22.04.2015 15:38 Age: 4 yrs
Line Reckweg Nissen

Skrevet af:
Line Reckweg Nissen

Frihed til ikke at vælge

En snedkersøn i 1815 eller en friskudklækket student i 2015 - hvem har mest frihed? Han som må træde i fars spor eller han for hvem hele verden ligger åben? Svaret er ikke så lige til som vi tror.

Foto: Siri Stafford / Thinkstock

Der er visse ting, som vi i vores vestlige samfund holder meget højt. Demokrati for eksempel. Ejendomsretten, ytringsfriheden, pressefriheden, bevægelsesfriheden, handlefriheden - en hel masse friheder.

Vi har svært ved at definere, hvad "frihed" er, men vi kan nok blive enige om, at det indebærer muligheder, og derfor kommer det til at lægge sig opad at have muligheden for at gøre lige det, man har lyst til.

I lyset af det kommer den kristne Guds frihed til at fremstå lidt radikal. Men før vi når dertil, skal vi lige omkring 1800-tallet.

Frihed til at vælge

En snedkersøn i 1815 eller en friskklækket student i 2015 - hvem har mest frihed? Det må være studenten. Han har verden for sine fødder og et ocean af muligheder. Han ligger ikke under for et fasttømret familiesystem eller en uddannelsestradition, der tvinger ham til at blive tømrer, selvom det ikke er det, han vil. Studenten har frihed til at vælge, det havde tømrersønnen højst sandsynligt ikke.

Valgfriheden er en af de friheder, der bliver prædiket mest. Du bestemmer i dag selv, hvem du vil giftes med. Nogle ekstreme forældre opdrager sågar deres børn androgynt, så de selv kan vælge, hvilket køn de gerne vil være. I frihedens navn.

Men som én, der er vokset op i denne palet af friheder, vil jeg gerne have lov til at komme med et opråb: jeg synes, den endeløse valgfrihed er svær!

På en måde forventes det, at jeg skal gøre mig uafhængig af meninger og forventninger og i stedet udforske friheden. Jeg er så fedtet ind i den tankegang, at jeg fnyser lidt indvendigt, når jeg møder én, der er landmand i 3. slægtled. Er det ikke lidt uopfindsomt, tænker jeg ved mig selv? Den forventning til at opfinde og skabe mig selv i frihedens navn, kan godt gøre det ret tungt at være fri.

Den radikale frihed

"God will make you succesfull but first he'll change your definitions" har en amerikansk præst sagt. I stedet for "succesfull" kan man sætte "free" ind. For Guds frihed ligner ikke denne verdens valgfrihed.

I min optik er friheden at stå i et vejkryds og have muligheden for at gå i alle retninger, men det er ikke Guds optik. For ham ligger friheden i at jeg vælger en vej og overgiver mig til den.

At stå i et vejkryds er ligesom at stå i limbo: jeg kommer ingen vegne, hvis ikke jeg vælger en vej, og dermed vælger de andre fra. Lidt ligesom at svæve i vægtløs tilstand, men sagen er den, at jeg gerne vil lande. Gud har udstukket en vej og inviteret mig ind på den. Her er der noget, der hjælper mig med at træffe mine valg, og som fortæller mig, hvem jeg er, uden at jeg behøver endevende mig selv eller verden.

Vil nogen tænke, at jeg lyder som tømrersønnen fra 1800-tallet, og det er måske ikke helt forkert. Men jeg har selv valgt det. Jeg har valgt, at Gud får lov til at lave mine definitioner, og det er der frihed i!


Line Reckweg Nissen

Skrevet af:
Line Reckweg Nissen

Lagt på nettet 22.04.2015

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også