08.08.2005 12:00 Age: 14 yrs
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvad er den hellige gral?

Jeg har læst og hørt en del om "den hellige gral" - men hvad er den hellige gral.

Svar:

Tak for dit spørgsmål.

Sagnet om den hellige gral stammer fra middelalderen, hvor Chrétien de Troyes i 1100-tallet skrev ridderfortællingen Le Conte du Graal. Heraf fødtes en hel sagnverden, hvor gralen er blevet symbol på den endelige og ypperste indsigt, og den livslange og kvalfulde søgen derefter er symbol på den ædle stræben efter indsigt.

Hos de Troyes er gralen et fiskefad med kultisk symbolik; i senere fortællinger er den dels det bæger, Kristus anvendte ved den sidste nadver, og som dermed jo indeholdt hans eget blod, dels et bæger, hvori hans blod blev samlet, da det flød fra hans korsfæstede legeme på Golgata.

Gralsmyten er også med i fortællingerne om Kong Arthur og ridderne af det runde bord; og den er grundstamme i Richard Wagners opera Parsifal.

Det er altsammen meget spændende og fascinerende. Problemet opstår blot, i det øjeblik nogle begynder at tro på disse gralsmyter. Og det er der faktisk en hel vrimmel af forskellige overbevisninger og hemmelige selskaber, der gør i dag. Gralsmyten er fast bestanddel i mange okkulte spekulationer.

I 1982 udgav tre britiske tv-journalister Leigh, Baigent og Lincoln bogen Holy Blood, Holy Grail. Den vakte stor interesse, men fik først sit endelige gennembrud, da Dan Brown brugte den som grundbog for sin Da Vinci Mysteriet. Heri antages det, at der slet ikke er tale om en san greal, en hellig gral, men om sang real, et kongeligt blod – Kristi og Maria Magdalenes efterkommere (bl.a. det merovingiske kongehus).

Det er fuldstændig fri digtning (jeg henviser til artiklen om "Da Vinci Mysteriet" ) , men blot et eksempel på, hvor sejlivet gralsmyten er selv i vore skeptiske tider.

Så hellere et par respektløse film som Indiana Jones and the Last Crusade og Monty Python and the Holy Grail, der også begge digter lystigt videre på gralsmyten. Men bare for sjov ...


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 08.08.2005

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også