29.01.2019 11:08 Age: 118 days
Morten Stubkjær Klausen

Skrevet af:
Morten Stubkjær Klausen

Kresta ville vide mere

Kresta Møller Christensen mødte Gud gennem sin datters efterskole


Foto: Privat

45-årige Kresta Møller Christensen havde ikke haft berøring med kristendommen siden sin barnedåb. Det ændrede sig, da hendes datter skulle på efterskole.

"Vi tog rundt på forskellige efterskoler og var også ude på en kristen efterskole på grund af linjefagene. Det var så hyggeligt og hjemligt, og vi var rørende enige om, at der skulle hun bare gå," fortæller Kresta.

Da hun fik listen over de ting, datteren Katrine skulle have med, så hun en bibel på listen. "Ja okay, det er en kristen efterskole, tænkte jeg, og så købte vi en bibel".

I papirerne stod der også, at der var andagt to gange om dagen, og Kresta tænkte: "andagt, hvad er det for noget? Jeg må hellere læse den der bibel." Og det gjorde hun så på to måneder. Tidligere havde hun bare set Bibelen som en række gode historier, men fandt ud af, at hun godt kunne se sig selv i nogle af situationerne.

Brug for en snak

Kresta kunne godt mærke, at hun havde brug for at snakke om det med nogen. En dag mødte hun en kristen studiekammerat, som på Facebook havde set, at Krestas datter skulle på en kristen efterskole. Kresta havde flere gange sat spørgsmålstegn ved studiekammeratens valg, og denne undrede sig derfor over Krestas valg af efterskole. Kresta fortalte hele historien, og veninden opfordrede hende til at komme forbi Århus Bykirke. Det gjorde hun, og hun fik en god snak med præsten.

"Præsten anbefalede mig at deltage i noget, der hedder Alpha. Jeg tænkte 'hvorfor ikke?' Man mødes og spiser sammen, og så kommer der et lille oplæg, som handler om noget, der sker i Bibelen," forklarer Kresta, som var rigtig glad for forløbet og efterfølgende meldte sig ind i Århus Bykirke. Det var meget fængende, da præsten talte. "Det var helt nede på jorden, men Gud var med i det. Jeg kunne føle det helt ind i kroppen, og jeg har aldrig mødt mennesker, der var så rummelige og venlige."

Kresta har en opfordring til dem, der kunne tænke sig at vide mere om kristendommen. "Brug de kristnes åbenhed til at få kendskab til kristendommen. Undersøg det, læs i Bibelen, besøg den lokale kirke og snak med nogen om det," mener hun.

Hør hele Krestas historie på imedia.dk/troshistorier


Morten Stubkjær Klausen

Skrevet af:
Morten Stubkjær Klausen

Lagt på nettet 29.01.2019

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

No tags in list

Læs også