08.11.2006 12:00 Age: 13 yrs

Skrevet af:
Poul Hoffmann

Hvad er GTs apokryfe skrifter?

Jeg er stødt på henvisninger til gammeltestamentlige apokryfe skrifter som Siraks Bog, Enoks Bøger og så videre. Hvad er det for bøger? Hvor stammer de fra og skal vi tillægge dem nogen betydning?

Svar:

Vore autoriserede danske bibeloversættelser kan fås i udgaver, der

omfatter "Det Gamle Testamentes apokryfe bøger", blandt andre Siraks Bog, som du nævner. Det er skrifter, der stammer fra århundrederne mellem Det Gamle og Ny Testamente, og som var med i Septuaginta, en græsk oversættelse af Det Gamle Testamente, der havde stor betydning i oldtiden. Dekristne betragtede den gennem lange tider simpelt hen som deres Gamle Testamente.

Luther karakteriserede disse apokryfer ("apokryf" egl. = "skjult") som "bøger, der ikke kan regnes for ligestillede med Den Hellige Skrifts kanoniske bøger, men dog er gode og nyttige at læse". I den katolske kirke betragtes de stadig som "fuldblods" bibelbøger.

Der findes også såkaldte nytestamentlige apokryfer, det vil sige andre evangelietekster, apostelberetninger, breve og apokalypser (sidstnævnte i stil med Johannes' Åbenbaring) end dem, vi har i Ny Testamente. De er alle historisk tvivlsomme og mere eller mindre fantasifulde, og ingen af dem har noget at gøre i Bibelen. Det kan man faktisk se med et halvt øje, når man er fortrolig med det rigtige Ny Testamente.

Når du nævner Enoks bøger, er vi ovre i en lidt anden gade. I almindelighed vil du finde, at de og andre skrifter af samme karakter betegnes pseudepigrafer. Ordet betyder egentlig skrifter forfattet af en anden end den, de giver sig ud for. Mange af de bibelske hovedskikkelser har måttet lægge navn til den slags skrifter, blandt andre altså Enok. Heller ikke de hører hjemme i Bibelen.

Men der er en vis overlapning mellem betegnelserne apokryfer og pseudepigrafer. Apokryfer kan godt være pseudepigrafer og omvendt.

Om man som lutheraner vil have de autoriserede "Det Gamle Testamentes

apokryfe bøger" med i sin bibel, er altså lidt af en smagssag. Men det vil nok i hvert fald interessere dig at læse dem, og du kan låne dem på biblioteket. De kan også læses på Bibelselskabets online-version af Bibelen. Så kan du selv se, hvad du synes.


Skrevet af:
Poul Hoffmann

Lagt på nettet 08.11.2006

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også