08.02.2007 12:00 Age: 13 yrs

Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

"Du lever kun to gange!"

Internettet er mere end blot et medie. Den - i samarbejde med avanceret software - udvider rammerne for, hvilke fantasier et menneske kan leve ud. Overskriften for denne artikel opsummerer manges opfattelse af, at på internettet kan de gøre hvad de vil uden at stå til ansvar for andre end dem selv. Det er en farlig udvikling - for livet på internettet er lige så virkeligt, som livet i den fysiske verden. Det gælder også over for Ham, som gav os livet.

Flyvetur

En kvinde tager sig en flyvetur i den virtuelle verden

Forleden faldt jeg i snak med en kvinde, som jeg tilfældigt mødte i en bar. Vi talte om løst og fast, og selv om stedets DJ ikke gav den for lidt og der blev gået til den på dansegulvet, så kunne vi sagtens føre en samtale uden at skulle råbe.

Det kunne vi, fordi vi samtalen foregik skriftligt - og det hele foregik, mens jeg sad på min brede bagdel i mit kollegieværelse i Skejby. Flere tusinde kilometer fra Canada, hvor kvinden vistnok var fra. Klubben, jeg besøgte, eksisterer kun på en server et sted i Californien. Det kan godt være, det var gratis at komme ind, men så måtte jeg til gengæld også tænke mig til, hvordan den gratis drink, der blev serveret, smagte. For der findes ikke nogen fysisk adgang til den virtuelle verden, jeg havde forvildet mig ind i. Stedet hedder "Second Life" - det andet liv - og er en af de efterhånden mange virtuelle universer, der er dukket op på internettet.

Stedet har mange lighedstræk med den verden, som vi går rundt i på vores flade fødder til daglig. Bort set fra, at man i Second Life kun har to sanser - til gengæld kan man flyve. Man kan også gå i kirke eller moské, gå på kunstudstilling, deltage i racerløb og rollespil, gå på casino. Eller man kan udfolde sig kreativt ved at bygge huse eller designe tøj. Opfindsomheden er stor. Det er stort set kun fantasien, der sætter grænser for, hvad denne virtuelle verdens beboere kan tilbyde deres medborgere af underholdning og adspredelse. Noget ganske uskyldigt - andet aldeles ikke.

Det ekstra liv

Mens jeg så mig omkring i en af Second Lifes utallige shoppingcentre, hvor man kan få alt (nej, virkelig... alt), hvad en avatars hjerte kan begære, faldt jeg over et udsalg af t-shirts, hvorpå der stod: "You only live twice!". Pointen er klar nok. Der er det første liv - livet i fysiske kroppe - og så er der det andet liv, som er livet i det virtuelle univers. Når man siger: "Man lever kun én gang", er det som regel i forbindelse med en eller anden grænse, der skal overskrides eller noget nyt, der skal prøves, så længe man lever. Med et "ekstra", virtuelt liv udvides rammerne for, hvilke grænser, man kan overskride.

Selv om man kan ikke leve det andet uden at leve det første, så stod det mig rimelig hurtig klart, at de fleste Second Life-borgere foretrækker at holde de to ting adskilte. Deres 'første liv' er lige så hemmeligt for deres omgangskreds i det 'andet liv', som deres aktiviteter i det 'andet liv' er hemmelige for deres omgangskreds i deres 'første liv'. De betragter den virtuelle verden som et sted, hvor normer og fysiske begrænsninger i deres fysiske liv er sat ud af kraft; et sted, hvor de frit kan udleve fantasier og gøre ting, de ikke ville drømme om i deres virkelige liv. De betragter den virtuelle verden, de opholder sig, som et liv, hvor ikke blot tanker - men også handlinger - er toldfri.

Virtuel, ikke uvirkelig

Men det er forkert. Vi har kun ét liv. Det liv, som Gud har skabt mig til at leve. Og i det liv står jeg også til ansvar for, hvad jeg skriver på mit tastatur og hvad jeg lader mine øjne se, når jeg færdes på internettet. De ti bud - og alle Bibelens andre retningslinier - gælder også, når jeg logger på en server et sted i Californien. Eller når jeg deltager i andre former for kommunikation med andre mennesker med internettet som medie.

Jeg har ikke frikort til at svælge i synd, eller se bort fra næstekærlighedsbudet, når jeg færdes på internettet. Som Jesu efterfølger er jeg også kaldet til at være lys og salt for de mennesker, jeg møder der. Hvis jeg bilder mig ind, at den virtuelle verden ikke er virkelig, og jeg kun står til ansvar for mig selv, så bliver det mig, Jesus taler om, da Han taler om saltet, der mister sin kraft (Matthæusevangeliet 5,13).


Skrevet af:
Peter Guldager Dahl

Lagt på nettet 08.02.2007

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

Læs også