05.07.2006 12:00 Age: 13 yrs
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvordan evangelisere med ydmyghed?

Jeg har snakket med mine venner, om man godt kan fortælle andre mennesker om kristendommen, uden at sætte sig selv højere end dem? For jeg har på en eller anden måde en følelse af, at der absolut intet ydmygt er i at sige: "Du ved ikke hvad, der er rigtigt, det gør jeg!" Hvordan kan man sige til en muslim, at det han tror på er forkert, og at det er mig, der kender sandheden, og samtidig sætte ham højere end mig selv? Er det okay at synes, at man selv har styr på sandheden over for andre? Jeg kan bare ikke få evangelisation og ydmyghed til at hænge sammen.

Svar:

Tak for dit spørgsmål.

Det er sjovt, du stiller det på den måde - for det rammer lige præcis ned i noget af det, jeg selv har kæmpet med og arbejdet mest med de senere år. For der er for mig ikke ret megen tvivl om, at på det punkt har tingene ændret sig markant i min levetid. Sådan ca indtil min ungdom var det OK, at en, der vidste bedre, stillede sig op og læste andre teksten, forklarede dem, hvad der var sandt osv - det kunne opleves som trygt og tilforladeligt; for nu fik jeg jo at vide af en, der vidste bedre, hvad der var sandheden! Sådan foregik det jo at "lære" noget: Læreren forklarede, og man lærte af læreren. Man blev "belært"!

Men i dag opleves præcis samme situation som et overgreb! - faktisk også af dem, der egentlig er enige i det, der bliver sagt. For i dag lærer vi ikke noget ved at belæres af en lærer; vi lærer ved læring: Den gode lærer er en, der inspirerer og udfordrer og vejleder i, hvordan man selv finder frem til sandheden!

Jeg læste fornylig en amerikaner, der undrede sig over, hvad der egentlig får præster og prædikanter til at tro, at når mennesker i dag på alle andre områder lærte ting ved "læring", så skulle de være villige til i kirken at gøre en undtagelse og lade sig "belære" ...

Så jeg tror faktisk, at du har helt ret i, at det er et reelt problem - og at det til dels er et forholdsvist nyt problem, som vi alt for sent er ved at indstille os på. Vi er simpelt hen nødt til at lære en ny måde at kommunikere evangeliet på! Ikke som dem, der ved bedre, men som dem, der vandrer sammen med andre mennesker hen imod sandheden.

For det er klart, at vi samtidig aldrig kan gå med på, at for eksempel muslimens sandhed er lige så gyldig og sand som evangeliet, eller at det er ligemeget, hvad man har af menneskesyn og gudsbillede og så videre. Noget er rigtigere end andet! - men hvordan i alverden deler man den overbevisning med andre uden netop at blive "bedrevidende"?!

Sagen er jo den, at mennesker (måske mere i dag end nogensinde før) står og føler efter, sidder og scanner hele vores kropssprog og tonefald for én eneste ting: Kan de ane den grundholdning hos os, at "Jeg takker dig, Gud, at jeg ikke er som andre mennesker"! Og kan de ane det mindste af den slags hos os, så falder hammeren. De nægter at høre efter, uanset hvor meget ret vi så måtte have. Og man kan jo faktisk sige, at på det punkt har de Ny Testamente på deres side ...

To måder at forkynde evangeliet

Så hvordan fastholder man begge disse to ting på én gang: at ikke enhver sandhed er lige god, og at vi derfor må dele den kristne sandhed med andre mennesker - og at vi aldrig må blive bedrevidende og selvglade?

Sat på spidsen kunne man sige, at der er to forskellige måder at forkynde evangeliet på:

1. "Kom over til Kristus og mig og bliv frelst!"

2. "Vil du med over til ham, der kan redde os begge?"

Det kan godt være, at der ikke er nogen af os, der bevidst og åbenlyst vil formulere os som i 1. sætning - men vi kan være helt sikre på, at hvis ikke vi passer gevaldigt på, så er det dét, folk hører i det, vi siger! - Jeg er blevet noget forskrækket over at mærke, at rigtig mange tilhørere (både kristne og ikke-kristne) har på fornemmelsen, at når vi fortæller om evangeliet og om syndernes forladelse og Guds nåde osv, så hører de det som noget, vi rækker dem, som noget vi mener, de har brug for (men som vi heldigvis selv er kommet ud over). Og de aner ikke, hvor meget vi selv klamrer os til syndernes forladelse! Måske fordi vi tror, at det kan folk da sige sig selv, at vi er syndere som de, og at vi selv lever af nåden og så videre. Men det kan folk bare ikke sige sig selv; det er de nødt til at kunne mærke. I alt hvad vi siger.

I 2. sætning fastholdes det både, at jeg selv er på vej, at jeg endnu ikke har grebet det, men jager efter, om jeg dog kunne gribe det (Filipperbrevet 3,12) - og at vi samtidig ikke er på vej et vilkårligt sted hen, men jager efter Kristus, som han er i Skriften, fordi jeg selv er grebet af ham.

Det er ganske kort noget af det, jeg er landet på, og som jeg skriver en masse om i en tobinds udgivelse ”Teksten og tiden - en midlertidig bog om forkyndelsen”. Den er ret teologisk; men måske kan du bruge den til noget.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 05.07.2006

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også