29.01.2001 12:00 Age: 19 yrs

Skrevet af:
Walter Wangerin

Jesus fortæller historier

En dag sad Jesus og underviste fra Simons båd. Landet, havet og himlen var klasseværelset, og skarerne inde på land var hans lydhøre elever. Pludselig holdt Mesteren op med at tale. Han sad helt stille, og den eneste lyd var de små bølgers skvulpen mod båden. Folk inde på bredden begyndte at undre sig.

Så rejste Jesus sig og begyndte at undervise igen, men denne gang føltes det ikke, som om han underviste. Han gav sig faktisk bare til at fortælle en historie.

Folk følte sig næsten som små børn igen. De var glade nok for historien, men de var ikke helt klar over, hvorfor Jesus fortalte den, og hvad den skulle betyde.

Jesus fortalte: »Der var engang en bondemand, som gik ud for at så på sine marker. Han kastede såsæden ud, så noget af det faldt på markvejen, hvor fuglene kom og spiste det.

Bondemanden fortsatte med at strø sæden ud, og noget af sæden faldt på klippegrund, hvor der kun er meget lidt jord. Her spirede kornet hurtigt frem, men solen brændte de små nye planter, og de visnede, fordi de ikke havde rødder.

Bondemanden fortsatte med at så, og noget af sæden faldt, hvor der voksede ukrudt. Ukrudtet og kornet voksede sammen, men ukrudtet kvalte det gode korn.

Men bondemanden strøede sæden ud over hele marken, og derfor faldt noget af sæden også i god, næringsrig jord. Dette korn voksede op og gav et godt udbytte – tredive fold, tres fold eller endda hundrede fold.«

Læreren satte sig ned og så ud over skarerne. Båden skvulpede lidt i vandet, folk blinkede en gang med øjnene og så på læreren. Var det enden på historien, eller kom der mere?

Det var enden, for nu rejste Jesus sig igen og sagde højt: »Den, der har ører, skal høre!« Så signalerede han til Simon, at han skulle ro båden ind igen.

Folk spurgte hinanden, hvad Jesus egentlig havde ment med den historie, men ingen forstod det rigtigt.

Selv disciplene forstod det ikke. Da de igen blev alene med Jesus, spurgte de: »Hvorfor fortalte du os den historie? Hvad mente du med den?«

»Det var mere end en historie,« svarede Jesus. »Det var en lignelse. Man kan se på den og nyde den, men hvis man vil forstå dens sande mening, må man se igennem den. Jeg åbner et vindue for jer, så I kan se ind i Guds rige. Bondemanden, sæden og jorden – det danner tilsammen et vindue.«

»Men hvad skal vi se igennem det vindue?« spurgte disciplene. »Hvad betyder lignelsen?«

Jesus forklarede dem så, hvad meningen var: »Sæden er ordet om Guds rige. Når mennesker hører ordet, men ikke forstår det, så er de som den hårde jord på vejen. Den onde kan komme og røve det, der er sået i deres hjerter. Nogle mennesker er ligesom klippegrunden; de tager med glæde imod ordet, men det slår ikke rigtig rod i dem. Når der kommer trængsel og forfølgelser, falder de straks fra, og ordet visner inden i dem.

Ukrudtet er bekymring og kærlighed til denne verden. Det kan kvæle ordet i nogle menneskers hjerter, så det ikke når at bære frugt.

Den gode jord derimod er det menneske, som hører og forstår ordet, og som gør derefter. Det menneske bærer frugt og giver tredive, tres eller hundrede gange så meget tilbage, som man såede.«

Jesus holdt en lille pause og spurgte så: »Kan I se det nu?«

Disciplene nikkede. Ja, nu kunne de se det.

»Så bliv ved med at holde øjnene åbne,« sagde Jesus. 

»Overalt er der vinduer ind til Guds rige. Overalt er der lignelser!

Tænk for eksempel på sennepsfrøet. Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, bliver det et helt træ, så himlens fugle kan komme og bygge rede i dets grene. Himmeriget er som dette sennepsfrø, der i begyndelsen er meget lille, men som vokser sig vældig stort.

Eller jeres fiskenet, Peter og Johannes, tænk på det. Dengang I var fiskere, kastede I det ud i havet og fangede alle mulige slags fisk i det. Når nettet var fuldt, trak I det op på land og satte jer og sorterede fiskene. De gode beholdt I, de dårlige kastede I bort. Det er med Himmeriget som med nettet. For sådan skal det gå ved verdens ende: Englene skal skille de onde fra de retfærdige og kaste de onde i ovnen med ild.«

Igen holdt Jesus en lille pause og spurgte så: »Kan I se? Forstår I det nu?«

»Ja!« svarede disciplene. »Historier, som er andet og mere end historier. Nu kan vi se det.«

»Så er jeres øjne velsignede,« sagde Jesus, »for de ser, hvad profeterne længtes efter at se, men ikke fik at skue. Velsignede er jeres ører, fordi de hører Guds stemme.«


Skrevet af:
Walter Wangerin

Lagt på nettet 29.01.2001

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også