17.09.2002 12:00 Age: 17 yrs
Category: Seksualitet, Menneskelivet
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Kan en fraskilt gifte sig igen?

Jeg har gået og tænkt en del over det med at gifte sig igen efter at være blevet skilt (grundet utroskab fra hans side og det var ham der ville skilles). Hvorfor er der så stor uenighed om det spørgsmål? Nogle mener klart NEJ mens andre mener at hvis det er pga. utroskab og det er den andens skyld så JA. Hvad er det rigtige og er der et endegyldigt svar?

Svar:

Tak for dit spørgsmål. Det gør mig ondt, at du er kommet i den situation. Jeg håber det bedste for dig – både glæde fra Gud og glæde fra mennesker. Ikke mindst håber jeg, at du finder fred i Guds ledelse.

Dit spørgsmål er vanskeligt. Dels fordi det har så konkrete og personlige konsekvenser for så mange mennesker, dels fordi, som du skriver det, der er i hvert fald to forskellige måder blandt kristne at forstå NT på. Og her ser vi bort fra de bort-tolkninger, der godt kan se, at NT har problemer med, at fraskilte gifter sig igen, men bare har valgt at se bort fra det. Det kan vi ikke bruge til noget. Men også blandt dem, der ønsker at lade NT bestemme deres Ja eller Nej til at vie fraskilte, er der uenighed.

Om der findes et endegyldigt svar? Ja, jeg er selv ret overbevist om, at der findes et. Men nok desværre ikke i den forstand, at alle bibeltro kristne nogensinde bliver enige om det ... Og grunden er, at der er to udsagn af Jesus, der tilsyneladende siger hver sit! – Det ene finder vi i Matthæusevangeliet 19,9: “Den, der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud”. Mange (bl.a. Luther) forstod det sådan, at det er OK for den, der er fraskilt efter ægtefællens utroskab, så at blive gift igen. Og det er også rigtigt, at læst helt isoleret kan det godt forstås sådan. Det ville måske endda være den mest naturlige måde at forstå det på. Men så kommer den anden tekst i Lukasevangeliet 16,18: “Enhver, som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud.” Det mærkelige her er, at Jesus udtrykkeligt siger enhver – åbenbart uanset hvem der har gjort hvad, uanset hvem der har ønsket skilsmissen!

Jesus anerkender, at Gud (iflg GT) har befalet, at der i samfundet skal være mulighed for, at fraskilte bliver gift igen. Det er givet for "de hårde hjerters skyld"; og uden den mulighed ville der blive megen kaos i samfundet. Men det, Jesus viser de troende hen til, det er det, som var "fra begyndelsen": at en mand og en kvinde bliver ét kød, og at intet menneske må adskille dem! Det gør han ikke for at være brutal mod de fraskilte, men for at være barmhjertig mod de gifte! Det gør han for at sige Ja til det første ægteskab. Og derfor er det, han uden videre kalder de fraskiltes nye ægteskab for "ægteskabsbrud", uanset hvor lovligt det så er gået til. Ingen, som vil følge ham, kan skyde sig ind under ordninger, givet for de hårde hjerters skyld. “En kristen med et hårdt hjerte er en selvmodsigelse”, har en præst engang sagt. Og derfor kan hans kirke næppe begynde at lyse velsignelse over det, han selv kalder for ægteskabsbrud...

Men er det nu ikke Jesus, der har et hårdt hjerte, når han kalder det for ægteskabsbrud at gifte sig med en fraskilt? – Og da går det op for én, at dette har han ikke sagt for at pine de fraskilte ægtefæller; dette er sagt for at beskytte de svage ægteskaber!

Når det virker ubarmhjertigt, må vi fastholde, hvor langt mere ubarmhjertigt det ville være over for kriseramte ægteskaber, hvis vi (uden at have lov til det!) åbnede muligheden for at forlade hinanden og gifte sig påny. I samfundet skal muligheden være der; men i Guds rige den ikke være der.

Jeg sad engang i en konkret samtale med en fraskilt, hvor alt i mig længtes efter at kunne sige, at hun da sikkert burde gifte sig igen (fordi det virkede så vanvittigt at måtte sige Nej). Men netop da gik det op for mig, at Jesus med sine ord jo netop ville forhindre disse tragedier, ikke skabe dem.

Det er ikke få par, der vil kunne fortælle om, at Jesu kategoriske Nej til at gå fra hinanden og finde sig en ny, var med til at tvinge dem – ikke blot til at blive sammen, men til at satse alt på at redde ægteskabet og kærligheden!

Nu kunne Matthæusevangeliet 19,9 jo godt se ud til at bløde lidt op på det skarpe forbud i Lukasevangeliet 16,18. Og kunne det måske endda udvides til en mere generel “uskyldigheds”-undtagelse?

Hvorfor siger han enhver? "Enhver, som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud." – Så vidt jeg forstår det, er grunden, at et ægteskab ikke bare bør være uopløseligt, men er faktisk uopløseligt! Det er ikke bare sådan, at man ikke bør ophæve det, men sådan, at det faktisk ikke kan ophæves, som om det aldrig havde været. Den fraskilte er fraskilt, ikke gen-ugift! Det kan kun ophæves ved, at den ene dør. Så længe de begge er i live, er de stadig “et kød” ... – også selv om samfundets love har anerkendt, at de lever hver for sig og godt kan blive “et kød” med flere.

Det er ikke en leg med ord. Det får voldsomme konsekvenser. Det fremgår af et ret specielt ordvalg i fx Matthæusevangeliet 5,32 og Markusevangeliet 10,11f: Det, der sker med den fraskiltes nye ægteskab, er ægteskabsbrud, ikke utugt. "Utugt" er et bredt, generelt udtryk for al slags sexuel synd. Men "ægteskabsbrud" er et mere præcist ord: Det dækker over den slags sexuelle synd, der kaldes for ægteskabsbrud eller hor.

Det chokerende er altså, at synden i den fraskiltes andet ægteskab er ikke "utugt" med den nye ægtefælle, men "ægteskabsbrud" over for den første ægtefælle – se Markusevangeliet 10,11: “Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.”! Jamen hvordan kan det kaldes “ægteskabsbrud” over for den første ægtefælle, når dét ægteskab er ophævet?!

Det er det heller ikke! Det er netop ikke ophævet, som om det ikke havde været. Det første ægteskab er i en eller anden forstand stadig intakt, så bogstaveligt og håndgribeligt, at det kaldes for ægteskabsbrud at tage sig en ny ægtefælle! Altså består det første ægteskab i en eller anden forstand endnu! Det forudsætter, at ægteskabet i en eller anden forstand stadig er intakt. Og Paulus' 1. brev til Korintherne 7,11 åbner heller ikke for en undtagelse, hvis nu man er blevet påtvunget skilsmisse. Uanset hvad: Man skal "forblive ugift". Først når den første ægtefælle er død, er man fri til at gifte sig igen (v. 39).

Hvis vi kun havde haft Matthæusevangeliet 19,9 og 5,32, ville jeg være åben over for at forstå de to vers som en undtagelse fra forbudet mod nyt ægteskab. Der er bare så enorme vanskeligheder ved den tolkning, at jeg efter megen tøven simpelt hen vil kalde den usandsynlig. Jeg tror ikke, NT indeholder nogen undtagelse. Ganske enkelt, fordi det ville gøre Jesu undervisning selvmodsigende: "Enhver, som skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud, og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, begår ægteskabsbrud" (Lukasevangeliet 16,18).

Jeg er meget i tvivl om, hvad Mattæus-teksterne mener. Og jeg synes faktisk ikke, at jeg endnu har mødt en fuldstændigt tilfredsstillende fortolkning. – Men jeg kan ikke være i tvivl om, hvad Lukasevangeliet 16,18 mener: Der står ganske enkelt enhver.

Og her bliver det princip afgørende, at de uklare steder skal læses i lyset af de klare. Og Lukasevangeliet 16,18 kan for mig at se kun læses på én måde – Matthæusevangeliet 19,9 kan læses på flere måder! Fx kan Matthæusevangeliet 19,9 godt forstås sådan, at Jesus bare præciserer, hvad de diskuterer: I tilfælde af utugt var konsekvensen jo ikke, at man fik et skilsmissebrev og blev sendt bort; konsekvensen ved utugt var døden ved stening. Skilsmissebrevet handler netop om de tilfælde, hvor skilsmissen er sket "af anden grund end utugt".

Det er ikke sikkert, det skal forstås sådan. Men det er muligt! Og det er nok! For så strider det ikke imod Jesu forbud i Lukasevangeliet 16: "Enhver, som gifter sig med en fraskilt ..."

Desuden ville der også være nogle groteske konsekvenser af, at "utugt" skulle være den eneste undtagelse fra forbudet mod nyt ægteskab:

1. Kan man forestille sig, at Jesus hermed bare skulle have accepteret forstødelse af den utro ægtefælle, blot i forbifarten? – uden nogen formaning til forligelse eller tilgivelse! Uden noget hensyn til børnenes behov!

2. Kan man forestille sig, at den eneste fraskilte, der skulle have ret til nyt ægteskab, skulle være den, hvis ægtefælle har været fysisk utro? – mens hverken voldsofferet eller den forladte eller den terroriserede fraskilte måtte gifte sig igen!

3. Kan man forestille sig, at Jesus hermed bare skulle acceptere, at man smed den utro ægtefælle ud og havde ret til nyt ægteskab i ethvert tilfælde? – uden at spørge til, om der var ansvar på begge sider, uden at spørge til egen erkendelse eller anger!

Konsekvensen ville være, at præsten kun havde ét spørgsmål at stille: Hvem var den utro part?! – og helt lade ligge, hvem der reelt var den mest svigtede part. Han måtte helt lade ligge, om der er tale om erkendelse af ansvar hos nogen af parterne osv. Det er for mig at se, for at sige det rent ud, en ren skrivebordskonstruktion. I langt de fleste tilfælde vil begge parter erkende et medansvar.

Det viser sig da også, at den gængse løsning er, at man i praksis vilkårligt udvider "utugts"-undtagelsen til en mere generel "uskyldigheds"-undtagelse: Man mener så, at hvis man er uskyldig, voldsoffer, terroriseret, eller er blevet påtvunget skilsmissen, så har man også ret til at gifte sig igen. Men så forståeligt det end er, så er det noget, de bibelske tekster ikke engang åbner en sprække for.

Men så er det et meget vigtigt spørgsmål, vi slet ikke har berørt endnu: "Jamen kan skilsmisse da ikke tilgives?"

Og det er helt sikkert, at både den fraskilte og den gengifte kan have Guds tilgivelse. De lever jo ikke nødvendigvis "i synd", for "at leve i synd" betyder, at man har gjort sig hård over for noget, man godt ved, er rigtigt! Men langt de fleste, der lader sig gifte igen, gør det vel snarere ud fra en ærlig misforståelse: Man er blevet overbevist om, at det er i orden og OK! Jeg mener selv, at det er en misforståelse; men der er jo altså forskel på, om man lever i en ærlig misforståelse, eller man har forhærdet sig over for det, man godt ved ...

Men: Tilgivelse giver bare stadig ikke den fraskilte lov til at gifte sig igen. Det har ikke noget med hinanden at gøre. "Tilgivelsen" udsletter synd og skyld – men den udsletter ikke det første ægteskab, som om det ikke eksisterede. Og grunden til Nej’et er jo ikke, at de har en eller anden synd i fortiden, der ikke findes tilgivelse for; grunden er, at de endnu står i et intakt ægteskab ... – de er stadig ét kød med den første ægtefælle (og det er jo ikke engang sikkert, at skilsmissen var en synd, der nu skulle tilgives; den kunne godt være et nødvendigt, mindste onde).

Tilgivelse fjerner skylden, men ikke altid konsekvenserne. Man bliver ikke jomfru igen af at blive tilgivet utugt. Og man bliver ikke gen-ugift af at blive tilgivet.

Jeg skal indrømme, at jeg kun kan arbejde med det her med stor frygt: Tænk nu, hvis jeg forstår Skriften forkert!! – så har jeg været med til at vanskeliggøre livet for nogle. Så er jeg blandt dem, der "binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger" (Matthæusevangeliet 23,3). Jeg kan godt være forfærdelig bange for, at det er mig, der misforstår alt det her! For konsekvenserne er så forfærdelige. Men dels kan jeg altså ikke ærligt få andet ud af Jesu ord. Dels siger Jesus ikke det her for at gøre det sværere for den fraskilte; han siger det for at gøre det lettere for de ægteskaber, der er kommet i krise!

Jeg ved ikke, om du vil være enig med mig i dette. Man kan godt sige, at det her kan jeg jo sagtens skrive, når jeg er godt gift og alt det der. Men min kone og jeg vil på den anden side godt være med til at skrive under på, at noget af det, der hjalp til at komme igennem en svær tid og til at kæmpe for kærligheden igen, har været bevidstheden om, at der er ingen vej ud af det her ægteskab og ind i et andet! Der er kun én vej frem: at sætte alle ressourcer ind på at redde kærligheden. Og det kan lykkes!

Men nu ser det jo ud til, at det er for sent for dit vedkommende; I er skilt, og det, du nu overvejer, er: Kan du ud fra NT nu gifte dig igen?

Sådan som jeg forstår NT: Nej, ikke så længe din (ex-)mand stadig lever. Heller ikke selv om det var ham, der var utro, og ham, der forlangte skilsmisse. For efter Guds ordning er I stadig "ét kød".

Hvis du så vælger at "forblive ugift", som Paulus' 1. brev til Korintherne 7 siger det, så er jeg overbevist om, at Gud også vil give dig nåde og nådegave til at leve sådan. Det kan blive meget svært; men Gud lader ikke én i stikken, som vælger den hårde vej for hans kærligheds skyld! Hvis du ærligt kan være uenig med mig i det her og kommer frem til, at jeg kan ikke have ret, og du kan godt gifte dig igen under Guds velsignelse, så tror jeg bestemt ikke, at det betyder frafald og fortabelse. Jeg tror, det er en misforståelse; men det er ikke det samme som vantro! I så fald vil jeg blot opfordre dig til, at det så ikke sker i en kirke, men under samfundets ordninger (og det vil jo sige på rådhuset).

Jeg vil ønske dig Guds velsignelse og styrke fremover. Og uanset, hvad der sker, og hvad du møder fra mennesker: Ham vil du aldrig opleve utro! Og han vil aldrig lade sig skille fra dig, hvis du bliver hos ham.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 17.09.2002

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også