23.08.2001 12:00 Age: 18 yrs
Category: Bibelen

Skrevet af:
Peter V. Legarth

Hvordan skal Es. 7,14 oversættes?

I Kristelig dagblad var der forleden en artikkel om en ny bibeloversættelse på videnskabeligt grundlag. I den forbindelse var der et sammenlignede citat fra Es. 7,14, som får omskrevet fødslen til nutid. Mit spørgsmål er så, om hebraisk virkelig er så tvetydigt, at man ikke kan kende forskel på fremtid og nutid. Og i så fald hvilket af de to oversætterser der så er "rigtig"? På forhånd tak.

Svar:

Oversættelsen i den autoriserede bibel fra 1992 lyder: »Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og skal give ham navnet Immanuel«. Men den nye alternative oversættelse, som påstår at være mere videnskabelig end andre, har følgende ordlyd: »Derfor vil min Herre selv give jer et tegn, se: Den unge kvinde er gravid og skal snart føde en søn, og du skal kalde ham Immanuel«.

Det, der springer i øjnene, er bl.a., at den autoriserede bibel har fremtid ("den unge kvinde skal blive med barn"), hvorimod den nye oversættelse har nutid ("den unge kvinde er gravid"). Spørgsmålet er så, hvilken oversættelse der er mest rigtig?

Teksten er skrevet på hebraisk, ligesom langt det meste af Gammel Testamente. Det specielle ved bibelsk hebraisk (til forskel fra nyhebraisk) er, at udsagnsordenes former ikke betegner tid, men derimod det, som i fagsproget kaldes aspekt. Et hebraisk udsagnsord har mange former, men de væsentligste her er det såkaldte "perfektum" og "imperfektum". Hvis et ord står i "perfektum", fortælles det ikke, om handlingen er fortid, nutid eller fremtid.

Der er nogen uenighed om, hvad "perfektum" så betyder. Pointen kan være, at handlingen er punktuel, dvs. at den har en éngangskarakter. Handlingen foregår én eller flere gange, men ikke vedvarende, og det er vel at mærke en handling, der kan finde sted både i fortiden, nutiden og fremtiden. Andre vil sige, at "perfektum" betegner en fuldstændighed i en situation. "Imperfektum" angiver derimod det modsatte af "perfektum".

Man kan godt på en hebraisk tekst se, om det, der fortælles, er fortid, nutid eller fremtid, men det fremgår bare ikke af selve udgangsordet. Det må først og fremmest afgøres af sammenhængen og de småord, som findes i teksten.

Småordene i Esajas Bog 7,14 indikerer en fremtid. En parallel formulering findes i Dommerbogen 13,5, hvor kvinden tydeligvis ikke er gravid, men får løfte om graviditet og fødsel. Og sammenhængen i Esajas Bog 7,14 peger i samme retning. Det hedder, at Herren vil give Akaz et fremtidigt tegn, og indholdet af dette fremtidige tegn er, at kvinden skal blive gravid. Endelig er det normalt, at profeterne bruger "perfektum" om fremtiden. Det peger altsammen på, at den autoriserede oversættelse af Esajas Bog 7,14 har ret, når den har fremtid: "den unge kvinde skal blive med barn".


Skrevet af:
Peter V. Legarth

Lagt på nettet 23.08.2001

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også