er du meget velkommen til at vende tilbage med flere spørgsmål, besøge Café Thomas, vores chatroom osv.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 30.03.2002

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også