22.01.2001 12:00 Age: 19 yrs

Skrevet af:
Nicolai Winther-Nielsen

Gud straffer børn...

I begyndelsen af De ti Bud gives en overraskende begrundelse for at afvise alle andre guder: Gud vil straffe overtrædelse af hans bud på børnene! Det kan nemt misforstås i retning af, at Gud hævner sig på uskyldige efterkommere. Læst i sin sammenhæng med budene og med resten af bibelen er udsagnet dog en vigtig streg i bibelens billede af Gud.

Et vanskeligt udsagn om Guds straf

I 2. Mosebog kap. 20 følges de to første bud om ikke at have andre guder og ikke at fremstille et afgudsbillede op af en barsk motivation. Gud begrunder kravet i sit eget væsen og i sin egen gerning. Han er lidenskabelig og vil i fremtiden enten straffe eller vise godhed mod de kommende generationer. Udfordrende lyder det, at efterkommere rammes af Guds straf over fædres synd.

Tidligere løste teologiske forskere sådanne vanskelige udsagn om Gud med historiske spekulationer. Anstødelige udsagn blev i den seneste videnskabs navn skrællet bort som kluntede, men fejlslagne, senere ‘forbedringer’ af teksten.

I vor tid stoler mennesker dog ikke bare blindt på fagfolks postulater, og mange vil gerne læse bibelen som den står. Men hvad gør man så, hvis teksten tilsyneladende tegner et billede af Gud som en uretfærdig hævner, der straffer uskyldige? Ingen kan dog i længden leve med, at den gode Gud skulle være en lunefuld djævel. Heldigvis er det heller ikke det, der siges her.

Skal læses i sin sammenhæng

Det vanskelige udsagn om Guds straf over efterkommere er ved nærmere eftersyn ikke så problematisk endda. Læser vi nøje efter, føjer udsagnet sig naturligt ind i hvad Gammel Testamente ellers siger om Guds straf over syndere, uden at miste sin udfordrende skarphed. Pointen i 2 Mos 20, 5-6 er nemlig, at Gud er retfærdig, når han straffer syndere, men hans nåde og kærlighed er uendelig meget større.

En mere ordret oversættelse af ordfølgen i vers 5b og gengivelsen af den sidste linje kan være en hjælp (se side 3). Den sidste sætning definerer helt tydeligt, at Gud kun straffer dem, der hader ham. Bestemmelsen gælder bare, når de næste generationer fortsætter i fædrenes syndige spor. Straffen rammer, når efterkommerne så at sige akkumu-lerer synden i de næste slægtsled.

Der er sikkert en naturlig forklaring på at netop fire generationer rammes af Guds straf over familiefaderens synd. Dengang levede fire slægtled ofte under samme tag, og når ulykken rammer storfamilien, rammes alle. Hele huset med alle dets medlemmer kommer til at stå last og brast om husfade-rens synder.

Der er mange andre eksempler på en sådan familie-sammenhæng. Akan og hele familien henrettes i Josva 7, vel fordi hele familien var medvidende og derfor også medskyldige. Præsten i Betel forbød Amos at tale Guds ord, og profeten forudsiger da hans kones prostitution, børnenes død under erobringen og præstens fangenskab og død i det fremmede (Amos 7,17). Til sidst vil Gud ikke længere spare Israel, og her forudsiges så rent konkret hvordan straffen rammer hele familien: far, mor og børn. Noget lignende gælder efterkommerne af den falske profet Shemaja (Jeremias 29,32).

Dette strenge udsagn om Guds straf afbalanceres dog samtidig af en langt stærkere fremhævelse af Guds nåde i vers 6. Den er uendelig meget større og gælder i tusinder af generationer, når mennesker elsker Gud og er lydige mod hans ord.

I sammenhængen i 2. Mosebog 20 siges derfor ikke andet og mere end at kærligheden eller hadet til Gud afgør, om et menneske skal erfare Gud som den straffende eller den nådige Gud. Det påpeges, at dette afgørende valg får følger for efterslægten. Det overraskende udtryk i v 5b rokker derfor på ingen måde ved Guds retfærdighed.

Fire vigtige pointer om Guds straf

Disse grundtanker udfoldes i fire forskellige retninger i resten af Gammel Testamente.

For det første fastholdes konsekvent, at ethvert menneske straffes for dets egen synd. Jeremias slår fast, at enhver skal dø for sin egen synd (Jer. 31,29-30). Både her og i Ezekiel 18,2 afvises et sarkastisk ordsprog om, at børnene uretfærdigt kommer til at undgælde for fædrenes synder. Ezekiel indskærper igen og igen i kapitlerne 3, 18, 33 og andre steder, at en retfærdig, som falder fra, straffes, men en synder, der omvender sig, får lov at leve, og ingen straffes for fædrenes synd.

For det andet bøder børnene dog for fædres skyld, hvis de selv begår endnu værre synder end deres fædre. Gud kan bære over med synden i folket i så mange slægtled, at bægeret så at sige til sidst flyder over. Denne og de forrige generationers synder er nu blevet for meget for Gud.

Allerede i Mosebøgerne siger pagtens bestemmelser om velsignelse og forbandelse, at Israel som følge af ulydighed til sidst kan blive straffet og ført i landflygtighed. Da skal de rådne op ... i deres egen skyld; også i deres fædres skyld skal de rådne op (3. Mos. 26,39).

Gud opfylder forbandelsestruslerne ved Judas undergang. Profeten Jeremias ser denne sammenhæng, da han advarer mod Guds straf gennem død, sværd, sult og fangenskab på grund af det, som ... Manasse af Juda gjorde i Jerusalem (15,4). Kong Manasses afgudsdyrkelse 80 år tidligere får alvorlige følger, da børnebørnene genoptager dem. Ulykken rammer, fordi jeres fædre svigtede mig (16,11), og I har handlet endnu værre end jeres fædre... Jeg viser jer ingen nåde (16,12-13). Det uddybes i fortællingen i 2. Kongebog 23,31-24,7.

Denne tankegang ligger bag formuleringer som Vore fædre syndede ... vi må bære deres straf (Klagesangene 5,7). Samme digt er naturligvis helt klar over at det er selvforskyldt og retfærdigt: Ve os, vi har syndet (5,16). Lignende tanker udtrykkes i Es. 14,21 og 65,7.

For det tredje får straffen over et syndigt folk også følger for den retfærdige rest i folket. Men når de retfærdige kommer til at lide under konsekvenserne af dommen over folkets synd, forstår de syndens altomfattende karakter og søger hjælp hos Gud. I fangenskabet bekender Daniel at de hånes på grund af vore synder og vore fædres skyld (Daniel 9,16). Det kommer endnu tydeligere frem i bodsbønnen i Ezra 9,6-15 i formuleringer som: Lige siden vore fædres tid har vor skyld været stor (v7) og Nu står vi foran dig i al vor skyld (v15).

For det fjerde overgår nåden altid straffen. I tillid til Guds fundamentale kærlighed trods folkets synd kan Moses bede Gud om tilgivelse over det folk, som lavede guldkalven (2. Mos. 34,6 og 9). Det er kun en enkelt generation, der til sidst må uddø i ørkenen (4. Mos. 14). Nehemias kan bede, fordi du er en tilgivelsens Gud, nådig og barmhjertig... så du svigtede ikke (Neh 9,17). Gud er trofast mod dem, der elsker ham (1,5), men vi må bekende synderne som vi israelitter har gjort og også jeg og min fars hus har begået (1,6). Gud er retfærdig i sin dom over os (9,33). Vi syndede trods Guds store godhed (9,35). Nehemias beder om hjælp i tillid til at nådens Gud ser til dem i nøden (9,31-32.35).

Et dybere kendskab til Gud

Set i den bredere bibelske sammenhæng er udsagnet i 2. Mos. 20,5 derfor ikke et problem, men et stærkt udsagn om Guds lidenskab, om hans oprigtige retfærdighed og kærlighed. Overraskende formuleringer kan få os til at se nye dybder i Guds væsen, og dermed også få os bort fra samtidens farlige religiøse forestillinger om Gud.

Guds lidenskab er udtryk for, at han, som har frelst os ud af slaveriet, også har krav på vor fulde kærlighed (2. Mos. 20,2-3). Hvis han ikke lidenskabeligt værnede om sin egen ære, ville han ikke være den retfærdige Gud, som vi kan stole evigt på. At bryde det første bud er en hån mod verdens skaber og forløser, og det har altid følger i samtiden og i eftertiden, i og uden for ens egen slægt.

Slægtssammenhængen i synd og straf kan brydes, hvis børnene omvender sig til Gud (Ez. 18,21-23 og 32). I De ti Bud advares mod at fortsætte fædrenes synd, fordi ingen kan tage Guds evindelige overbærenhed for givet.

Artiklens forfatter er lektor og theol.dr. på Menighedsfakultetet i Aarhus. Artiklen er skrevet til Dansk Bibel-Insituts DBI-posten og lagt på JesusNet.dk med tilladelse


Skrevet af:
Nicolai Winther-Nielsen

Lagt på nettet 22.01.2001

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også