21.11.2007 12:00 Age: 12 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Forbrydelserne

Det hele startede med Nana Birk Larsens forsvinden. Og i kølvandet på det der snart viste sig at være et mord, rulles adskillige andre små og store forbrydelser op for øjnene af os. Den ene forbrydelse sætter gang i en domino-effekt og tager snart den ene og snart den anden med i faldet. Og bag de mange små og store forbrydelser aner vi, at der ligger en endnu større forbrydelse og venter på at blive afsløret.

Forbrydelsen

Mens vi venter på den forløsende opklaring af mordet på Nana Birk Larsen bliver vi indviet i alle de mange andre lig i lasten Næsten ingen går fri. De bærer alle rundt på lyssky hemmeligheder. Selv de ”gode” i serien dyrker mere eller mindre private forbrydelser i form af svigt, løgne, fortielser og gemene ulovligheder.

Forbrydelsen handler om mange forbrydelser. Om mennesker, som i jagten på at afsløre andres forbrydelser bruger en meget stor del af deres energi på at dække over egne forbrydelser. Det gælder både i samfundets top og blandt sliderne på gulvet. 

Og det er vist ikke kun på film, det er sådan. Gad vist hvilken forbrydelse, der skal til for at afsløre mine små hemmeligheder? Mine små (eller store?) private forbrydelser.

Vi er alle forbrydere 

Alle har syndet, står der i Bibelen. Ingen er rene, ikke en eneste. Vi er alle sammen skyldige. Når den rene sandhed kommer frem om os, så kan ingen af os gå fri. Ingen af os kan undgå den dom som erklærer os som overtrædere af den lov, der forlanger fuldkommenhed. Guds lov. 

Det bibelske menneskesyn har både en mørk side og lys side.

På den ene side er vi mennesker de uhjælpeligt fortabte forbrydere, som står under Guds dom. På den anden side er vi de frie og frelste mennesker, som Guds søn har købt fri fra dommen ved at sone vores skyld.

Men i forholdet til Gud er der ingen forløsning i blot at blive afsløret som den skyldige. I det virkelige liv handler det om at få tilgivelse – om at få en frelser, som kan redde mig fra Guds retfærdige dom over mit liv. Det handler om Jesus.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 21.11.2007

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også