17.04.2007 12:00 Age: 13 yrs
Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Få dig en kamp!

Så er tv-serien Anna Pihl gået på sommerferie. Sidste afsnit indeholdt flere dramatiske "kampe": en kvindelige betjent slog på egen hånd en narkoproducent ihjel, en mandlig betjent måtte gøre op med sin "kæreste", der udnyttede ham uden at elske ham - og den kvindelige hovedperson blev sat i spændingen mellem sin ex- og sin nye kæreste… Jo, livet kan være en kamp - både i tv-serier og i virkeligheden.

Jeg er ved at læse en spændende bog - bestseller i USA (solgt i over en million, godt nok i et stort land, men alligevel…). Den handler om "rigtige mænd" og "rigtige kvinder". Blandt andet handler den om, at vi er skabt til - kamp! Idealet er ikke ro og stilstand og hyggelig underholdning. Vi er skabt til aktivt at kæmpe for det gode - kæmpe imod det onde! Ved at læse den, kom jeg til at tænke på hvordan en hverdag også kan se ud, og så skrev jeg: 

Hverdagens hvide ridder

Som ridder skal der kæmpes

- det siger jo sig selv -

så jeg vil drage sværdet

og slå lidt tid ihjel!

Ifølge bogen kæmpes kampen ikke ved at sidde i sofaen og se tv (ups - jeg har jo lige set Anne Phil, nå, det går nok) - der må engagement til. Bibelen kalder os til kamp - til at kæmpe for retfærdighed og hjælpsomhed og tryghed, kæmpe imod uret og kulde og ensomhed. Og netop i disse kampe opleves det: nu er jeg den, jeg er skabt til at være! Selvrealisation er ikke en selvoptaget kredsen om sin egen lille navle - men at gå ind i kampen! Kampen indeni sig selv, kampen i sin hverdag, kampen på de store politiske og åndelige niveauer. Selvfølgelig gør vi fejl i kampen, selvfølgelig lider vi nederlag. Men den største fejl og det mest sviende nederlag er da at sidde i sofaen og rense sværdet for den cola, vi er kommet til at spilde på det.

Man kunne slutte med Kaj Munk, der mistede livet i kampen mod nazismen:

Du ved det nok, mit hjerte,

du ved, at Gud er stor;

men stor er og hans fjende,

så tit du det erfór.

Velan! Så får du kæmpe

og tro trods fald og brud,

at stor er vel Guds fjende,

men større er dog Gud!


Sprint Aagaard Korsholm

Skrevet af:
Sprint Aagaard Korsholm

Lagt på nettet 17.04.2007

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også