30.08.2011 12:00 Age: 8 yrs

Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

Verdens vigtigste valg

I fredags blev der udskrevet valg til folketinget og siden har vi ikke hørt om andet i medierne. Valg, valg, valg. Dit valg. Mit valg. Og så videre valg. Det er ikke uvæsentlig her og nu - men set i det store perspektiv er folketingsvalget uendeligt ligegyldigt. Verdens vigtigste valg er truffet.

I Lukasevangeliet 15 fortæller Jesus tre lignelser, der alle betyder det samme: Gud sidder ikke og venter på, at vi vælger Ham: Han sætter alt til side for at finde os og redde os!

Først er der de to små lignelser om hyrden og kvinden. Hyrden har 100 får, men går ud og leder efter ét af dem, som er kommet væk. Fåret var fortabt, og hvis ikke hyrden var gået ud for at lede efter det og bringe det i sikkerhed, så var det sikkert blevet dræbt af rovdyr eller omkommet af sult. Kvinden havde 10 drakmer, men da den ene bliver borte for hende sætter hun huset på den anden ende for at finde mønten, ja, hun bruger sågar af den dyrebare olie for at tænde et lys.

Gud løber

Og så er der den måske mest kendte lignelse. Den om den fortabte søn. Jeg har lyst til at gå direkte hen til en detalje i slutningen af lignelsen, som jeg synes er noget af det stærkeste i hele Bibelen: Da sønnen endelig beslutter sig for at komme hjem til sin fader, så sidder faderen ikke og venter på ham. Han løber sin søn i møde!

Gud løber! Her har vi den almægtige Gud, som har skabt himlen og jorden og opretholder den. Han er kongers konge, herrernes herre - ja, det er den samme frygtindgydende Gud, som får bjerge til at skælve af rædsel, som nu hiver op i kjortelen for at løbe sin søn i møde og falde ham om halsen, selv om denne overhovedet ikke har fortjent det.

Guds valg

Det er sådan en Gud, vi har. Han kommer til os, leder efter os med iver og uden skelen til omkostninger - fordi Han elsker os og vil være sammen med os. Han sidder ikke og venter på, at vi vælger Ham, for Han har allerede valgt os: Gud har valgt at elske mennesket - alle mennesker - på trods, frivilligt, med glæde. Koste, hvad det vil.


Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

Lagt på nettet 30.08.2011

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også