09.02.2006 12:00 Age: 18 yrs
Bodil Skjøtt

Skrevet af:
Bodil Skjøtt

Falder Johannesevangeliet ikke ved siden af?

Jeg undrer mig over, at Johannesevangeliet skiller sig så meget ud fra de andre 3 evangelier i Det Nye Testamente. Hvorfor har man valgt at tage dette evangelium med, når det ikke altid stemmer overens med de 3 andre? F.eks. siger Johannes, atJesus på korset siger "det er fuldbragt", men de andre siger "min Gud hvorfor har du forladt mig". Jeg undrer mig over forskellen, og vil gerne høre jeres mening om den.

Svar:

Du stiller spørgsmålet om, hvordan vi skal forholde os til det, at Johannesevangeliet skiller sig så meget ud fra de tre øvrige evangelier. Man kunne også spørge, hvorfor vi ikke bare skal have ét evangelie i stedet for fire. Det er jo ikke kun mellem Johannes og så de tre øvrige, der er uoverensstemmelser. Det er der mellem dem alle fire, selv om de tre ligner hinanden mere og derfor også kaldes de synoptiske evangelier.

Tidligere forsøg på at løse problemet med forskellighederne

Faktisk findes der flere evangelier end de fire, som vi har i Det Nye Testamente. I hvert fald ét af dem, nemlig det som kaldes Peters-evangeliet, var måske netop et forsøg på at løse problemet med uoverensstemmelserne i de 4 evangelier. Det blev skrevet i midten af det 2. århundrede og ved at give det navn efter apostlen Peter håbede forfatteren måske at give det en autoritet, som gjorde at det kunne overgå de fire andres. De fire evangelier var dengang allerede kendt i de fleste kristne menigheder. Men Peters-evangeliet blev ikke anerkendt, bl.a. på grund af sin falske lære om Kristus.

Et andet forsøg blev gjort af Tatian, som forsøgte at sammenskrive de fire evangelier – lidt som vi har en sammenskrivning af Jesu lidelseshistorie. Denne evangelieharmoni - Diatessaron (Gennem-fire) blev i flere århundrede brugt i nogle kristne kredse især i Syrien.

Men med tiden blev det de fire evangelier, som vi kender fra NT, der fandt indpas og blev kanon for kirkens lære om Jesus Kristus.

Fire forskellige portrætter af den samme Jesus

På den ene side har vi altså fire evangelier, på den anden side er der kun ét evangelium, nemlig det om Jesus Kristus. Historien om ham kender vi, sådan som den fortælles ifølge Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Det er så at sige fire portrætter, og hver for sig fremhæver de Jesus og evangeliet om ham på forskellig måde. Man kan vælge at sige, at de supplerer hinanden frem for at sige, at de modsiger hinanden. Det forhindrer ikke, at der for os at se kan fremkomme modsigelser – sådan som også de første menigheder så det og forsøgte at løse det på forskellig måde. Men den løsning som blev den accepterede var altså den at lade de fire evangelieversioner stå ved siden af hinanden - med deres forskellighed.

Jesu ord på korset

Derfor kan vi netop til dit spørgsmål om det Jesus siger på korset, læse de forskellige versioner så de supplerer hinanden. Hos Johannes siger han: ”Det er fuldbragt” og hos Matthæus og Markus siger ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”, men i Lukas siger han: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd" . Er det netop ikke, i det Jesus bliver forladt af sin fader i himlen, at han fuldbyrder det, han er kommet for. For vores skyld bliver han så forladt af Gud, for at vi aldrig skal forlades af vores himmelske far – for Jesus skyld. Da Jesus blev ét med verdens skyld og skam måtte Gud forlade ham og da fuldbragte han det, han var kommet for at gøre. Derfor kaldte Johannes Døber ham det Guds lam, som bærer verdens synd. Så de forskellige Jesus-ord bliver i det lys ikke modsætninger - men de udvider vores opfattelse, af det der skete på korset.

Vi har andre artikler i vores svar-arkiv der også forklarer om forskellen på evangelierne. Dem vil jeg også anbefale dig at læse:

Hvorfor er der forskel på evangelierne?

Kan vi stole på evangelierne?

Er der svar på alle angreb mod Bibelen?


Bodil Skjøtt

Skrevet af:
Bodil Skjøtt

Lagt på nettet 09.02.2006

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også