23.02.2007 12:00 Age: 12 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Overhal aldrig en sneplov

Ved en lokalradios vejorientering lød en indtrængende opfordring: "Lad være med at overhale en sneplov - det er farligt!". Jeg tænkte ved mig selv: hvem i alverden vil da også overhale en sneplov? Den baner jo vejen for mig - så det er da klart, at jeg skal blive bag ved den. Men - på den anden side - sådan som jeg oplever en del danske bilister, så er udsigten til at kunne komme 11 sekunder hurtigere frem jo altid en livsfarlig overhaling værd.

Sneplov

Sneen kom sandelig til Danmark! Det første rigtige snestorm-agtige i denne vinter. Og som det plejer, gav det store trafikale problemer. Og i den situation må det være en selvfølgelig: man skal aldrig overhale en sneplov. Også fordi man slet ikke kan se, hvad der er foran den.

Når jeg så har raset lidt over den slags tåbelige bilister, så kan jeg godt begynde at tænke på, om jeg nogle gange selv overhaler en sneplov. Ikke sådan en gul en, der skubber sne og is væk. Men Guds sneplov, der er i gang med at bane en vej for mig igennem livet. Nogle gange kører jeg nok bag sneploven og synes at det går alt for langsomt. Det kan da ikke passe at det skal tage så lang tid at nå frem til det sted, jeg skal hen? Det må da kunne gøres hurtigere! Og så overhaler jeg Gud - og ender senere i grøften. Og så er det først, at det begynder at tage lang tid at nå frem!

"Tålmodighed er verdens medicin" som et afrikansk ordsprog siger, "Og ukendt for den hvide mand" som nogen har føjet til. Tålmodighed - det kan jeg godt trænge til noget mere af, når jeg sidder i kø på livets vej bag ved Guds sneplov.

Men Gud ske lov og tak for at han stadig gider køre og bane vejen for mig, selv om jeg ikke altid har særlig stor tålmodighed eller taknemmelighed.

Tålmodighed er nok også forbundet med ydmyghed. Vi danskere er så vant til at vi bare kan planlægge - og så sker det. Så når der pludselig sker aflysninger på grund af vejret, kan vi blive meget fortørnede og synes, at det er alt for galt. I virkeligheden burde vi i ydmyghed altid planlægge med det forbehold at det vil ske "Om Gud vil" som vi sagde i gamle dage. I dag er det vist mest muslimer der stadig bruger denne tilføjelse?!

Når vi sidder og har fået lidt ekstra ventetid i snestormen kunne vi jo bruge den på at tænke lidt over, at dybest set er vi bare små mennesker, hvis planer ikke altid kan holde. Og dybest set har vi en rigtig stor Gud!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 23.02.2007

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også