20.12.2001 12:00 Age: 22 yrs

Skrevet af:
Peter V. Legarth

Hvordan er dødsriget?

Når vi dør ligger vi så i dvale i himlen eller er vi i levende live sammen med Jesus og har det "fedt" allerede der?

Ved Kristi genkomst skal de døde opstå. Jorden skal så at sige sparkes af gravene, og de døde vil opleve en legemlig opstandelse. Men dette sker altså først ved Kristi genkomst og ikke ved døden. I tiden indtil da befinder den døde sig i det, der gerne kaldes mellemtilstanden.

Dødsriget er ifølge Bibelen det sted, hvor et menneske befinder sig fra døden til opstandelsen. Dødsriget skal altså ikke forveksles med helvede. Men det er det sted eller den tilstand, hvor alle mennesker, retfærdige og uretfærdige befinder sig indtil opstandelsens dag.

Det er vanskeligt at sige, hvorledes tilstanden i dødsriget er. I nogle tilfælde kaldes døden en søvn. De døde er de hensovede.

Prøv at se disse steder:

- Johannesevangeliet 11,11;

- Apostlenes Gerninger 7,60; 13,36;

- Paulus' 1. brev til Korintherne 7,39; 11,30; 15,6.18.20.51;

- Paulus' 1. brev til Thessalonikerne 4,13-15;

- Peters 2. brev 3,4

Med den talemåde ser det ud til, at tilværelsen i dødsriget kan sammenlignes med en søvn, hvor man altså ikke er ved bevidsthed, men venter på at blive vækket på opstandelsens morgen. Opstandelse kaldes jo også opvækkelse.

Men der er også tekster, der tyder på, at de døde har en klar bevidsthed. Jesus fortæller en lignelse om Lazarus og en rig mand (Lukasevangeliet 16,19-31). I den beretning hedder det, at mennesker allerede umiddelbart efter døden bliver adskilt. Den fattige Lazarus kom til "Abrahams skød", mens den rige mand efter døden "slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes". Der er en dyb kløft mellem de to steder, så at man ikke kan komme fra det ene sted til det andet. Den rige mand er ved bevidsthed og beder Abraham om barmhjertighed.

Paulus antyder det samme, når han i Paulus' brev til Filipperne 1,23 siger, at han "længes efter at bryde op og være sammen med Kristus, for det er langt det bedste". Dermed antyder Paulus, at han umiddelbart efter døden vil opleve et fællesskab med Kristus. Vi har altså to forskellige udsagn om, hvorvidt man umiddelbart efter døden kommer i en tilstand hvor man er i stand til at opfatte omverdenen med sine sanser. Nogle tekster taler om døden som en søvn, andre om døden som en fortsættelse af livet i bevidst tilstand.

Så vidt jeg kan skønne, giver Bibelen os ikke et klart svar på det problem. Der kan rettes indvendinger imod begge to synspunkter. På den ene side skal man passe på ikke at udlede noget af Jesu lignelse, som det slet ikke var meningen skulle uddrages. Vi kan let komme til at overfortolke forskellige elementer i Jesu lignelser. På den anden side kan det også være en talemåde, at døden kaldes en søvn. Det kan være en formildende omskrivning af en virkelighed som har et ubehageligt indhold. Døden kaldes en søvn, fordi den afdøde ligner et sovende menneske. Men pointen er ikke, at den afdøde er i en bevidstløs tilstand.

Der er argumenter for og imod. Det væsentlige er, at de døde er i Guds hånd. De venter på de dødes legemlige opstandelse ved Kristi genkomst. Alle skal opstå. Jesus siger ifølge Johannesevangeliet 5,28-29: "den time kommer, da alle de, der er i gravene, skal høre hans [Sønnens] røst og gå ud af dem - de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom". Det vigtige er ikke, hvorledes situationen er i dødsriget. Det vigtige er at tilhøre dem, der opstår til liv hos Jesus Kristus.


Skrevet af:
Peter V. Legarth

Lagt på nettet 20.12.2001

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym. Hold øje med den grønne bjælke i bunden af siden med en taleboble, der har teksten: "Ønsker du en snak? Vi sidder klar lige nu"

Læs også