31.01.2011 12:00 Age: 8 yrs
Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Er det lige meget om én eller mange beder?

Jeg ved at forbøn er godt. Og jeg fryder mig som menneske når jeg hører, at hele menigheden er gået i forbøn for mig. Men kan det ikke være lige meget om der er 1000 mennesker, der beder for mig eller om der bare er én der beder for mig? Hvis vi stiller det op på en spids kan man jo sige, at der ikke er nogen forskel, for bøn er bøn og vi VIL finde og der BLIVER LUKKET OP. ?

Svar:

Tak for dit spørgsmål.

Det er særdeles interessant; for du rører ved noget, der ikke virker specielt logisk, nemlig at der vitterligt er særlige løfter knyttet til fællesbønnen: “Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader” (Matt 18,19). Man kan endda udvide det til at gælde en del andre aspekter ved bøn: Der er også særlige løfter knyttet til den udholdende bøn (Luk 18,1ff); der er særlige løfter knyttet til forbønnen for syge under håndspålæggelse (Mark 16,18); og der er særlige løfter knyttet til salvningen af syge (Jak 5,13ff).

Man kan jo ligefrem blive nervøs: Var jeg blevet rask, hvis vi havde været 500, og vi ikke bare var min bedekreds? Eller hvis jeg var blevet ved i årevis? Eller hvis jeg var blevet salvet? Er det min egen skyld, at jeg ikke har fået det arbejde eller den kæreste, fordi jeg bare har bedt for mig selv?

Og parallelt med alle disse særlige løfter står så, sådan som du beskriver det, det generelle løfte til enhver bøn: at vi ganske enkelt er blevet lovet at få det, vi beder om i hans navn (Joh 15,7; Matt 7,7ff). Ja, der står ligefrem, at vi ikke bliver bønhørt for de mange ord, fordi Gud allerede ved, hvad vi har brug for (Matt 6,7).

Jeg elsker matematik. Men lige i bønnens verden tror jeg ikke, den er så brugbar. Jesus har jo aldrig sagt, at hvis I er to, får I alt det, I beder om; er du kun dig selv, får du kun det halve af det, du har bedt om. Han har heller aldrig skildret for os en Gud, der, når vi var ved at være trætte af at blive ved med at bede om det samme i årevis, skulle sukke: Årh, hvor var det ærgerligt; hvis du bare var blevet ved et par måneder endnu, havde den været hjemme …

Så det vigtigste må være at holde fast i, at al bøn udløser al Guds omsorg – og ikke bare noget af den. Det er hovedsagen!

Jamen hvad skal så alt det til for med særlige forjættelser til fællesbønnen, til salvningen af syge, til den udholdende bøn osv.

Alt dette har han ikke sagt for sin egen skyld, som om han har brug for så og så mange bønner eller så og så lange bønner for at kunne gribe ind. Han har sagt det for vores skyld. Vi har lov til at bede mange i en bedekreds; Vi har lov til at bede så længe, vi vil, Vi har lov til at salve de syge – men det er nåde, det er ikke lov. Det er ikke krampagtige krav, du skal opfylde, til blodet springer dig ud under neglene. Det er muligheder, du har lov til at bruge.

Fællesbøn, salvning, forbøn under håndspålæggelse – det er simpelt hen overflod. Det er den overdådige mangfoldighed af bedeveje, du har lov til at gå for at ”udøse dit hjerte som vand for Herrens ansigt” (Klages. 2,19). Eller de kan være en måde, hvorpå du endelig sætter dit eget punktum på en træt og langvarig bønnekamp med Gud. Men de er ikke ekstra byrder, Gud lægger på sit i forvejen bøjede barn.

Og skulle du stadig være usikker, om det nu havde gjort en forskel med fællesbøn, salvning, forbøn, udholdende bøn, men du simpelt hen ikke har mulighed eller kræfter for at gå den vej, hvad så med at bede sådan:

Gud, hør mig, som var det en salvning. Du ved, jeg gerne ville; men det er ikke muligt her og nu.

Hør mig, som var det en bedekreds. Hør mig, som var det en hel menighed, der var blevet enig om at bede om dette. Men du ved, det ikke er muligt for mig her og nu.

Der er så utroligt mange ængstelige spørgsmål om bøn, der lige så stille falder på plads over for dette enkle: Det er jo min Far, jeg er sammen med! Ham, der vil mig det godt! Ham, der allerede ved, hvad jeg trænger til!

Det er forskellen på hedensk bønnematematik og kristen fadertillid! I hedenskabet skal guden vækkes, styrkes, overtales af vore mange, højtråbende bønner. Men Jesu Kristi Far skal hverken vækkes, styrkes eller overtales. Hans kærlighed opstår ikke ved vore mange bønner eller de mange bedende.

Det er sandt, at vi formanes til et regulært bedearbejde i Bibelen. Men det er sagt til den dovne og ligeglade. Det er ikke sagt til den bøjede og trætte. Den bøjede og trætte får ikke at vide, at han skal tage sig sammen og fortsætte, til han segner. Den trætte får derimod at vide, at han skal komme til Jesus og finde hvile!

Den bøjede får ikke at vide: Bed videre, til du ikke kan mere. Jeg flytter mig først, når du er brudt sammen. Og så måske endda ikke ...

Han får at vide: Bed videre, så længe du har brug for det! – men jeg har ikke brug for det mere. Jeg har hørt dig. Jeg skal give dig det, du har bedt om.

(Noget helt andet er så, når vi oplever ham som om han er fuldstændig ligeglad og tavs, og overhovedet ikke hører efter – når vi alligevel ikke får hvad vi beder om. Men det er et helt andet spørgsmål, som der er lavet andre svar om her på JesusNet.dk).


Leif Andersen

Skrevet af:
Leif Andersen

Lagt på nettet 31.01.2011

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også