27.11.2001 12:00 Age: 22 yrs
Category: Troen
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Hvad betyder det at tro?

Jeg har hørt noget om at ordret TRO er noget forvirende på dansk. Jeg hørte at på den orginale version af bibelen betyder tro at man skal bygge sit liv på Gud. Og altså ikke bare at man skal tro på Gud i ordrets danske betydning for at komme i himlen. Hvis dette er rigtigt betyder det så ikke, at alle danskere som (desværre) bare siger, at de tror på Gud men ikke opsøger ham, går i kirke, beder etc. ikke får frelse eller hvad???

Svar:

Tak for dit gode og vigtige spørgsmål. Jeg vil gerne svare på det, og jeg vil også opfordre dig til at tage et kig på de andre spørgsmål her på JesusNet, som ligner dit. De svar, der er givet, vil nok også kunne hjælpe dig.

Du har ret i, at vi bruger ordet "tro" i lidt forskellige betydninger på dansk. Når vi siger: "Jeg tror, det bliver godt vejr i morgen!" er det udtryk for en forventning eller et håb, som vi ikke lægger noget særligt i. Måske bliver det godt vejr, måske ikke. Det er ikke noget, vi kan gøre noget ved, men det er heller ikke alt afgørende for vores liv.

I Bibelen findes der faktisk en slags definition på, hvad tro er, altså den tro, der frelser. Definitionen står i Hebræerbrevet kap 11 vers 1: "Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses." Her er der altså to ord, som er med til at forklare, hvad der ligger i den tro, som mennesker bliver frelst af: "tillid" og "overbevisning". Det er jo meget mere, end noget med at tro, det bliver godt vejr i morgen.

Tillid har med forhold til en person at gøre, og så er vi ved det, det handler om. Den kristne tro er nemlig en tillid til Gud i Himlen og hans Søn, Jesus Kristus. En tillid til, at Gud elsker os så højt at han døde af det! En tillid til, at når Jesus sagde, at han døde på korset for at tage imod Guds vrede over synd, så passer det. Og så kan jeg til gengæld slippe for at møde Guds vrede over min synd.

Den kristne tro er også en overbevisning om, at Jesus blev levende igen, var stærkere end døden, så han brød dens magt indefra. Og at døden derfor heller ikke længere har magt over mig. Dvs. at vel skal jeg dø, men Gud har overbevist mig om, at jeg også skal blive levende igen og leve altid sammen med Gud på den nye jord. Døden får ikke det sidste ord for den, der tror på Jesus.

Når du spørger om de mange danskere, der siger, at de tror på Gud, men ikke opsøger ham, går i kirke, beder osv., så må jeg jo svare, at jeg ved ikke, om disse mennesker bliver frelst. Kun Gud kender dem helt og ved, hvordan de forholder sig til ham. Bibelen siger, at "Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes." (Markus-evangeliet kap 16, vers 16). Heldigvis er det Gud, der skal dømme. Men det alvorlige i evangelierne er, at der står om mennesker, der syntes om Jesus og som havde en slags tro på ham, men som alligevel valgte ikke at følges med ham.

Det vigtigste for hver enkelt menneske må derfor være, at vi selv har tillid til Jesus, så vi bliver frelst.


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 27.11.2001

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også