02.06.2017 14:58 Age: 7 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Hvordan har du det lige her?

Lev i nuet, siger man. Men hvad nu hvis vi prøver at leve lige her i de relationer, som er en del af vores liv? 


Vores smartphones, tablets osv. sætter fokus på aktuelle ting overalt i verden, men måske er der mulighed for et andet fokus?

Hvad sker der lige nu?

Jeg læste en klumme, der ikke lige var til at glemme igen. Skribentens analyse af vores samtid er, at vi hele tiden bliver påtvunget et fokus på nu. ”Hvad sker der lige nu?” – vi behøver ikke engang stille det spørgsmål. Alle vores devices leverer konstant svaret på det spørgsmål, hvad enten vi har stillet det eller ej.

Nyhederne fortæller os om nuet overalt i verden. Facebook og andre sociale medier opdaterer os hele tiden på, hvordan venner og bekendte har det lige netop nu.

Hvad sker der lige her?

Klummeskribenten mener, at vi skal flytte fokus til et andet – og vigtigere – spørgsmål: ”Hvad sker der her? Hvad sker der i relationerne mellem mig og de vigtigste mennesker i mit liv?”

Det er ikke sikkert, der er noget nyt eller nu-agtigt over disse situationer. Derfor tiltrækker de måske ikke umiddelbart min opmærksomhed. Men det betyder ikke, at disse relationer ikke er vigtigere end de mange nu'er i cyberspace og på mit sinds skærm.

Et af vores tids store mantraer er at leve i nuet. Oversat til klummeskribentens sprog, vil det nok hedde at leve i her’et. Spørgsmålet er så ikke så meget: ”Hvordan har jeg det lige nu?” som ”Hvordan har jeg det lige her?”

Forskellen er måske, at med her får man også de langtidsholdbare relationer frem på skærmen.. Dem man på sine gamle dage ser som guldklumperne i ens liv. De er der også i dag – men plejer jeg dem? Nyder jeg dem? Giver jeg dem den opmærksomhed, de fortjener?

Den ekstra dimension

Som nutidsdansker synes jeg, at vigtigheden af øget fokus på her tænder mig. Som kristen synes jeg, at pointen får en ekstra dimension. For hvad sker der her i min relation til Gud? De mange nu’er kan bestemt æde mit fokus på menneskelige relationer. Men sandelig også mit fokus på Gud.

Jeg vil prøve at spørge lidt oftere, hvad der sker her i relationen til Gud. Så jeg endnu mere kan nyde den glæde og fred, Gud giver mig. Så jeg endnu mere kan satse på de hints, han giver mig, om hvordan det er godt at leve – også i de nære menneskelige relationer.

Jesus beskrives i Bibelen som den, der aldrig forandrer sig, og derfor får han nok heller ikke meget kredit på 'nu-kontoen'. Han har ikke nyhedens interesse. Men det er fantastisk, at jeg også i dag interesserer ham så meget, at han kærligt følger med i mit liv og tænker om det: ”Hvad sker der her?”


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 02.06.2017

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også