07.07.2010 12:00 Age: 9 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Landsoldater og hjemmehjælpere

Jeg har lige været med til at fejre den tapre landsoldat. Den gør man nemlig hvert år ved 6. juli festen i Fredericia, hvor en statue af landsoldaten er midpunkt for festen. Samtidig hører jeg om en gruppe mindre tapre hjemmehjælpere i København, som næppe får rejst nogen statue efter sig. Kontrasten er skærende.

Hvad sker der lige for mennesker, som koldt og kynisk blæser på deres ansvar for hjælpeløse mennesker og kun bekymrer sig om sig selv? Hvordan kommer man derud, hvor moral og anstændighed er blevet en by i Rusland?

6. juli 1849 var dagen, hvor et af 3-årskrigens største slag fandt sted, nemlig udfaldet fra Fredericia. Her kæmpede 19.000 danske soldater sig gennem den slesvig-holstenske belejring af byen og jog tysken ud af Jylland. (Var det ikke lykkedes havde Jylland sikkert været tysk i dag). I Fredericia står af samme grund en stor statue - ikke af general Rye eller general Bülow, som ledte slaget - men af landsoldaten. Formentligt det første mindesmærke i verden som hylder den menige soldat.

Slaget ved Fredericia blev vundet pga. de menige soldaters høje moral. De kæmpede for andre end dem selv, de kæmpede for en højere sag. Hundredevis af dem døde, men sejren fik en afgørende betydning for det nye danske demokrati. Og i dag - 161 år senere - fejrer vi dem stadig, og mindes de mange faldne.

Et eller andet sted er vi alle soldater, der har en højere sag at kæmpe for end vores egen personlige komfort. Og vi ved, at kampen for en bedre verden altid begynder hos mig selv og i de relationer jeg har indflydelse på. Det gælder også for hjemmehjælpere! De står i fronten, når det handler om, at vi som folk og samfund tager vare på de svageste og mest udsatte medmennesker. Det er lige så vigtigt et arbejde, som det vore udsendte soldater i Afghanistan gør. Og heldigvis er både soldater og hjemmehjælpere generelt ansvarlige og medmenneskelige medarbejdere, der gør en stor indsats for såvel ældre og syge som for undertrykte og lidende mennesker.

Når kæden somme tider hopper af - hvilket i høj grad er sket på Håndværkergården i København - så tror jeg det hænger sammen med, at Gud er på vej ud af vores samfund. Hele vores moderne sundhedsvæsen og pleje er bygget på de kristne principper for medmenneskelig omsorg og værdighed. Det bibelske menneskesyn er vores moralske standard og når den forsvinder, så skrider hele grundlaget for vores medmenneskelighed. Hvis ikke vi længere står til ansvar overfor en Gud, som selv ofrer sig og viser os kærlighed, så ender vi der, hvor det i sidste ende kun handler om hvordan jeg personligt får mest ud af livet. Så er der ikke længere nogen næstekærlighed og vi mister vores værdighed som mennesker.

Så lad være med at smide Gud på porten. Lad være med at forvise religionen fra det offentlige rum. Det river sjælen ud af vores folk og efterlader os med en afstumpet og egoistisk moral, som ingen af os egentlig ønsker.

Man kommer til at tænke på Jesu ord i Matthæus 24,11-12: "Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild. Og fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste."


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 07.07.2010

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også