13.07.2011 12:00 Age: 8 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Tour de Styrt

Medierne har udråbt dette års Tour de France til et styrtløb. Men når vores liv også er præget af styrt, så er det godt at vide, at Gud styrker kraftløse knæ.

Hvad enten du hører til de danskere, der følger de mange cykelryttere hver dag i verdens hårdeste cykelløb, eller du bare ser avisoverskrifter – så har du nok lagt mærke til, at dette års Tour de France har været plaget af grimme styrt. Nogle ryttere mistede "bare" kostbare minutter, andre fik skader, så de måtte udgå af løbet. Medierne har døbt dette års løb "Tour de Styrt". 

Livets Tour 

Et er cykelløb. Noget andet er selve livet. Bibelen sammenligner vores liv som kristne med et løb. Den gang havde man ikke cykler, så det er ikke et cykelløb, der tales om, men et løb på to fødder. Målet med dette løb er naturligvis at vinde - men ikke ved at komme først! Alle får nemlig samme præmie. Man vinder ved at fuldføre - og præmien er: at komme i mål! For målet er at være med i Guds evige rige på den Nye og fuldkomne Jord.

Styrt 

Selv på to fødder kan man styrte, eller snuble eller hvad du nu vil kalde det. Bibelen taler om det, at man efter et styrt sidder i vejkanten med et ømt ben. Hvad så? Skal jeg fortsætte - i et tilpas roligt tempo, naturligvis, eller skal jeg stoppe med at løbe? Bibelen har en meget direkte opfordring. Når man sidder der og lægger armene hjælpeløst omkring de smertende knæ, lyder det: "Styrk derfor de synkende hænder og de kraftesløse knæ, og gå den lige vej på jeres ben, så det lamme ikke vrides af led, men tværtimod bliver helbredt." (Hebræerbrevet 12,12-13)

Tag dig sammen

Er det ikke lige voldsomt nok? Er der ingen forståelse for træthed, udslidthed og skader? Jo. Men der er også stor forståelse for målet, som man for alt i verden ikke må gå glip af! Og så er der en stor forskel på fysiske og åndelige styrt: de fysiske styrt kommer man ofte over ved at holde en pause, de åndelige kommer man kun over ved at genoptage løbet! Det er netop ved at "gå den lige vej" at det lamme ikke vrides af led - men tværtimod bliver helbredt, som vi læste!

Helbredelse

Jeg hører undertiden om kristne, der blev lammet undervejs i løbet og nu er holdt op med at løbe. Og som efterhånden har fået deres åndelighed vredet så meget af led, at de slet ikke længes efter Gud mere. Eller de gør det måske - men synes ikke de magter at prøve at søge ham igen. Heldigvis møder jeg også undertiden kristne, der alligevel en dag genoptager løbet. At tage på bibelcamping er for nogle en måde at begynde løbet igen. På neutralt område, hvor man ikke behøver være med til alle møder, kan de lige så stille prøve at bevæge de åndelige ben igen. Og så opdager de, at netop ved at prøve at "gå" igen (for eksempel ved at bede, lytte til forkyndelse og synge kristne sange) bliver deres "ben" stærkere og stærkere!

Er du styrtet?

Hvis du er en kristen, der er styrtet på vejen og stadig er i grøften: begynd igen! Gud vil give dig helbredelse, tilgivelse, kærlighed og kraft. Men han kan ikke nå dig, før du begynder at prøve at nå ham igen. Gud velsigne dine kraftesløse knæ til at begynde at gå hen mod kraften igen!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 13.07.2011

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også