Jeg vælger lige at hive den her diskussion ud af sin plads i forummet "andre emner" både af hensyn til, at emnet for den her diskussion nok retteligt har mest med kirken at gøre og også af hensyn til, at når jeg går i rette med ordstyreren, vil jeg helst, at det er en anden ordstyrer, der skal sætte mig på plads end den, jeg diskuterer med. Anyway, Grev Lindgren skrev i tråden "forbandelser" følgende, som faldt mig temmelig meget for brystet:

 Citat:
Hvad angår den karismatiske bevægelse, smerter det jeg nu må skrive mig meget, og det gør det fordi mange af mine venner i dag kommer i karismatiske kredse, i Danmark primært i Oase sammenhæng, men for mig at se er den karismatiske bevægelse, i hvert fald i Danmark ikke blevet til velsignelse for Kirken, tværtimod har den skabt læreløshed, kirkesplittelse og ja... kaos, at enkeltpersoner samtidigt har følt sig beriget af bevægelsen hverken eller vil jeg bedømme, men bevægelsens frugter som helhed ser jeg ikke på med positive øjne. I Indre Mission hvor jeg har rod og gang, har mange talt om at den karismatiske bevægelse har fået vores øjne op for andre sider af Åndens gerning, og dette kan have sin rigtighed, men desværre har det afstedkommet mere forvirring end velsignelse, og faktum var og er at i Indre Mission har nådegaverne altid været i funktion, det er ikke noget vi har skullet lære, men noget som har haft sin plads i baggrunden, til gengæld for en forkyndelse om lov og evangelium.

Så ja, vi kan kun være enige om at nådegaver er en god ting, de er jo Gud givet til den enkelte og menighedens opbygning, men nådegaverne er jo ikke essensen af kristendommen, ej heller af menighedslivet, essensen er Kristi død og opstandelse, og for mig at se er dette fokus ikke længere så entydigt som det burde være.


Jeg kommer (ligesom Grev Lindgren) selv primært i IM, men jeg er de sidste ca. 5 år også kommet lidt i Oase sådan på on/off, og jeg kan slet ikke følge de kritikpunkter, som greven her kommer med. For ligesom at holde en vis overskuelighed, vil jeg prøve at tage dem et af gangen:

Læreløshed
At man kan få et billede af den karismatiske bevægelse som læreløs, kan for mig at se kun bero på manglende kendskab. Den undervisning, jeg har fået på de oaselejre, jeg har været på, har hver gang taget et meget klart udgangspunkt i Guds ord, og der blev virkelig gravet i dybden. Ser man på bevægelsen som helhed er det måske mere forståeligt, fordi bevægelsen samlet stikker i mange retninger, men der er ingen tvivl om, at man f.eks. i Oase er lutheranere med hvad dertil hører af luthersk dåbssyn, nadversyn, bibelsyn osv. Tilsvarende har pinsefolkene et reformistisk syn på disse ting. Så læren er der, og det er bestemt ikke mit indtryk, at det er noget, der ties stille med.

Nådegaverne
For nu lige først at få slået en pæl igennem det første udsagn, så nej, nådegaverne har bestemt ikke altid været brugt i overensstemmelse med Bibelen i IM. For det første er det meget påfaldende, at visse nådegaver som f.eks. tungetale, helbredelse osv. er fuldstændig fraværende i de fleste IM-samfund. Jeg har selv på nuværende tidspunkt kommet i IM i 27 år, og jeg har endnu aldrig mødt tungetale i IM, og for den sags skyld heller ikke oplevet, at der har været nogen med en tjeneste med bøn for syge. Det kan godt være, man har haft ok styr på forkyndertjeneste, børnearbejde osv. Men der er stadig store dele af de nådegaver, som utvetydigt nævnes i Bibelen, som ikke er i brug i IM, og som af visse folk i IM slet ikke er velset. Jeg er sågar stødt på nogen, der ville påstå, at tungetale hørte til på bibelens tid, men ikke længere er en nådegave, Gud giver til menighederne. Når så jeg kan tage med på en Oaselejr og opleve, at disse nådegaver er i brug under ordnede forhold i fuld overensstemmelse med Paulus' anvisninger i 1. kor. 12-14, så siger det mig noget om, at alt altså ikke er som det bør være i IM. Og det er da fuldstændig rigtigt, at nådegaverne ikke er det vigtigste i Kirken. Det er og skal altid være Jesu stedfortrædende død for os. Men ikke desto mindre er vi givet disse gaver for at de skal bruges til opbyggelse i troen, til at sprede evangeliet og til at tjene vores medmennesker.

Kaos og kirkesplittelse
Tja, her rammer vi nok lidt en kæphest for mig. For som jeg ser det er IM's største fejl i dag, at den er for angst for at være kirkesplittende, og dermed bliver man i en folkekirke, der bliver mere og mere præget af gudløshed. Så faktisk synes jeg, at hvad det angår er der brug for mere splittelse, så man klart kan se, hvem der står fast på Guds ord, og hvem der ønsker at være kirke for folket og ikke for Gud. Men det pudsige er, at når vi ser på det kirkelige billede, så er det IM, LM og lignende, der lukker folk ude fra deres talerstole, hvis de ikke er lutheranere. Det skaber da væsentlig mere splittelse i kirken, end det gør, når Oase f.eks. dyrker fællesskabet med andre kirker ved at udnytte de ressourcer, der er der til at lære af andre.

Hvad angår anklagen om kaos, så kan man jo også anklage IM for at være faldet for en så stringent holden på formerne, at nådegaver, som Bibelen rent faktisk beskriver, vil være at finde i menighederne, ikke får plads. Dette kan stilles over for, at de samme nådegaver i Oasebevægelsen har en plads, der er givet det i overensstemmelse med Paulus' anvisninger.

Med venlig hilsen

Mark Langdahl