15.06.2006 12:00 Age: 13 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Sol og regn

Rejsebureauerne vil gerne understrege for os, at den danske sommersol ikke er til at stole på. Og nogle gange får de jo ret: ”Byger, der går og kommer, det er den danske sommer”, som der står i en af vore fædrelandssange. Men – som man kan konstatere ved at sætte sig ind i et fly og stige opad – ”Ovenover alting stråler moder sol” for nu at citere en anden sang fra den danske kulturarv. Solen skinner hver dag – men nogle dage kan vi bare ikke se den for skyerne.

Regnskyer

Det er et gammelkendt billede på det åndelige liv: Gud og hans kærlighed er der hver eneste dag. Nogle dage kan vi opleve det og glæde os over det. Det er sollyse dage, hvor vi kan varme os igennem. Andre dage kan vi ikke opleve Gud og synes, han er langt borte. Det er gråvejsdage i det åndelige liv.

Findes dårligt vejr?

Gud har skabt naturen med et fantastisk finjusteret samspil mellem liv, sol og vand. Uden dette samspil var hele vores verden aldrig blevet til. Så i forhold til naturen er regnvejr lige så godt vejr som solskin!

Og så kommer spørgsmålet: er det på samme måde i det kristne liv? Nogen svarer: ”NEJ! Egentlig ønsker Gud at give os solskinsdage hele livet igennem. Det er Djævelen, der sender skyerne. Hvis vi i tro befaler skyerne at forsvinde, så vil vi altid opleve Guds sol!” Andre svarer: ”Ja, også i livet med Gud er både sol og regn nødvendige. Cyklister får de stærkeste ben, når de kører i modvind. Vores tro bliver stærkere, når den ikke hele tiden bare kan opleve. Vi fristes ikke så let til at tro, at vi kan klare os selv, når vi også oplever regnbyger.”

Uvejr

”Der findes ikke dårligt vejr – der findes kun forkert påklædning!”. Det har jeg som spejderleder sagt til de stakkels unger, når de pev over lidt regn. Nu gælder det jo ikke altid. Jeg ville aldrig sige det under en orkan eller i et tørkeramt land – eller når de europæiske floder skyller alting væk. Der er virkelige rigtig dårligt vejr! Det er der også undertiden i den åndelige dimension. Dér må vi frimodigt råbe til Gud om at redde os fra uvejret og sende os mildere vejr igen!

Men at tro, at hele kristenlivet bare skal være solskin, det er for mig at se en alvorlig misforståelse. Og faktisk oplever jeg at se, at kristne, der prøver altid at leve i solskin – de tørrer simpelthen ud! De taler meget om liv og overflod. Men indeni tørrer de ud, indtil de ikke kan opretholde facaden mere og bryder sammen.

Så lad os takke Gud for regn og sol i sommeren – og for regn og sol i vores kristenliv!

Og når det ”regner” – så lad os tage troens regnfrakke på. Den tro, der véd, at solen også er der i dag – oppe over skyerne.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 15.06.2006

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også