05.06.2001 12:00 Age: 18 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Tredimensionel Gud

Sprint (Carten Korsholm Poulsen) fortæller i denne artikel om hans besværlige vej til tro på Jesus og om hans kamp for at akseptere Gud. Sprint er i dag teolog, præst og undervisningskonsulent i Indre Mission.

Man kan ikke sige, at jeg fik kristendommen ind med modermælken. Jeg voksede op i et hjem, der på det punkt lignede så mange andre danske hjem: Jeg blev døbt og senere sendt til konfirmationsforberedelse, men ellers havde kristendommen ingen plads i hverdagen. Der var ikke nogen særlig negativ stemning over for kirke og tro - men heller ikke nogen form for aktiv tilslutning. Gennem en ven af familien - en ældre dame - fik jeg lidt indblik i et helt anderledes liv med regelmæssig kirkegang, daglig bibellæsning og det at kunne bede til Gud. Nu var ældre damers liv jo ikke lige det, jeg som barn og teenager kunne identificere mig med. Så selvom det nok har sat sit præg på nogle områder, prægede dette bekendtskab ikke mit forhold til Gud og kirken ret meget. Jeg havde det som så mange andre danskere: Kirken er vel på sin vis o.k. - men jeg blander mig ikke så meget i dens liv, og den blander sig heller ikke i mit.

Religiøs søgende sådan i bredere forstand vil jeg heller ikke kalde mig. Jeg læste en del om Satan-dyrkelse og hekse, men det var nok mere det mystiske, jeg fandt spændende. Selve kultens religiøse budskab forholdt jeg mig ikke rigtig til. Som intelligent vesteuropæer troede jeg naturligvis mere eller mindre bevidst på den videnskabelige verdensforklaring, men brugte ikke mange øjeblikke på at tænke på de dybere spørgsmål i tilværelsen.

Jesus-kollektivet

Mit liv begyndte at tage en vending, da jeg gik i gymnasiet, nærmere betegnet 2.g. Jeg mødte nogle søde unge piger, der inviterede mig hen for at besøge dem i deres kollektiv. At de havde noget med Jesus at gøre, var tydeligt. Det skræmte mig ikke - men det betød heller ikke så meget for mig.

Derimod blev jeg tiltrukket af den blomsterbørns-stemning (det var i 70'erne), de udstrålede: frigjorthed, tæt samvær, alternativ livsstil, internationalt miljø, langt hår og guitarmusik. Snart var jeg blevet hyppig gæst i kollektivet. Bibellæsning, sang og bøn udgjorde en meget stor del af hverdagen - sammen med det at gå ud for at fortælle andre om Jesus. Jeg fandt miljøet meget spændende og så op til dets ledere.

Begge ben på jorden

Set i bakspejlet kunne det være blevet første kapitel i en bog, der beskrev, hvordan en person blev fanget ind i et totalitært og bevidsthedsfordrejende miljø. Når det gik anderledes, skyldes det tilsyneladende min jordbundethed. For at blive optaget i kollektivet skulle man nemlig opgive sit studium, sine penge, sin familie og alle andre bindinger, underkaste sig ledelsen og blive sendt til et andet land for at missionere. Jeg stod af over for dette krav.

Egentlig var jeg dybt overbevist om, at disse mennesker gjorde det rigtige. Men jeg magtede ikke at tage springet og skrev derfor et farvelbrev til dem. Når jeg i dag læser dette brev, kan jeg undre mig over, så ensidigt jeg så på tingene. Ingen af de faresignaler, som en udenforstående let kunne have fundet i miljøet, er fremme i min bevidsthed. Kun en dyb beklagelse over ikke at være god nok til at turde forsage denne verden og følge Jesus.

Mødet med missionsfolkene

Da jeg havde sagt farvel til kollektivet, opstod der et tomrum i mit liv. Jeg kan i dag slet ikke sige, hvor jeg på det tidspunkt stod rent åndeligt. Men noget var vakt i mig - og det ville ikke bare lægge sig til at sove igen. I min nød spurgte jeg ovenfor nævnte ældre dame - hun kendte jo noget til den slags. Hun foreslog mig at opsøge de møder, Indre Mission havde i min by.

Jeg prøvede - og var nær blevet skræmt langt væk. Gennemsnitsalderen til mødet lå langt over pensionsalderen (sådan oplevede jeg det i alt fald den aften), og der var ikke én eneste ung! Heldigvis kunne aftenens taler overskue min situation og gav mig adressen på det sted, hvor KFUM og KFUK holdt deres møder: "Der vil du kunne finde nogle på din egen alder," som han sagde. Det passede også. Miljøet var godt nok ikke nær så spændende og tæt som i kollektivet, men Bibel, sang og bøn var der dog, og jeg fik hurtigt nogle gode venner dér.

Et ret normalt liv

Disse unge levede en ganske almindelig hverdag ligesom jeg. Det virkede udfordrende. Indtil nu havde spørgsmålet: "Ja eller nej til Jesus?" været det samme som: "Ja eller nej til totalt at skifte livsstil?" - og det havde jeg jo besvaret med nej. Men nu oplevede jeg, at man åbenbart godt kunne tro på Jesus og samtidig leve et ret normalt liv. Og derfor kom også udfordringen: "Vil du så vælge at blive som dem?". Ikke at de unge pressede på - udfordringen kom inde fra mig selv.

Jeg baksede meget med et verdensbillede. Bibelen havde tilsyneladende et noget andet syn på mange ting end det, populærvidenskaben i 70'erne havde givet mig. Som matematisk-fysisk student ville jeg helst forstå alting. Så jeg baksede. Jeg inddrog mine klassekammerater i arbejdet. Dette medførte mange og lange og ret frugtesløse diskussioner af den slags, en matematisk gymnasieklasse altid har været leveringsdygtig i. Jeg oplevede det som svært at skulle forsvare en kristendom, som jeg ikke engang selv havde styr på.

Svært ved at tro

Der blev hurtigt to problemkomplekser i mit liv: den tankemæssige spænding og det personlige forhold. Jeg oplevede, at jeg havde meget svært ved at tro på, at Gud og Jesus var til, når jeg hverken kunne se dem, føle dem eller ad logisk vej slutte mig frem til deres eksistens. Mine kampe blev mere og mere intense. Jeg læste meget i Bibelen, prøvede meget at bede, snakkede med andre kristne og kom trofast i kirke og til møder i KFUM og KFUK.

Varme og omsorg

Hvordan holdt jeg ud i denne periode? Jeg ved det ikke. Den var faktisk meget hård. Men ét af svarene var nok de tre lidt mere voksne familier, der havde kontakt til KFUM og KFUK. De tog mig ligesom under deres vinger og gav mig en hjælp, som jeg dengang nok ikke helt kunne overskue omfanget af. Men deres varme, omsorgsfulde engagement i mig var helt sikkert en væsentlig årsag til, at jeg ikke skippede det hele i frustration. Mine jævnaldrende i KFUM og KFUK betød også meget - men jævnaldrende venner havde jeg jo også i min klasse. Og dem havde jeg ikke til hensigt at droppe.

Der var egentlig ingen konflikt mellem dem og mig pga. min tiltagende interesse for kristendommen. Det var bare noget, vi snakkede om, og ellers var vi gode venner. Jeg kan huske en sen nat, hvor nogle af os var ret så fulde og stod og tissede over kors på et toilet (stakkels den, der skulle gøre rent efter os!). Vi kom til at snakke om kors og kirke - og i provokation luftede jeg ideen om, at jeg kunne jo ende med at blive præst. En af mine venner lo meget af det forslag og mente, at jeg i så fald ville blive en helt usædvanlig udgave af en præst - og så vaklede vi bare videre.

Porno, druk og spil

Mine KFUM og KFUK-venner så godt nok lidt underlige ud, når jeg fortalte, at det meste af mit samvær med mine øvrige venner gik med at spille kort (om penge - men absolut under kontrol!) og tage ud og feste på diskoteker, halballer og i private hjem - hvor hovedformålet stort set var at få en mindre eller større beruselse og eventuelt et seksuelt forhold. Mit forhold til pornoblade og pornofilm var heller ikke som deres, ligesom min musiksamling skilte sig væsentligt ud fra deres. Endvidere bandede jeg. Det tog - så vidt jeg husker - pigerne næsten to år at få mig til at holde op med det.

Der var altså lagt op til spændinger mellem de to miljøer. Jeg oplevede, at Gud ønskede at blande sig i mit liv, og at han kort sagt ville have druk, slagsmål og porno ud af mit liv. På ny var jeg ved et stort krav, hvor jeg måtte vælge. Men denne gang faldt valget anderledes ud: Jeg meldte mig ind i Blå Kors og var dermed afholdsmand! Jeg smed alle mine pornoblade ud (selvom jeg bagefter fortrød det bitterligt i lang tid). Jeg var stadig sammen med mine venner - men jeg var ikke længere med på helt så meget "sjov" som før. Jeg kæmpede - og oplevede mange svære ting i det, men dette må være nok om det ene af mine problemkomplekser: mit personlige forhold.

God etik

Det andet var mine tankemæssige problemer. Kunne jeg forstå kristendommen? Og kunne jeg acceptere det, jeg forstod?

Noget gled let ned: det etiske. Jeg var positiv over for alle tanker om retfærdighed, om at være gode ved hinanden og ikke bare tænke på sig selv. Peace and love - som man sagde dengang. Og her sagde Jesus virkelig mange fornuftige - ja, ligefrem geniale ting! Godt nok var det ubehageligt pludselig at skulle til at flytte idealerne fra teorierne og ud i praksis i hverdagen. Men jeg følte mig rimelig i samklang med kristendommen her: Det var et godt verdensbillede at skulle kæmpe for en bedre jord og mere kærlige mennesker!

Godt og ondt

Endvidere fandt jeg i kristendommen et syn på mennesket, som jeg kunne bruge. Mennesket var mere end bare en tilfældig samling atomer i en overabe. Og mennesket var ikke noget guddommeligt - det havde der været for mange krige til, at man kunne bilde mig ind! En mærkelig blanding af noget godt og noget ondt - det var mennesket. Og det tog kristendommen højde for og gav en god forklaring på, syntes jeg.

Kristendommen tilbød også en løsning på problemet døden. En opstandelse og et evigt liv på en helt ny og atomvåbenfri jord. Det var da absolut også et plus. Og et godt salgsargument, når jeg skulle forsvare den i klassen.

Hvad med videnskaben?

Men, men, men - så var det positive vist også sagt. Når nu hele den samlede videnskab for længst havde bevist udviklingslæren, hvad så med den oldgamle og barnlige beretning om skabelsen - og for øvrigt var der jo to forskellige beretninger, der modsagde hinanden, som min religionslærer var så venlig at fortælle mig. Og når jeg dykkede mere ned i Bibelen, dukkede den ene tilsyneladende modsætning frem efter den anden. Min hjerne vred sig, jeg spurgte og spurgte de andre i KFUM og KFUK, så de til sidst sad helt fortvivlede tilbage. Jeg kunne ikke få det hele til at gå op.

De andre i klassen mente vist, at nu var jeg blevet "kristen". Selv turde jeg nok ikke lige være så sikker. Men i min kamp blev jeg alligevel mere og mere overbevist om, at Gud og Jesus var virkeligheder i verden - og at det vigtigste derfor logisk set var at stå på god fod med dem.

Skabelse eller udvikling

Flere ting hjalp mig i min kamp. Først var det nok nogle amerikanske bøger, hvorigennem kristne videnskabsmænd argumenterede for, at udviklingslæren kun var en teori. En teori, der ikke var bevist, og som aldrig kunne bevises. Samtidig angav de mange videnskabelige iagttagelser, der passede bedre med en skabelsesteori end med en udviklingsteori. Og for første gang i mit liv mødte jeg nogle af de massive problemer, udviklingslæren har inden for sit eget felt: Mange af videnskabens opdagelser gør faktisk udviklingslæren mindre og mindre sandsynlig! Alt dette - behørigt afprøvet med diverse lærere på gymnasiet - gav mig større og større selvtillid som fortaler for kristendommen. Man behøvede hverken være uvidenskabelig, dum eller naiv for at tro på skabelsen! Samtidig lærte jeg noget om naturvidenskabernes begrænsede kompetence - en viden, jeg senere hen har haft megen nytte af.

Ikke se og ikke føle

Et af mine mange nederlag blev måske begyndelsen til en vigtig sejr. Jeg havde hørt en taler, der talte så overbevisende om Gud, at det var tydeligt, at han troede på Guds eksistens. Efter talen opsøgte jeg taleren og spurgte ham, hvornår han sidst havde set Gud. Da han måtte bedrøve mig med, at han aldrig havde set Gud, gik jeg helt i sort. For hvordan kunne han være så sikker på noget, han aldrig havde set? Hvordan kunne han stå og lade, som om han var sikker, når det hele bare var formodninger?

Dette blev begyndelsen på den lange og - opdagede jeg efterhånden - meget trafikerede vej, der hedder "At lære at tro uden at se eller føle noget". At tro på noget bare fordi det stod i Bibelen, det er vist en lektie, alle kristne må lære. Og må repetere undervejs i deres liv. Det tog mig lang tid og mange kampe. Jeg kunne til sidst til nød acceptere, at jeg ikke selv så Gud. Men mine kammerater havde sagt, at hvis bare de så Jesus, ville de komme til tro. Så jeg bad Jesus meget om at vise sig for mine kammerater - hvilket han ikke gjorde. Jeg blev dybt skuffet. Senere har jeg læst i Bibelen, at hvis mennesker ikke er åbne for Guds ord, kan Gud gøre de største mirakler lige foran dem - og de vil alligevel ikke tro. Men det vidste jeg ikke dengang og var derfor skuffet og bitter på Gud. Jeg havde svært ved at hvile i troen, havde perioder med eksistentiel angst, der holdt mig vågen om natten. Men langsomt brød solen igennem tågen, og til sidst kunne jeg sige, at troen var stærkere end tvivlen, selvom de stadig sloges i mig.

Åndelige trip

Nogle af mine kristne venner berettede om åndelige oplevelser, der havde styrket deres tro. Jeg prøvede de samme ting som dem (meditation, lovsang, speciel forbøn, koncertstemning m.m.) og fik også oplevelser. Men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg var i stand til at få oplevelser ud af mange forskellige påvirkninger. Og jeg kunne ikke selv mærke forskel på, om kilden til påvirkningen kom fra noget kristent eller fra noget andet. For at tage et eksempel: om jeg "mediterede" over en kristen plakat på væggen eller over en fantasy-plakat fra en okkult tegneserie, gjorde ingen forskel på det "åndelige trip", jeg kunne få ud af det. Så noget sikkert tegn på Guds nærvær turde jeg ikke aflæse af disse oplevelser.

Gud er over-logisk

Mere hjælp var der derimod i en tanke, der efterhånden blev stor for mig. Egentlig er den så logisk, men det kræver nok mere end logik at gribe den. Den handler nemlig om logikkens begrænsning. Om menneskehjernens grænser. Jeg blev så frustreret og tvivlende, når jeg ikke kunne forstå det, Gud sagde i Bibelen. Jeg syntes ofte, han modsagde sig selv. Jeg måtte kort sagt anklage ham for at være ulogisk. Men så kom tanken: "Gud er ikke ulogisk, men over-logisk!".

Når Gud for mig ser ulogisk ud, skyldes det, at min forstand ikke kan overskue ham. Det kan være, at han er ulogisk - men det kan også være, at hans logik bare er større end min! Jeg mødte et eksempel: I et todimensionelt system er følgende opgave umulig ifølge logikken: "Vi har en cirkel - og et udenforliggende punkt A. Før A ind i cirklens centrum uden at bryde cirklen." Prøv selv på et stykke papir - det er jo to-dimensionelt. At påstå at det kan lade sig gøre, er bare at vise, at man er dum! Påstår man derimod det samme i et tre-dimensionelt system, er situationen helt anderledes: Her kan man bare løfte A over cirklen og placere det i dens midte! Hvis Gud har en eller flere dimensioner mere i sin verden end i min lille menneskeforstands verden, er det klart, at hvis jeg oplever, at min forstand ikke kan overskue noget, siger det ikke, at Gud er ulogisk, men at min logik ikke kan følge med!

De "u-logiske" ting i Guds ord gik således fra at være problemer til at være tegn på, at min Gud var større end mig! Og videre: Alle andre religioner var stort set logiske for os mennesker. Det kunne tolkes som et tegn på, at vi mennesker selv havde opfundet dem. Kristendommen var ikke logisk for os - det kunne være et tegn på, at den ikke var opfundet af mennesker, men af én, der var langt større og klogere end os! Kort sagt: Netop de "u-logiske" ting blev for mig tegn på at Gud var sand - og ikke bare en menneskeskabt discount-gud!

En bævende vished

Hvad hjalp mig mest? Det kan jeg ikke selv overskue. Men nu, hvor jeg er lidt på afstand af det hele, kan jeg iagttage en udvikling. Jeg begyndte den lange rejse med at føle mig tiltrukket af et fællesskab. Derigennem blev jeg interesseret i fællesskabets midtpunkt: kristendommen. Jeg mødte den dels som en personlig, etisk udfordring og dels som en tankemæssig udfordring. På begge områder kæmpede jeg bravt for at nå igennem til den eftertragtede tro: tilstanden af vished, overbevisning og fred. Jeg syntes ikke, det var en let eller kort kamp. Nu 20 år efter slås jeg stadig med disse ting.

Men igennem tiden er der vokset en tro frem. En "bævende vished", som nogle kristne engang har kaldt det. Ikke en skråsikkerhed, der aldrig anfægtes. Men ligesom kærligheden til min kone: Den er der, jeg regner den for så dyrebar, at jeg ville sætte alt ind på den, hvis det blev nødvendigt. Den kan svinge i sit følelsesmæssige udtryk - men den er der. I min vilje, i min satsning, i min kamp. Undertiden kan jeg hvile helt i den. Glædes og trøstes.

Jeg klynger mig til Bibelens løfter om tilgivelse og kærlighed, og jeg bli'r ved med at klynge mig til dem, indtil jeg er beroliget og tør gå videre i mit liv. Jeg er kort sagt blevet afhængig af denne tryghed: at Gud elsker mig, og at jeg lever under hans tilgivelse. Det svarer ikke helt til det billede af en kristen, som jeg stræbte efter i begyndelsen af min kamp. Men det passer godt med Bibelens beskrivelse.

Bibelen - en sikker grund

Jeg oplever undertiden, at Gud møder mig, når jeg beder eller synger eller på andre måder. Men min vigtigste og største kilde til samvær med Gud er klart Bibelen. Dér er jeg tryg ved, at Gud taler til mig. Her er sikker grund. Her er jeg sammen med Jesus. Og derfra véd jeg, at han er hos mig 24 timer i døgnet. Og derfor kan jeg småsnakke med ham inden i mig selv når som helst og hvor som helst.

Måske så de langhårede guitarspillere i deres hjemmestrikkede trøjer mere forelskede ud, når de sagde "Jesus" med engelsk accent. Måske så pigerne mere henførte ud, når de dansede til lovsangene. Men jeg vover alligevel at sige, at jeg er så tæt på Jesus, som jeg kan komme.

Tilbage til Tveje-Merløse

Og til sidst - for at slutte ringen. Efter en del år som kristen blev jeg mere og mere opmærksom på en vigtig begivenhed i min barndom: den dag, jeg blev døbt i Tveje-Merløse Kirke! For Bibelen fortæller mig, at dér mødte Gud mig og gav mig status som hans barn! Og det vil han aldrig løbe fra!

Jeg levede selv borte fra det i mange år. Men da jeg genopdagede Gud, fandt jeg altså ud af, at han allerede for længe siden havde opdaget mig! Så det var faktisk at vende tilbage! I dag er min dåb noget af det tryggeste i mit liv. For vel gavner den mig ikke, hvis jeg lever borte fra Gud. Men er jeg hos ham, kan jeg altid vende tilbage til den og sige tak, fordi han så tydeligt har gjort mig til sit barn. Derfor kan jeg vove at kalde universernes al-mægtige skaber for "Far"!

Forbøn?

Men hvorfor blev jeg egentlig kristen? Hvorfor vendte jeg tilbage til Gud, når så mange andre - f.eks. i min klasse - ikke gjorde? En ting er jeg overbevist om: det var ikke, fordi jeg var et bedre menneske sådan etisk set. Det var jeg mig pinligt bevidst! Det var heller ikke, fordi jeg var specielt religiøst anlagt - tænk bare på hele min lange, seje kamp! Hvad så? Jeg har ikke bedre svar end den ældre dame, der sad et sted i kulissen (eller måske midt på scenen, set fra Guds perspektiv) og bad for mig. Jeg vil slet ikke påstå, at jeg forstår alt omkring forbøn. Men det skulle ikke undre mig, om jeg er et bevis på, at forbøn har en forunderlig stor magt!

Et underligt forhold

"Hvornår blev du omvendt?" spørger nogle kristne mig.

Tja, det véd jeg ikke. Jeg gik ganske vist den forkerte vej - for jeg gik ikke en vej, der førte til Gud. I løbet af nogle år begyndte jeg at gå den anden vej, så "omvendt" blev jeg: Jeg vendte om. Men jeg har ikke dato og klokkeslæt på det. Jeg vil egentlig hellere sige, at jeg blev overbevist. Gennem en periode med søgen og kampe blev jeg overbevist om Guds eksistens - og dermed om nødvendigheden af at holde mig til ham.

Det har jeg siden gjort - et lidt underligt forhold, hvor jeg ikke kan se ham, oftest ikke kan føle ham og undertiden heller ikke kan forstå ham. Men jeg er dybt nede i mit sind blevet overbevist om, at han er klogere end mig. Og at han elsker mig. Så - som en ung sagde for nylig: "Jeg må bare stole på, at Gud har tjek på det hele!".


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 05.06.2001

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også