01.07.2009 12:00 Age: 10 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Kaka, Lucio og Jesus

De brasilianske fodboldstjerner Kaka, Lucio og Ze Roberto reklamerer stolte med deres tro på Jesus. Og det får igen en hysterisk debat om religiøs reklame til at blusse op. Så længe det handler om profit, sex og politisk korrekthed så er der ingen problemer. Men handler det om Jesus, så er der rødt kort.

Kaka og Jesus

Foto: (c) The English Football Post

Det er flot at sportsstjerner som fx Kaka, Lucio og Ze Roberto så åbenlyst og personligt viser deres kristne tro. Ved brassernes finalesejr i Confederations Cup skete det igen: "Jeg elsker Jesus" stod der på Lucios t-shirt. Og Kakas undertrøje havde påskriften: Jeg tilhører Jesus. Godt gået, siger jeg.

I en tid, hvor modstanden imod offentlige religiøse budskaber nærmest er blevet en religion i sig selv, er det forfriskende med den slags frimodighed. Og hvis nogen kan blive forarget over at få at vide, at Kaka (og millioner med ham) tilhører Jesus, så er det da vist ikke så meget Kaka, der har et problem.

Der er masser af troende kristne sportsfolk, som ikke vil reklamere for deres tro på samme iøjnefaldende måde. Og al respekt for det. Men at gøre det til noget suspekt og ligefrem ulovligt er en hån imod den personlige frihed - så længe den ikke bruges til at håne andre.

At reklamere for sin personlige tro er ikke at blande sport og religion sammen.

Tak ikke Gud for sejren

Men når fx det brasilianske landshold sammen falder på knæ og angiveligt takker Gud for sejren, så blandes sport og religion sammen på en uheldig måde. Så bliver Gud og den kristne tro gidsel i en kamp, som Gud altså ikke er part i. Skulle Gud holde mere med brasserne end med amerikanerne (som de slog i Confederations Cup finalen)? Er Gud en "lykkebringer", som belønner dem med sejre og succes, der tilbeder ham? Nej. Sådan er Gud ikke.

Jeg hørte engang den danske håndboldspiller Anette Bonde fortælle, at når hun bad til Gud forud for en kamp, så var det ikke om at vinde, men fx om at ingen (heller ikke modstanderne) måtte blive skadet. Gud holder ikke med bestemte lande og hold eller bestemte sportsstjerner. Gud holder med mennesker. Både på på den ene og den anden banehalvdel.

Gud er både for vindere og tabere.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 01.07.2009

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også