25.05.2011 12:00 Age: 8 yrs
Gunner Jensen

Skrevet af:
Gunner Jensen

Vejen til Tommerup

Det er let at finde vej, hvis man har en GPS. Men hvad nu, hvis man ikke har den præcise adresse? Så kan det blive svært. Ikke mindst, hvis man skal til Tommerup.

Tommerup er faktisk to byer med en lille skov imellem, Tommerup og Tommerup Stationsby. Det burde være enkelt nok. Men her i Tommerup St., hvor jeg bor, siger folk, at de bor i Tommerup.

Men hvad siger man så i Tommerup (altså uden St.)? Jo, i Tommerup er der nogen, der siger, at de bor i Tommerup. Men der er også nogen i Tommerup, der siger, at de bor i Knarreborg! Der er ganske vist ingen vejskilte med navnet Knarreborg. Men det er man ligeglad med i Tommerup!

Hvis man spørger om vejen til Tommerup, ved man altså ikke, hvilket Tommerup, man får beskrevet vejen til. Det kan både være vejen til Tommerup (Knarreborg) og vejen til Tommerup St.

Brugsen og kirken 

Hvad nu, hvis man skal til Brugsen i Tommerup? Så kan det være, at du kører til Tommerup (uden St.), men der finder du Knarreborg Brugs, for Tommerup Brugs ligger i Tommerrup St.

Hvad så med kirken? Tommerup kirke ligger i Tommerup, det er til at forstå, men kirken i Tommerup St. hedder naturligvis - nej, ikke Tommerup Stationsbys kirke - men Broholm kirke. Men så hedder skolen i Tommerup (uden St.) vel Knarreborg Skole? Nej, den hedder Tommerup Skole. Skolen i Tommerup St. hedder derimod hverken Tommerup Stationsbys skole eller Broholm skole. Nej, den hedder Tallerupskolen. Tallerup er endnu et lokalt stednavn, som er godt at kende.

Guds vejbeskrivelse

Forvirret på et højere plan? Hvor er det godt, at vejen til Gud er enkel. Vejen hedder Jesus. Han siger det selv med enkle og ligefremme ord: "Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig" (Johannesevangeliet 14, 6).


Gunner Jensen

Skrevet af:
Gunner Jensen

Lagt på nettet 25.05.2011

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også