19.07.2019 16:22 Age: 116 days
Category: jn-svar

Skrevet af:
Henrik Højlund

Hvorfor giver Gud børn kræft?

Hvorfor giver Gud børn kræft? Og hvorfor tillader han mord på børn i for eksempel Syrien?

Svar:

Spørgsmålene er forbundet med det spørgsmål, som måske er det mest stillede spørgsmål til kristendommen (og jødedommen) gennem alle tider. Hvorfor tillader Gud så meget ondt, når han er god og almægtig?

Det er ikke et nyt spørgsmål. Hele Jobs bog i Bibelen handler om det. Bibelen, som af kirken anses for at være Guds ord, rejser selv spørgsmålet til Gud: Hvorfor tillader du det onde, Gud? Det giver i hvert fald den ”ro”, at spørgsmålet er fuldstændig okay at stille.

Man kan ikke svare kort på spørgsmålet. Derfor et lidt længere svar denne gang. Som kunne have været meget længere.

Der er en væsentlig forskel på, om man stiller spørgsmålet ud fra en tanke-teoretisk side eller ud fra en personlig erfaring af lidelse og ondskab.

Spørgsmålet kan rent tankemæssigt være meget forstyrrende og tvivlsskabende. Men det får en helt anden tyngde, når det handler om en personlig erfaring af lidelse og ondskab.

Jeg vælger først og fremmest den tankemæssige tilgang, fordi jeg fornemmer, at spørgsmålet går i den retning. Til sidst skriver jeg også lidt om den personlige tilgang til spørgsmålet.

Det tankemæssige problem er mindre, end man ved første øjekast tror.

Det onde og lidelse er ikke kun et problem for gudstro. Hvis man kigger nærmere efter, vil man opdage, at problemet bliver endnu større uden gudstro. Og derfor er det sådan, at rent tankemæssigt, rent logisk bliver spørgsmålet om lidelse og ondskab faktisk et argument for gudstro, mere end imod.

Uden Gud mangler den moralske målestok

Hvis man forestiller sig verden helt uden Gud, så verden er blevet til af sig selv, og der kun findes naturen, kun den fysiske materie – alt inklusive – så er der ingen hensigt med det hele, for der er jo ingen guddommelig plan eller bevidsthed bag alt. Det er ren natur det hele. Universet er upersonligt, det er i sin oprindelse komplet meningsløst, ingen udenfor universet har skabt det med mening og hensigt. Universet er bare. Det består af atomer og molekyler, som tilfældigvis er stødt sammen på den og den måde og nu danner stjerner, galakser, sorte huller, planeter og – så vidt vi ved indtil nu – et enkelt sted en planet med planter, dyr og mennesker. Alt sammen ren tilfældighed.

Det betyder, at vi fuldstændig mangler en målestok til at definere, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Den norm, den målestok er der jo ingen, der kan give os.

Selvfølgelig er der masser af moralske forestillinger, masser af meninger om, hvad der er ondt og godt, men der er intet absolut ved noget af det, intet af det man kan sige med nogen som helst sikkerhed. Intet absolut ondt, intet absolut godt, ikke noget der til alle tider på ethvert sted vil være ondt eller godt. Enhver forestilling om godt og ondt kan skiftes ud. For naturen har ikke og kan ikke give os en absolut norm. Det ville kræve, at der var noget udenfor naturen selv, som definerede normen, som definerede, hvad der er ondt og godt.

Man kan derfor ikke med absoluthed sige, at det er forkert at gasse nogle millioner jøder i kz-lejre. Man kan så heller ikke sige, at det til enhver tid vil være forkert med overgreb mod børn; eller voldtægt eller at slå handicappede ihjel.

Man kan til en vis grad argumentere for det praktiske i en del af reglerne, det fornuftige her og nu. De giver mening, for at vi kan eksistere sammen på en nogenlunde ordentlig måde. Men den dag, en anden ideologi eller en anden kultur har magten, kan alle regler skiftes ud.

Det kan måske lyde noget abstrakt, noget højpandet filosofisk. Men det er det slet ikke. Nazismen var en praktisk konsekvens af denne tankegang. Kommunismen var også. Og det medførte ufattelige lidelser, fordi den normale moralske målestok blev skiftet ud i den nye ideologis navn.

Det betyder også, at når ateisten siger: Gud kan ikke findes, for der er så meget ondt i verden, så må man sige til ham: "Hvorfra ved du, at det er ondt? Du kan da ikke med dit ateistiske udgangspunkt kalde døden; eller sygdom; eller ulykke; eller grådighed, mord og løgn for ondt. Det er jo kun alt sammen et resultat af molekylers og atomers tilfældige bevægelse og sammensathed i en verden, der er opstået ud af den rene tilfældighed, uden hensigt, mening eller mål. Ting kan gøre ondt, rent fysisk, men moralsk ondt – nej, det har du, min ateistiske ven, ingen basis for at tale om. Så du kan ikke bruge det, du kalder ondskaben i verden som argument mod Gud, for ondskab findes dybest set ikke ifølge dit eget livssyn."

Kristendommen og det onde 

Hvordan så med kristendommen og det onde? Lad mig forsøge at give et svar i fem trin.

   1) Gud er god. Gud rummer ikke alt. Gud rummer ikke også det onde. Det onde kommer dybest set ikke fra Gud. Det betyder, at det gode kan defineres. Der er en absolut målestok for det gode, og vi kan få indsigt i det. Gud viser os det gennem selve sit væsen. Og dermed ved vi også grundlæggende, hvad der er ondt. Skellet mellem ondt og godt er absolut.

   2) Guds skaberværk var godt fra starten. Alt var oprindeligt godt, helt igennem vidunderligt, harmonisk. Det onde var ikke i verden fra begyndelsen. Både engle og mennesker var fra begyndelsen gode.

   3) Der har fundet et oprør sted i Guds verden. Hvordan i al verden kunne det finde sted – er Gud ikke suveræn? kunne man spørge. Jo, men han skabte væsener med et så højt bevidsthedsniveau, at de kunne påvirke fremtiden. Fordi de også samtidig blev skabt med frihed til at vælge. Disse væsener kaldes engle og mennesker.

Det er et forunderligt, nærmest mirakuløst træk ved Gud skabelse, ved Gud selv, at han er i stand til at skabe noget, som kan fravælge ham. I den forstand begrænser Gud så at sige sin almagt. For i sin almagt giver han mennesket frihed til at vælge ham fra eller til. Godheden og kærligheden er altså ikke automatisk hos engle og mennesker. De er ikke programmeret til godhed, selvom de er skabt gode. Det er ikke helt enkelt at forstå. Hvordan kunne den i udgangspunktet gode Adam og Eva komme på at gøre noget ondt? Men vi skal altså se det under frihedens synsvinkel. Det ægte gode, den ægte kærlighed findes kun i frihed, ikke som programmering.

Bibelen antyder, at den onde, Satan, oprindelig var en af Guds gode og mægtige engle. Det er kun antydninger. Der er nogle hvide felter i billedet, nogle spørgsmål vi ikke får ordentligt svar på.

Men antydningen er vigtig, fordi den fastholder to meget vigtige ting:

      - Det onde kommer ikke fra Gud, men fra et andet væsen. Og fra mennesket, som rakte den onde lillefingeren, og han tog hele armen.

       -Det onde/den onde er ikke en gud nummer to, omtrent på linje med Gud. Det onde er på en måde uden selvstændigt liv. Det onde er en slags mangel, et fordærv af noget, der allerede eksisterer, nemlig det gode. Ligesom blindhed, der ikke er noget i sig selv, men kun en mangel på syn, en forringelse af noget bedre.

   4) Vi lever ikke i den bedste af alle verdener. Vi lever ikke i den verden, som Gud helt og holdent havde tænkt fra begyndelsen. Verden er ikke normal. Verden er ikke sig selv. Verden er endnu helt klart Guds verden, Guds skaberværk. Sporene af Guds finger er svære at komme udenom. Men der er spor af andre kræfter, af ødelæggelsen. De spor er også stærke.

   5) Gud er i gang med den store frelseshistorie, den store redningsplan. Det kulminerede foreløbig på Jesus' kors, og da Jesus gik ud af graven påskemorgen.

Men med en afgørende tilføjelse: Frelseshistorien er i gang, den er ikke færdig.

Man vil aldrig kunne fatte det kristne svar, hvis ikke man får det med sig, at Gud en dag gør arbejdet færdigt. En dag sker der to helt afgørende ting:

      - Gud gør op med al ondskab. Det er det, der kaldes dommedag. Det er måske en side ved kristendommen, som ikke får særlig meget reklame nu om stunder, men i virkeligheden længes både kristne og ikke-kristne jævnligt efter det, når vi stillet overfor den mest forfærdelige ondskab tænker: Så grib dog ind, Gud, gør noget, stands det, straf det. Ja, svarer Gud, det gør jeg også, ved tidernes ende, når denne ufuldkomne verden går sin undergang i møde. Så er det tid til dom. Så skal alle stå til ansvar.

      - Og det er det andet afgørende: Gud genopretter alt, eller nyskaber alt. Gud gør frelseshistorien færdig.

Det sidste er meget afgørende. Ellers løber man netop ind i et umuligt problem, som kan se sådan her ud:

Hvis Gud er god, vil han knuse det onde.

Hvis Gud er almægtig, kan han knuse det onde.

Det onde er ikke blevet knust.

Konklusion: Der findes ingen god og almægtig Gud.

Men når vi tænker Guds frelseshistorie med, som endnu er uafsluttet, kommer det til at se sådan her ud:

Hvis Gud er god, vil han knuse det onde.

Hvis Gud er almægtig, kan han knuse det onde.

Det onde er endnu ikke knust.

Konklusion: Gud vil en dag knuse det onde.

Kristendommen giver lys i mørket

I lyset af alt dette må man konkludere, at kristendommen egentlig ikke har et tankemæssigt problem med det onde. Kristendommen er faktisk den eneste forståelse af tilværelsen, som har en ordentlig forklaring og svar på det onde.

Det betyder bare ikke, at der så ingen problemer er med det onde for en kristen. Tværtimod. Inden dommens og nyskabelsens dag, vil der være masser af uretfærdig og ufortjent lidelse. En del af det er skabt af mennesker selv. Og kristendommen kalder os i den grad til at kæmpe mod menneskeskabt lidelse og i det hele taget skabe lindring mod al slags lidelse. Det hænger igen sammen med kristendommens grundlæggende syn på det onde: Det onde kommer ikke fra Gud. Den kristne er på Guds side. Kampen mod det onde er et tegn på tillid til Gud. Alt andet ville være tegn på det modsatte. Kristne som lod stå til med det onde, ville demonstrere vantro ved det. Kampen mod det onde er også et håbstegn. Et signal om håbet om en kommende verden, hvor ondskaben vil være udryddet.

Men stadigvæk er der oplevelsen af ufortjent og uretfærdig lidelse.

Det findes der ikke fuldstændigt tilfredsstillende tankemæssige svar på. Hvilket ikke betyder, at der ikke kan siges noget om det ud fra den kristne tros synsvinkel. Der kan siges en del meningsfuldt og vigtigt om det. Men grundlæggende handler kristendommens svar til den, der selv lider ufortjent, om noget andet end forklaringer. Det handler om trøst, om Guds nærvær, om Guds hjælp til at rejse sig igen, om lys i mørket, om hjælp til at leve i mørke meget længe uden at se lys.

Noget af det virkeligt stærke ved Biblen er, at den sætter rigtig mange ord på denne erfaring. Erfaringen af ufortjent lidelse og sammenstødet med gudstroen i det. Biblen har utallige steder, hvor der er formuleret suk, bønner, udråb, fortvivlelse, vrede mod Gud – i lidelsen. Biblen indbyder os med andre ord til at sætte ord på alle disse følelser, alle disse tillidstrodsende følelser og tanker. Jobs bog, Salmernes bog mv.

Gud har taget smerten på sig

Der er et sted, hvor svaret til den, der oplever ondskab og lidelse i sit eget liv, smelter sammen med det svar, der gives til den, der er mere optaget af den teoretiske problemstilling: Det sted er Jesu kors.

Jeg siger ikke, at Jesus' kors er det fuldgyldige svar til den, der har lidelsen inde på livet, men mange finder noget der, som giver en form for mening, simpelthen ved at konstatere, at Gud selv har været i lidelsens mørke.

Timothy Keller skriver i sin bog Gud for skeptikere følgende om det:

”Hvis vi igen stiller spørgsmålet, hvorfor Gud tillader ondskaben og lidelsen, og vi ser på Jesu kors, ved vi stadigvæk ikke, hvad svaret er. Imidlertid ved vi nu, hvad svaret ikke er. Det kan ikke være fordi, han ikke elsker os. Det kan ikke være, fordi han er udeltagende og fjern. Gud tager vores smerte og lidelse så alvorligt, at han var villig til at tage den på sig.”


Skrevet af:
Henrik Højlund

Lagt på nettet 19.07.2019

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også