28.11.2012 12:00 Age: 6 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Sus og samvær

Tolv organisationer har netop udsendt et opråb: "Stop danskernes druk!" De kommer med ti konkrete bud på, hvordan dette kan gøres. Jeg kommer til at tænke på et vers fra Bibelen: "Drik jer ikke berusede i vin, det fører til udskejelser, men lad jer fylde af Ånden" (Efeserbrevet 5,18). For Gud har et bedre tilbud: Helligånden!

At vin og alkohol i berusende mængder kan føre til udskejelser, kan jeg selv skrive under på fra mit eget liv. Faktisk måtte jeg i en årrække være totalt afholdende for ikke at komme ud i situationer, jeg bagefter slet ikke var glad for. I dag kan jeg styre det og lever mådeholdende i stedet: nyder alkohol i kontrollerede og passende mængder, så det aldrig fører til beruselse.

Suset og samværet

Spøger man os, hvorfor vi indtager alkohol i klart berusende mængder, er der selvfølgelig mange svar. Men to temaer kommer igen og igen:

Suset: man ønsker for en tid at komme lidt på afstand af den trælse hverdag. Opleve at grænserne udviskes og man er i et fedt flow.

Samværet: det er adgangsbilletten til rigtig mange fællesskaber i Danmark i dag, at man er med på at indtage voldsomme mængder alkohol. Man bruger det også til at smide hæmningerne, så man bedre tør skabe kontakter.

Et bedre tilbud

Gud har et bedre tilbud, har jeg erfaret. Hans nærvær (ved sin hellige Ånd) har langt bedre kunnet give mig både sus og samvær, end sprutten kunne! Suset i at opleve, at når jeg lader mig drive af Ånden, kommer jeg ud for mange eventyr i min hverdag. Der er kampe med sejre og nederlag, men der er i hvert fald gang i den. Og samværet med Gud kan give mig oplevelser, hvor jeg nærmest flyver i de højere luftlag og mærker sol og vind på en helt anderledes måde - for eksempel ved at lovsynge.

Stadig sejre og nederlag

Mange, der ikke kender de kristne fællesskaber og så prøver dem, siger bagefter: "Det er da utroligt, så sjovt I kan have det sammen uden at drikke!"

Ja. Det at turde tro på at Gud elsker mig, netop som jeg er, giver en frimodighed til at turde skabe og bevare kontakter på et dybt plan. Også her er der sejre og nederlag, men alligevel tør jeg til enhver tid sige: Ånden er en langt bedre skaber af fællesskab, end sprutten er! For dybest set skaber Ånden troen i os, og i troen er vi i fællesskab med hinanden - og med Jesus. Og fællesskabet med Jesus er det mest livgivende, jeg kender.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 28.11.2012

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også