02.11.2006 12:00 Age: 13 yrs

Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

Hvorfor er vi ikke perfekte?

Gud er perfekt. Det siges der i hvert fald i Bibelen. Hvordan kan Gud skabe noget uperfekt, mennesket, når han selv er perfekt?

Svar:

Du har ret i, at Bibelen giver udtryk for, at Gud er fuldkommen og ufejlbarlig. Ordet perfekt bruges ganske vist ikke, men betydningen er den samme. (Og dog - det er meget unuanceret at sige det sådan. Jeg vil henvise til disse svar, som behandler den side af spørgsmålet indgående: Kan Gud fortryde? og Kan Gud tage fejl?.)

Fuldstændig godt

Til gengæld har du ikke ret i, at Gud skabte noget, heller ikke mennesket, uperfekt. I Første Mosebog 1,31, hvor Gud på den sjette dag er blevet færdig med at skabe himmel, jord, planter, dyr og mennesker, står der: "Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var." Den danske oversættelse står slet ikke mål med de hebraiske ord, der udtrykker hvor godt, det virkelig var. Det var nemlig ikke bare godt, men fuldstændig godt. Og det var ikke bare godt i materialistisk forstand; det var også godt i etisk forstand. Kort sagt: Guds skaberværk var perfekt.

Et beskadiget skaberværk

Desværre, så gik der ikke ret længe, før alting ikke længere var så godt. Ondskaben kom i verden. Det er ikke til at give et fornuftigt svar på, hvordan det gik til, at slangen i paradisets have blev ond - det væsentligste er imidlertid, at den var det, og at den fristede Adam og Eva til at overtræde Guds bud. Det, som skete dengang, kalder vi for "syndefaldet". Sagt på almindelig dansk, så blev Guds skaberværk uopretteligt beskadiget, så mennesket ikke længere er perfekt, som det var, da Gud havde skabt det.

Stadig elskede

Men det betyder ikke, at der så ikke længere er noget godt at sige om os mennesker. Vi er og bliver Guds elskede skabninge, som er skabt af og til kærlighed.

Salmisten David siger: "Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt" (Salme 139,14). Det ord, underfuldt, kunne også oversættes med "enestående". Mennesket er ikke bare skabt fuldstændig godt; det har også en ganske særlig plads i Guds skaberværk som kronen på værket. David vidste kun alt for godt, at han var en synder. Men selv om han havde gjort ondskabsfulde ting, så var han alligevel ikke i tvivl om, at Gud havde skabt ham som noget enestående, og at Gud elsker sit skaberværk. Det er også derfor, vi har lov at se frem til, at Gud endda skal genoprette sit skaberværk. Han vil gøre alting nyt og godt igen.

Jeg vil også henvise dig til disse svar i arkivet, hvor du kan læse mere om syndefaldet og om Bibelens eget menneskesyn:

Er mennesket godt eller ondt - inderst inde?

Hvad er arvesynd?

Hvad er Bibelens menneskesyn?


Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

Lagt på nettet 02.11.2006

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også