27.05.2004 12:00 Alder: 14 yrs
Kategori: Gud-rel
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvordan kan en kærlig Gud tillade, at nogle går fortabt?

Mit spørgsmål / anfægtelse er: Hvorfor vil Gud, som jeg kan opfatte som en kærlig far, kun have de mennesker hos sig engang, som tror på det som jeg også tror på. Hvorfor giver han os et frit valg velvidende at nogle af os af mange forskellige årsager ikke vælger at tro på Jesus. Hvorfor tager han os ikke bare som vi er på godt og ondt. Hvis Gud er ren kærlighed (og det er han jo i følge Jesus), hvorfor kan han så ikke se ubetinget bort fra vores syndere, som vi alle begår. Jeg er selv far til to små børn og hvis de ikke troede på min kærlighed vil jeg aldrig skubbe dem bort fra mig_ dertil elsker jeg dem for meget_ så hvordan kan min far i himlen skube sine egne børn fra sig uanset om de tror på Jesus eller ej_ er det ikke en form for tvang og hvor er så kærligheden?

Svar:

Tak for dit spørgsmål. Netop det spørgsmål er ubetinget det vanskeligste overhovedet i kristendommen; og jeg tror, at netop vores protest imod fortabelsen også er et udtryk for, at vi selv har fået noget af Kristi kærlighed. Den er et glimt af Kristi egen gråd, da han må stå uden for Jerusalem og græde over, at de ikke vidste, hvad der tjente til deres fred. Derfor må vi i én forstand holde fast ved vores protest; hvis vi fint kunne leve med tanken om, at nogle af Guds mennesker skulle gå fortabt, så havde vi først for alvor intet forstået.

Allervanskeligst bliver det, når vi ikke blot har teologi og Guds ord i tanke, men har konkrete mennesker i tanke. Så kan alle gode forklaringer og forsvar for Gud forekomme tomme og indholdsløse.

Men det besvarer jo ikke dit spørgsmål. Og det ved jeg faktisk ikke, om noget eller nogen kan. Vi bevæger os i hvert fald på kanten af det, Guds ord selv siger noget om. Men vi kan måske ane noget af et svar, hvis du vil tilgive mig, at jeg prøver mig frem:

Fortabelsen - ikke en hævngerrig straf

1. Dit spørgsmål går på en måde ud fra, at mennesket står et neutralt sted mellem himmel og helvede. Og hvis så ikke mennesket gør noget for at vælge det rigtige, straffer Gud det for at vælge forkert.

Men sagen er jo den, at vi allerede har valgt. Og vi valgte forkert. Det er ikke så tydeligt for os, fordi vi nu står på den anden side af det valg og ikke kender til andet. Men vi ved det ud fra Guds ord – og vi aner det ud fra vores hverdag og ud fra vores eget hjerte.

2. Fortabelsen er ikke en straf, en hævngerrig Gud fælder over fejlende mennesker. Den er konsekvensen af og fortsættelsen af den vej, vi allerede er slået ind på. Og Gud græder over den, men kan ikke tvinge mennesker til at følge en anden. Fortabelsen er vores valg. Ikke Guds. Det er ikke ham, der skubber os fra sig; det kunne han lige så lidt gøre, som du kan skubbe dine børn bort. Men det er os, der har skubbet ham bort. Og hvis dine børn skubbede dig bort, kunne du heller ikke forhindre det. Du ville sikkert ved hjælp af magt kunne tvinge dem til at blive indendøre hos dig resten af dit liv; men det vil netop en kærlig far aldrig kunne gøre. Han må stille sine børn frit. Og lide under, at de har valgt ham fra. For (som du selv er inde på det) kærlighed tvinger ikke.

3. Troen er jo ikke en præstation, vi skal opfylde for at blive værdige til, at Gud vil have med os at gøre. Gud vil have med os at gøre. Uanset synd, uanset værdighed eller fortjenstfuldhed. Det eneste, troen gør, er at sige Ja til, at Gud godt må have med os at gøre.

Læg mærke til rækkefølgen i Paulus’ ord: “Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste, for det var Gud, der i Kristus forligte verden med sig selv og ikke tilregnede dem deres overtrædelser, men betroede os ordet om forligelsen. Så er vi altså udsendinge i Kristi sted, idet Gud så at sige formaner gennem os. Vi beder på Kristi vegne: Lad jer forlige med Gud!” (2. Koritherbrev kapitels 5 vers 18ff). Gud har altså netop sørget for, at intet nu står mellem os og ham. Han har ligefrem forligt hele verden med sig (forligelse vil sige, at der ikke er fjendskab længere; nu “kan vi forliges”). Det eneste, der står tilbage, er at vi nu også forliger os med Gud – altså opgiver vort fjendskab.

Vores frihed og vilje

4. Jeg erkender, at det er en fristende tanke, at Gud vel nok i sin kærlighed kunne se lidt bort fra alt det dyre med vores “frihed” og så bare slæbe os skrigende og sparkende ind i sit rige. Ville vi ikke hellere se mennesker tvunget til frelse end gå frit i fortabelsen?! – Men jeg tror, det har at gøre med, at væsener, skabt i hans eget billede, simpelt hen ikke lader sig tvinge på den måde. Vi rangerer for højt. Vi er “kun lidt ringere end Gud” (citat fra Salme 8); og så må selv den Almægtige tage vort fravalg af ham til efterretning og lade os få vores vilje. Også selv om den går ham imod. Ikke engang den Almægtige kan tvinge os til at elske sig.

5. I sin lille bog The problem of pain (Lidelsens problem) er C.S. Lewis inde på det faktum, at Bibelen faktisk ikke kender til anger i fortabelsen! Vi ser let for os, hvordan Helvede er fuldt af grædende, angrende mennesker, som fortryder – men den hårde Gud vil ikke lade dem komme ud og ind i sit rige. Men Lewis påpeger, at Bibelens skildring af fortabelsen er helt, helt anderledes. Fx vil den rige mand (i fortællingen om Lazarus og den rige mand) ikke indse sin egen synd; han vil gerne lindres i sin pine, men han kan stadig ikke indse andet, end at Lazarus kan han koste rundt med og behandle som sin tjener.

Og Lewis sætter det på spidsen og siger, at hvis vi endelig vil se for os, at porten til Helvede er boltet og låst, så skal vi se for os, at den er boltet og låst indefra. Mennesker vil gerne ud af pinen; men de vil ikke over til Gud. De vil stadig ikke have med ham at gøre.

“Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke” (Mattæus Evangeliet kapitel 23 vers 37).

Helvede er det sted, hvor Guds vilje ikke er sket.

Jesus som dommer

Det er det mest pinagtige spørgsmål i verden. Og vi kan ikke slå os til ro med selv de bedste forklaringer. Der, hvor jeg selv hele tiden må lande og til nød kan leve med det, er et helt andet sted: Jesus er et par steder inde på, at “Faderen dømmer heller ingen, men hele dommen har han overdraget til Sønnen” (Johannes Evangeliet kapitel 5 vers 22). Det er ikke Gud Fader, men Jesus selv, der sidder på dommersædet; hvorfor? Mon ikke det er for at gøre det troværdigt for os, at det virkelig er kærligheden selv, der dømmer på Dommens Dag? Mon ikke det er for at gøre det lidt lettere at hvile i, at det ikke er en despotisk, hævngerrig Gud, men den selvsamme mand, som vi kender fra evangelierne: ham, der bad for sine bødler; ham, der græd over sine modstandere; ham, der havde en uendelig tålmodighed med sine tykpandede disciple?

Jeg ved, at Gud Fader er lige så kærlig som Guds Søn. Men Jesu kærlighed er tydeligere, mere menneskelig, lettere at tro på og se for sig.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også