18.01.2012 12:00 Age: 8 yrs
Jørgen Hedager Nielsen

Skrevet af:
Jørgen Hedager Nielsen

Gud er verdens forfatter

Det er fascinerende at høre en forfatter fortælle om livet som skribent. En romanforfatter skaber sit eget univers. Steder, begivenheder og ikke mindst personer skal have deres eget liv.

I min tid på Lohses Forlag mødte jeg Bodie Thoene, som var en af de forfattere, der betød rigtig meget for forlaget. Sammen med sin mand skriver hun romanserier.

"Bodie, du skal vide, at jeg har Ellie med i min bøn hver dag," sagde en læser engang til hende.

"Det er en af de største anerkendelser, jeg har fået fra en læser," fortalte Bodie Thoene. "Når en sød kristen kvinde tager Ellie, som er en af mine romanfigurer, med i sin forbøn, så er det lykkedes for mig at gøre figuren levende."

Efter en lille tænkepause fortsatte hun: "Ellie var også levende for mig, mens jeg skrev, men jeg bad ikke for hende, for det var mig, der bestemte hendes skæbne."

Fra ord til virkelighed

Når amerikanerne skal beskrive den skabende Gud, kan de kalde ham forfatter. Gud forfattede verden, og han forfatter fortsat. Der er noget stort i den tanke. Ligesom Ellie var skabt til at passe ind i sin roman, sådan har Gud skabt mig. Og ligesom forfatteren brugte Ellie til at udvikle handlingen frem mod målet, sådan bruger Gud mig.

Men der er en væsentlig forskel på en romanforfatter og Gud som forfatter. Guds ord er ikke kun aftryk på papir. Hvis Bodie Thoenes ord ikke var kommet længere end til en skuffe, var Ellie ikke blevet til virkelighed andre steder end i forfatterens fantasi. Men Guds ord bliver til virkelighed, uanset om nogen vil "læse" dem.

Lykkelig slutning

Ganske vist siger mange forfattere, at deres figurer ind imellem gør, som det passer dem. Men det er alligevel forfatteren, der skriver romanen og bestemmer, hvordan slutningen skal være. Sådan er det ikke med os, som Gud har forfattet.

Når Gud forfatter et menneske, slipper han det ud i virkeligheden, så det får sit eget liv. Vi har en reel indflydelse på, om der bliver en lykkelig slutning.


Jørgen Hedager Nielsen

Skrevet af:
Jørgen Hedager Nielsen

Lagt på nettet 18.01.2012

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også