13.08.2008 12:00 Age: 10 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

OL i myreturen

Det var et imponerende og fascinerende syn, da Kina åbnede OL 2008. På typisk gammel kinesisk vis: masser af fyrværkeri og masser af mennesker på scenen. Kombineret med moderne sceneteknologi med lys og bevægelse.

OL åbning 2008

© Apple Daily / Flickr

De mange aktører på scenen (ofte 2008 på én gang – gæt selv hvorfor) var gjort så ens som muligt i udseende og bevægede sig så synkront som muligt. Mange personer forener sig og smelter sammen til én stor bevægelse.

Flot, imponerende - og lidt skræmmende

Det udtrykker meget præcist en af de bærende ideologier i dagens Kina: den enkelte person er bare en uendelig lille brik – men lægger vi mange brikker sammen, får vi noget stort! Ligesom i en myretue: den enkelte myre kan hverken bygge en tue endsige brødføde eller forsvare den. Men mange myrer sammen kan! Kina vil gerne være verdens største myretue.

Én for alle

De gamle musketerers valgsprog: ”én for alle og alle for én” udtrykker vel lidt af det samme: vi holder sammen! Sammen er vi stærkere end som solister! Det er rigtig positivt – og finder genklang i Bibelen, hvor der tydeligt står, at mennesket ikke er skabt til at leve alene – men til at indgå i et fællesskab. Solidaritet og sammenhold er afgørende elementer i menneskets liv. Forskellen mellem de franske musketerer og de moderne kinesere er måske, at mens vore kåresvingende venner både havde ”én for alle” og ”alle for én” – så har kineserne mest ”én for alle”. Sådan har kommunismen i hvert fald desværre oftest udviklet sig: den enkelte skulle ofre alt til fællesskabet – men fællesskabet ofrede sig aldrig for den enkelte! Hver enkelt myre gav alt til tuen – og fik et ordnet liv med føde og forsvar til gengæld. Men tuen satte ikke noget ind på at redde en enkelt myre i knibe: en myre fra eller til spiller ingen rolle!

Myre og menneske

Det er nok derfor det kniber en del med menneskerettighederne i myretuen Kina. For myretuen er det vigtige – den enkelte myre er betydningsløs. Så hvis nogle myrer ikke vil blive ens og bevæge sig synkront – så må de tvinges til det! Selvfølgelig må alle samfund beskytte sig selv mod personer, der vil nedbryde samfundet. Men i en stor myretue, hvor ensrettethed er det afgørende, kan det bare at tænke og tale selvstændigt stemples som ”samfundsnedbrydende”. Myrer er til for myretuen – ikke omvendt.

Naturligvis er dette ikke hele sandheden om Kina – men det er vist desværre tydelige tendenser i et Kina på vej op af magtens rangstige.

Og her bli´r jeg så taknemmelig for at jeg lever i et samfund, hvis dybe rødder er det kristne menneskesyn, hvor det enkelte menneske ikke bare er en lille myre i en kæmpe tue. Det enkelte menneske har selvstændig værdi og må ikke bare ”synkroniseres” af samfundet. Og så handler resten af OL jo da også om individuelle præstationer…


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 13.08.2008

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også