03.06.2015 10:50 Age: 4 yrs
Mikael Holst Kongensholm

Skrevet af:
Mikael Holst Kongensholm

Gud er min gartner

Mit liv er ikke ligegyldigt for Gud. Han er levende interesseret i mig. Han er den gode gartner, som ønsker, at jeg skal vokse og ære hans navn med mit liv.

Foto: anitapeppers / morguefile.com

Haven

Det er lige blevet sommer. Tingene er for alvor sprunget ud, blomsterne er på deres højeste og græsset trænger til at blive slået.

Mange af os går i haven. Vi sår, vi vander, vi gøder, vi inspicerer, vi kæler, vi klipper. Vi luger ukrudt væk og jager ubudne fugle bort med fugleskræmsler. Vi nyder processen. Vi ser væksten dag for dag, og ser tålmodigt stikkelsbærrene blive mere og mere modne. Sådan er en god haveejer, sådan er en god gartner.

En god gartner er ikke kun interesseret i slutproduktet; blomsten, bærret eller frugten. En god gartner er også levende interesseret i processen undervejs.  Han interesserer sig for planten og følger nøje dens vækst. Han glæder sig hvis den trives, og bliver bekymret, hvis den begynder at hænge med bladene. Og når høsten endelig kommer, holder han fest.

Den gode gartner

Gud er en god gartner, og den, som er døbt og tror, har på en særlig måde sagt ja til, at Gud må være hans eller hendes gartner. Han er levende interesseret i os. Men ikke kun i slutproduktet; hvad vi engang bliver til. Han er også interesseret i vores liv indtil da.

Han ønsker, vi skal trives. Han ønsker, vi skal sprede velduft omkring os, hvor vi går. Han ønsker, at vi har vores rødder de rette steder og får god næring. Gud er ikke ligeglad med, hvordan vi handler, taler og tænker.

Med vores liv kan vi være med til at ære Guds navn og udbrede kendskabet til ham. Når vi handler, som Gud ønsker - når vi gror i den retning, gartneren leder os, nemlig mod lyset - så ærer vi Gud.


Mikael Holst Kongensholm

Skrevet af:
Mikael Holst Kongensholm

Lagt på nettet 03.06.2015

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også