06.10.2010 12:00 Age: 9 yrs

Skrevet af:
Niels Christian Melgaard

Vaner

De har det med at komme helt af sig selv. Vanerne. En vane opstår ved, at den samme handling gentages igen og igen. Efter et stykke tid har du gentaget handlingen så mange gange, at den til sidst er blevet til en vane. Uanset om de er gode eller dårlige, så er de svære at lave om på. Hjerneforskere konkluderer, at det kan tage op til en måned.

En omflytning på kontoret kan for eksempel betyde, at kollegaer uger efter stadig går den samme vej for at tale med en bestemt, selv om han sidder et helt andet sted. 

Biologisk strategi

Nogle har for vane at gå den samme tur hver eneste dag, mens andre helst vil finde en ny rute til gåturen hver dag. Vaner behøver ikke altid være dårlige. Bøn og bibellæsning er to gode kristelige vaner.

Hjerneforskere forklarer, at vaner er en biologisk strategi, der handler om at bruge mindst mulig energi. De fylder en stor del af vores hverdag, og sparer os for meget hjerneaktivitet. Det er først, når de skal forandres, at de yder modstand.

Vi kender det fra ferien. De mange nye oplevelser koster kræfter, så selv om vi tager af sted for at slappe af, så kan man blive hurtigere træt i hovedet. Ifølge de samme hjerneforskere kan det tage op til en måned at ændre en vane ved egen kraft.

Bøn til hjælp

På samme måde kan det også være med troen. Vi kan have gjort det til en vane at surfe på nettet eller se tv i stedet for at læse i Bibelen eller læse en god bog, der hjælper til at tro på Gud.

"Jeg ville gerne nå det og det, men det kniber med tiden," hører jeg ofte mig selv sige. Måske skal jeg give det en måneds tid, huske at bede Gud om hjælp, og se, om der så ikke er skabt grundlag for en ny og sikkert bedre vane.

Det nemmeste er altid at gøre, som man plejer. Så opnår man tryghed og sikkerhed. Men det sjoveste er at udfordre sine vaner og gøre tingene på en ny måde, for det skaber muligheder og kreativitet.


Skrevet af:
Niels Christian Melgaard

Lagt på nettet 06.10.2010

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også