28.10.2008 12:00 Age: 11 yrs
Jørgen Bloch

Skrevet af:
Jørgen Bloch

Hvorfor skal ægteskab indgås offentligt?

Min mand og jeg har et vennepar, der er bor og lever sammen som mand og hustru, selvom de ikke er gift i juridisk forstand. De mener selv, at de er gift overfor Gud, fordi de overfor Gud har sagt ja til hinanden, og når vi siger at de ikke er gift fordi de ikke har papir på hinanden, siger de, at de ikke kan finde noget sted i Bibelen hvor Gud siger, at man først er rigtig gift, når man har papir på hinanden. I svaret til spørgsmålet om Hvornår er man gift?, skriver I, at det er den offentlige juridisk bindende handling, der stadfæster et ægteskab - men hvor findes der belæg for det i Bibelen? Jeg kan finde nogle steder (Første Mosebog 29, 21-23; Ruths Bog 4,10-11; Mattæusevangeliet 22,1ff) hvor der i praksis er en form for offentlig handling i forbindelse med et ægteskab/bryllup, men det kan jo blot være, hvad mennesker har valgt at gøre! Vi synes, det er blevet meget svært at give nogen forklaring til vore venner på, hvorfor de ikke skulle være gift, selvom vi begge mener, at de ikke er gift før de har været på rådhuset eller i kirken. Vi ved simpelthen ikke længere, hvorfor vi mener det, og derfor endnu mindre hvad vi skal sige til dem.

Svar:

Tak for jeres spørgsmål!

Jeg forstår godt jeres frustration, for det er ikke ligetil, at finde et enkelt skriftsted, der tydeligt og klart siger, at man skal være gift, for at have seksuelt samvær. Alligevel er der nogle steder, der indikere dette. Blandt andre de steder, I selv nævner. Derudover er der ordet til Adam i Anden Mosebog 2,24, hvor Gud siger, at en mand forlader sin far og mor, og binder sig til sin hustru. Det er her tydeligt, at Gud taler om, at ægteskabet består af en binding, som har juridisk gyldighed.

Yderligere er der i Anden Mosebog 2,15 en anvisning på, hvad en mand, der har forført en pige til samleje, skal gøre: Han skal gifte sig med hende. Der er andre lignende steder, men i nogle af stederne tales der også om en voldtægtslignende situation. Selvom Gud, imod sin vilje gav Moses lov til, at indføre skilsmisse, så tyder det ud fra de nævnte vers på, at denne mulighed ikke ville gælde for dem, der havde haft seksuelt samkvem inden brylluppet (Femte Mosebog 22,28-29).

Blår i øjnene

Som modargument kunne jeres vennepar så anføre, at de overfor Gud, har bundet sig til hinanden. Der er vel ingen grund til ikke at tro på deres gode intentioner. Men ønsker de virkelig, at holde sig til hinanden resten af livet, hvad er så argumentet for, ikke at give hinanden den tryghed, som en vielse giver? Det giver juridisk tryghed, hvis der alligevel skulle opstå en situation, hvor den ene vil trække sig, det giver juridisk tryghed ved dødsfald. Set med mine øjne, er vægring af ægteskab blot et udtryk for, at jeg gerne vil holde en bagdør åben, så jeg lettere kan komme ud af forholdet, hvis jeg nu skulle fortryde. At bruge fromme argumenter om, at vi jo er gift for Gud, er kun at stikke sig selv blår i øjnene.

Trygge vilkår

Rigtigt er det, at der op gennem tiden har været forskellige former for, hvordan denne juridiske pagt har været praktiseret. Det er altså heller ikke sådan i dag, at et dyrt kirkebryllup er nødvendigt. Er det økonomien, der presser på, kan et ægteskab også indstiftes på rådhuset, og man kan nøjes med sine slidte cowboy bukser og en sweater, om så skal være. Det er ikke særligt romantisk, men nu taler vi heller ikke om romantik, men om de kolde facts, at jeg ønsker at give det menneske, jeg elsker de mest trygge vilkår. Man kan jo godt undre sig over, hvorfor jeres vennepar ikke ønsker det?


Jørgen Bloch

Skrevet af:
Jørgen Bloch

Lagt på nettet 28.10.2008

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også