23.06.2008 12:00 Age: 11 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Hvordan forstå Paulus' tale på Areopagos?

I Paulus' tale på Areopagos (Apostlenes Gerninger 17), tale refererer Paulus til et græsk alter, indviet for "en ukendt gud" (v23). Mange forstår dette som et bevis for, at Gud åbenbarer sig gennem naturen, hvorfor hedenske folk, som aldrig har hørt om Gud, kan komme til tro (den naturlige åbenbaring). Paulus citerer mindst to græske digtere i den pågældende tale (v28), nemlig Epimenides og Aratus - og de taler begge om Zeus. Mit spørgsmål er: Hvordan kan det lade sig gøre, at Paulus både kan sige, at grækernes ukendte gud er Det Nye Testamentes (NTs) Gud, og at grækernes Zeus er NTs Gud - for det er det, Paulus gør med de 2 citater. Hvordan kan Paulus sige, at både Zeus og den ukendte gud er den Gud, han kommer og fortæller dem om? Zeus var jo ikke ukendt for grækerne, det var dem, der havde opfundet Zeus-guden. Er det ikke at strække forestillingen om "den naturlige åbenbaring" lige lovlig langt? - At den kristne Gud på én gang også er grækernes ukendte gud og deres Zeus? Desuden har den naturlige åbenbaring ikke meget med Zeus (i den græske mytologi) at gøre. Paulus' Gud må altså være tre guder på én gang: NTs Gud, grækernes ukendte gud, samt grækernes Zeus. Men Zeus var ikke ukendt for grækerne, så hvordan kan NTs Gud både være kendt og ukendt for grækerne? Og hvordan kan Gud både være Jahve i Det Gamle Testamente (GT) og Zeus hos grækerne (der er stor forskel på GT og græsk mytologi)?

Svar:

I sin fremragende kommentar til Apostlenes Gerninger (udgivet af Bibelselskabet) skriver Kai Kjær-Hansen i indledningen til sin kommentar til Areopagos-talen:

"Talen … indeholder en del udsagn, som har en vis tvetydighed over sig; dette betyder

- at Paulus kan mene ét;

- at de daværende tilhørere kan forstå noget andet;

- at senere læsere kan opfatte tingene på en helt tredje måde."

Citat - ikke tilslutning

Dette kunne blive et langt svar (Kai bruger flere sider på det) på dit meget relevante spørgsmål. Men det kan nok koges ned til følgende (ellers må du gerne spørge igen):

Paulus citerer deres digtere og henviser til deres tempelpraksis for en ukendt Gud. Han gør det ikke med fuld tilslutning til deres forestillinger og tro - men bruger det alene som tilknytningspunkter for at forkynde netop forskellen mellem deres tro og den kristne tro. Han når ikke så langt, før han bliver afbrudt - Apostlenes Gerninger 17,31-31 viser dog at han forkynder i klar modstrid med den daværende gudeforståelse og ikke i forlængelse af denne.

Den ukendte guds alter

Paulus knytter til ved et "alter for en ukendt gud". Han bruger egentlig kun den konstatering, at de er meget religiøse (vers 22) - de vil være helt sikre på at have kontakt til alle guder. Og - Paulus kan nu fortælle dem om en gud, de netop ikke har haft bevidst kontakt til før! At denne gud så er Gud og erklærer alle deres guder for ingenting, er så en anden sag. Så langt når Paulus ikke i den tale.

For mig at se kan man ikke bruge dette sted til at tale om naturlig åbenbaring - det er Romerbrevet 1,18ff bedre til. Han siger jo netop, at de ikke kender denne gud (Apostlenes Gerninger 17,23).

De græske digtere

Paulus' brug af citater fra græske filosoffer er, for mig at se igen, ikke en anerkendelse af deres religiøse opfattelse (og dermed af Zeus) - men et tilknytningspunkt for forkyndelsen af det, der er ganske anderledes. Det er rigtigt, at der er en Gud, der skaber alt liv og opretholder det - sådan som deres digtere siger. Men her hører ligheden også op. For det er hverken Zeus eller en panteistisk guddommelighed generelt - det er den levende Gud, der holder dom over verden ved en mand, han har ladet opstå fra de døde!

Godt eksempel

Dette har tilhørerne (jævnfør citatet fra Kai Kjær-Hansen i begyndelsen af svaret) sikkert ikke fanget med det samme. Og hvad de første læsere af Apostlenes Gerninger har tænkt, ved vi heller ikke. Men for os i vores tider står Paulus' Areopagostale som et lysende eksempel på, at man i sin forkyndelse skal rette ind efter målgruppen: til jøder tog Paulus udgangspunkt i GT, for det kendte og ærede de. Til grækerne tager Paulus udgangspunkt i græske digtere - for det kendte og ærede de.

Det, der let forvirrer, er, at Paulus kunne henvise til GT med tilslutning (for det er Guds ord) - mens han kun kunne henvise til græske filosoffer som et tilknytningspunkt for at forkynde noget, der var helt anderledes.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 23.06.2008

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også