19.07.2004 12:00 Age: 15 yrs
Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Alle snakker om vejret

Alle snakker om vejret, men ingen gør noget ved det, sagde Storm P engang. Men jeg er nu alligevel glad for at jeg i forsommeren fik købt mig et nyt regnsæt. Så har jeg dog alligevel gjort noget. For som ordsproget lyder: “Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning”.

Regn 100px

Vi lever i en tidsalder, hvor vi efterhånden har vænnet os til at have kontrol med tingene. Vores samfund er efterhånden så gennemreguleret, at der altid er en eller anden knap, der kan drejes på. Der kan næsten altid gøres noget. Vi indretter os ikke mere efter omgivelserne, forventningerne og vilkårene. Nej, vi sørger derimod for, at de indretter sig efter os. Og det kan der faktisk siges meget godt om. Det er kun sundt og godt at tage ansvar for de ting, som vi rent faktisk kan gøre noget ved! Og vi er i dag ganske dygtige til at gøre noget ved rigtig mange ting.

Derfor virker det også ekstra frustrerende, når vi så står overfor noget, vi ikke kan gøre noget ved. Noget som er udenfor vores kontrol, og som vi må indrette os efter. Som nu fx vejret. Vejret er en meget dominerende faktor for os alle og bestemmer rigtig meget i vores dagligdag. Vejret har endda sine egne daglige TV-shows. Men det kører helt sit eget løb, uden at vi kan gøre det mindste ved det. Vi må nøjes med at trække på skuldrene og trøste hinanden med et andet udsagn fra Storm P.: “Man skal være glad for vejret, så længe man kan trække det.”

Den pessimistiske forfatter til Prædikerens Bog i Det Gamle Testamente siger : “Intet menneske har magt over vinden, så det kan holde den tilbage, og det har ikke magt over dødsdagen” (8,8). Ligesom vi i denne sommer har oplevet, at regn og blæst igen og igen hensynsløst er skyllet hen over os, sådan oplever vi også ofte, at den ene tunge sky efter den anden vælter ind over vores liv og skaber uvejr eller blot trøstesløst gråvejr.

Når det er vejret, som driller os, så kan vi gøre som mange danskere gør i disse uger: flygte sydpå til sol og varme. (Lidt kan vi altså alligevel gøre ved det :-) Men når det drejer sig om livets blæst og gråvejr, så findes den mulighed ikke. Så står ordsproget ved magt: “Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning”. Det vigtigste er egentlig ikke, hvordan vejret er, men hvordan vi er klædt på! Og det gælder også i livet som sådan.

Næste gang jeg sidder og irriterer mig over den silende regn og alt det, jeg ville gøre, hvis solen skinnede, så vil jeg i stedet prøve at tænke på, om det også er sådan, jeg sidder og stirrer mig sur på mit liv. Eller om jeg ikke hellere skulle se at få regntøjet på og komme ud i sommerlandet.

Og så skal jeg ellers til at pakke bilen. Vi tar' sydpå! Ned til sol og varme.


Asbjørn Asmussen

Skrevet af:
Asbjørn Asmussen

Lagt på nettet 19.07.2004

comments powered by Disqus

Samtalerum

I Samtalerummet kan du chatte direkte med en troende og erfaren kristen. Det er helt privat og du kan være anonym.

Når samtalerummet er åbent ser du denne fane i bunden af siden:

No tags in list

Læs også