28.09.2009 12:00 Age: 10 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Jesus og købesex

Skal det gøres ulovligt at købe sig til sex i Danmark? Debatten går højt i denne tid – nu hvor Danmark snart er det eneste land i Norden, der tillader dets borgere at købe sex hos prostituerede. Jesus havde en del at gøre med prostituerede. Ikke som kunde, men som Frelser. Og jeg vil gerne prøve at lære af det, Jesus gjorde. 

Redlight

De parter, der stiller dette forslag, beskyldes af de andre parter for "Nypuritanisme" - altså en ny form for snerpethed. Og svaret tilbage er, at de andre ligger under for en forkert drøm om frisind og "den lykkelige luder". Mange andre elementer inddrages i debatten - der i hvert fald vil blive til et lovforslag når/hvis Socialdemokratiet får regeringsmagten.

Jesus

Ja, hvad har han med hele denne debat at gøre? De fleste synes nok ikke, han har noget at gøre her. Men han har nu altid blandet sig med alle mulige slags mennesker. Da han gik omkring nede i Israel, havde han en del at gøre med prostituerede. Ikke som kunde, men som Frelser. Ikke at jeg vil prøve at rende og lege frelser blandt de prostituerede. Men jeg vil gerne prøve at lære af det, Jesus gjorde.  

På den ene side var han stjerneklart imod prostitution. Når man, som han, mener, at Skaberen har skabt mennesket sådan, at man kun skal have sex med én eneste i verden, nemlig sin ægtefælle - så må man naturligvis være lodret imod både det at sælge sex og det at købe sex. 

Men betød det, at Jesus foragtede de prostituerede og ikke ville hjælpe dem? Nej. Han tilbød dem tilgivelse og et nyt liv - akkurat som han gjorde med alle andre.  

Jeg vover derfor at udlede følgende guidelinies:

  • prostitution er et onde, der bør bekæmpes;
  • de prostituerede er mennesker, der bør hjælpes til at få et andet og bedre liv; (ikke bare et andet, men også et bedre liv!)

Vejen frem

Når det så kommer til hvilken lovgivning, der bedst fremmer disse mål - så bliver jeg langt mindre sikker. Vil en kriminalisering af sexkøb bare jage prostitutionen endnu længere ind i de mørke kroge og dermed endnu mere ud af kontrol? Erfaringerne fra andre lande, der har indført kriminaliseringen, er ligeså entydige som en rigtig tåget novemberdag, så det er godt nok svært at sige... 

Men jeg vover - med alle muligheder for at tage fejl - alligevel at mene:

- Der er en rigtig god signalværdi i at kriminalisere sexkøb. Så siger man til alle borgere: "Du er ude på et skråplan, når du køber sex hos et andet menneske!" Og det mener jeg i hvert fald er rigtigt: man er virkelig ude på et skråplan!

- Man går efter årsagen, ikke efter virkningen. Var der ingen kunder, ophørte prostitutionen med alle dens forfærdelige skæbner i overmorgen! Det er kunderne, der er årsagen, alt andet er virkninger. Bagmændene (M/K) er efter min mening de absolut ledeste i hele systemet. De er svære at ramme, men uden kunder ville der heller ingen bagmænd være.

- Selvfølgelig er jeg enig med dem, der taler om dette lovforslag: man skal prøve at udforme det i detaljer således, at det bedst muligt hjælper de prostituerede. Altså så det ikke producerer flere sexslaver, men færre. Og hvordan ser de detaljer så ud? Det vil jeg lade fagfolk om - her kan jeg ikke overskue situationen.


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 28.09.2009

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også