Hva slags dåpsyn har dere?

På forhånd takk!

Selv er jeg for full neddykkelse i vann etter man har blitt kristen for å begrave det gamle livet.

Evangelisk-Luthersk

Fredrik33 skriver: "Selv er jeg for full neddykkelse i vann etter man har blitt kristen for å begrave det gamle livet."

Det er altså ikke vandet der gør det.
Hvis det var det, kunne næste spørgsmål blive: hvor længe skal man så være neddykket, for at det virker tilstrækkeligt?

Hvilke(t) bibelvers bruker man for å underbygge dette synet?

Hvor lenge man er under vann tror jeg ikke har noe å si. Vanligvis pleier man å være kort tid under vann.

Hej Fredrik -

- mit dåbssyn er som følger:

Dåben er et sakramente, dvs. en hellig handling, som alene er udvirket af Gud og ikke behøver at være besluttet af den, der bliver døbt. Det er Guds ord, der lyder ved dåben, som netop derfor er en ren og ufortjent Guds gave.

Ved dåben podes barnet (eller den voksne) ind på det sande vintræ, som er Jesus Kristus. (Joh. 15,5), og får derved Gud til far.

Vi kommer til verden som fortabte syndere, elskede og skabte af Gud. Men først ved dåb og tro på Kristus, går vi ind i Guds rige som hans børn.

Joh. 3,5: Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd.

Når præsten fremsiger dåbsritualet, er det Guds ord, der lyder. (Præsten lægger bare stemme til):

»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«

Evangelisten Markus skriver:
Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Så vil vi nu hjælpe dette barn til hans velsignelse ved at døbe det i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Foruden dåben skal den døbte modtage oplæring i den kristne tro, for at troen kan modnes og vokse, og det er forældrenes/faddernes opgave og ansvar.

Det er mest tydeligt for vore menneskeøjne, hvad der sker i dåben, når der praktiseres fuld neddykning, men det er ikke afgørende for dåbens gyldighed.

Tre håndfulde vand - sikkert også bare tre dråber! - må være nok, men vand skal der være, og Ordet skal lyde!
Ellers kan det næppe være ret dåb.

1. Pet. 3,21: Det vand [hvori Noas ark sejlede, så de otte sjæle blev frelst gennem vand] er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvittigheds pagt med Gud ..

Et yderligere bibelcitat, som understøtter at vandmængden ikke er afgørende, finder vi i Joh. 13,7ff:

Jesus svarede ham: »Hvad jeg gør, fatter du ikke nu, men senere skal du forstå det.«
Peter sagde: »Aldrig i evighed skal du vaske mine fødder.« Jesus svarede: »Hvis jeg ikke vasker dig, har du ikke lod og del sammen med mig.«
Simon Peter sagde til ham: »Herre, så ikke kun fødderne, men også hænderne og hovedet!«
Jesus sagde til ham: »Den, der er badet, behøver ikke at få vasket andet end fødderne, men er ren over det hele.

kristina

Hele Bibelen. Man skal ikke rive vers ud af sin sammenhæng

hej kristina!

"Det er mest tydeligt for vore menneskeøjne, hvad der sker i dåben, når der praktiseres fuld neddykning, men det er ikke afgørende for dåbens gyldighed," skriver du.

Enig, men der er alligevel stor forskel på barnedåben og voksendåb ved fuld neddykning. Af gode grunde har jeg ingen mulighed for at huske noget som helst fra dengang, jeg blev døbt som spædbarn. Derimod er det en meget højtidelig og uforglemmelig begivenhed at blive døbt som voksen ved fuld neddykning. Det ved jeg fra bekendte, der er døbt som voksne.

Med venlig hilsen
hoeg

hej Lutheraner!

Du skriver: "Evangelisk-Luthersk.."

Hvordan defineres "evangelisk-luthersk" - er det en specielt dansk trosretning indenfor Folkekirken, eller er det en international trosretning..?
Jeg har aldrig stillet spørgsmålet og ingen har fortalt mig, hvad "evangelisk-luthersk" er for noget. Jeg antager, at "evangelisk" logisk står for, at de fire evangelier er det helt centrale i den kristne tro. Alt det øvrige i Bibelen er derfor perifert eller sekundært..?
De fleste er formentlig klar over, at luthersk står for reformation og protestantisme. Men hvad luthersk teologi nærmere går ud på, er der ingen, der har forsøgt at forklare. Folkekirken mangler tilsyneladende en informationsafdeling.
Jeg antager, at luthersk teologi primært er baseret på skriftsteder i Paulus' breve. Så vidt jeg ved, går luthersk teologi ud på at skelne mellem den skjulte og den åbenbarede Gud, ligesom Luther også skelner mellem nødvendighed og tvang.

Med venlig hilsen
hoeg

Det er vi enige om.
Barnedåben kan vi ikke huske, men til gengæld kan vi kan være helt sikre på dens gyldighed, fordi den netop ikke beror på den døbtes egen oplevelse og eget valg, men på Guds frelsesløfte.

kristina

Hej hoeg,

- du får lige i forbifarten et par ord om "evangelisk-luthersk":

Ordet evangelisk henviser ikke speficikt til de fire evangelier.
Hele Bibelen handler nemlig om evangeliet, Guds frelsesvilje i Kristus.
Altså både GT (profetisk) og NT (profetiernes opfyldelse).

Og Jesus Kristus er hovedpersonen i hele Bibelen.

Den lutherske lære fremgår af den lille katekismus, som er en del af folkekirkens trosgrundlag.

Men vi burde egentlig ikke kalde os lutherske, for det kan let misforstås, og Luther selv tog afstand fra, at man brugte betegnelsen luthersk, da det jo ikke var ham, der blev korsfæstet for nogen og ikke ham, Bibelen handlede om.

Så han ville, at menighederne skulle kalde sig evangeliske. Han havde blot genopdaget evangeliet og ført læren tilbage til den oprindelige.

Re-formationen er tilbageføringen til "skriften alene", renset for de traditioner, som i mellemtiden var blevet tilføjet af den katolske kirke. Bl.a. aflad, helgendyrkelse og gerningsretfærdighed.

kristina

Kristina skriver: "Så han ville, at menighederne skulle kalde sig evangeliske"

Det er jo netop også dette man kalder dem mange steder i udlandet - f.eks. i de tysktalende lande.


Kristina du skriver et andet sted:

"»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«"

Der betragter jeg ovenstående som det egentlige sakramente


Hvorimod nedenstående vel nærmest er en slags "forklaring" eller "tillæg" som kirken har føjet til, for at vi skal kunne forstå det - men jeg mener ikke det hører til selve sakramentet men nærmere kun er en del af ritualet.
Første afsnit hentet fra NT og andet afsnit er præstens ord.

Evangelisten Markus skriver:
Og de bar nogle små børn til Jesus, for at han skulle røre ved dem; disciplene truede ad dem, men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: »Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres. Sandelig siger jeg jer: Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det.« Og han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.

Så vil vi nu hjælpe dette barn til hans velsignelse ved at døbe det i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Hej Kirkegænger

Missionsbefalingen jo Jesu befaling, så det er ikke hvad man forstår ved et sakramente.

Et sakramente (gr. mysterion) er en hellig handling. Et under.
Et tegn, som udtrykker en guddommelig virkelighed, hvor giveren (Gud) og gavens modtager forbindes.

Afgørende i dåben er, at en handling (fremsigelsen af Ordet) sammen med et ydre synligt element (vandet), udvirker en ikke-synlig, af Kristus selv tilsagt, nådevirkning: at den døbte podes ind på det sande vintræ og kommer til at tilhøre Kristus.

Sakramentet er:
"Jeg døber dig i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn" (ved overøsning med de tre håndfulde vand, én for hver af personerne i Gud).
Og sakramentets nådevirkning er, at den døbte får Gud til far.

Dåben udfrier således fra døden og djævelen og skænker alle, som tror det og bevarer troen derpå, den evige salighed.

Det andet sakramente, nadveren, er på samme måde et synligt element (brød og vin) skænket til hver enkelt troende under fremsigelse af Jesu løfteord:

»Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse".


kristina

Hej Kristina

når du skriver "Missionsbefalingen jo Jesu befaling, så det er ikke hvad man forstår ved et sakramente."

så er det ikke helt korrekt. Dåben er et sakramente i vores kirke, uanset hvordan man ser på den. Den må simpelthen være opstået af Jesu missionsbefaling, den kan ikke være et produkt af Jesu egen dåb, da det jo ikke var ham selv der foretog handlingen. Desuden siger ordene ved dåben jo også dette.

Der findes dog teologer som hævder, at vi egentlig kun har ét sakramente - nemlig nadveren - i den protestantiske kirke.

Hej Kirkegænger - måske misforstod jeg dig - du har ganske ret i, at Jesu dåbsbefaling hører med, men den udgør jo ikke i sig selv sakramentet, som iflg. Luther forudsætter tre ting:

1. Vandet
2. Ordet
3. Guds befaling eller forordning.

Man skal ikke kun se på vandet, som andet vand, men også på Ordet, som hedder Guds Ord, hos og med vandet, og for det tredje Guds vilje og magt, eller hans befaling og indstiftelse.

Det er de stykker, som hører med til dåbens fuldkomne væsen og rette beskrivelse. De skal betragtes sammen og ikke deles eller afskilles fra hinanden, da de til sammen danner en ret dåb. For til et sakramente behøves for det første et ydre håndgribelig tegn eller ting, ved hvilket Gud handler synligt med os, så vi kan være vis på det. Gud vil ikke virke i os uden ydre midler, alene ved hemmelige indgivelser eller særlige himmelske åbenbaringer.

Men ydre handlinger og tegn gælder og udretter det heller ikke alene, hvis hans ord ikke kommer til, så tegnet bliver virksomt og vi forstår, hvad Gud virker i os ved et sådan tegn. Men til dem begge må også komme en guddommelig befaling, hvorved vi i sådan et tegn og ord kan være visse på hans vilje og gerning.

Jeg har aldrig hørt, nogen teologer skulle afvise dåbens sakramente. Véd du mere om det?

Her er lige et link til Luthers uddybende artikel om den hellige dåb, for det tilfælde, at du - eller andre - skulle have tid og lyst ..

OBS: Den er meget mere end alenlang!

kristina

ApG 2:38

"Peter svarede: »Omvend jer og lad jer alle døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave."


Bl.a. ud fra ovenstående mener jeg, at man først skal døbes efter man har modtaget Jesus som sin Herre og Frelser.

Dermed går jeg ikke ind for barnedåb.

Det er svært at sæte alder på hvornår man er gammel nok til at tage det valg. 13-14 års alderen er formentligt passende for en del, men selv blev jeg døbt som 28 årig.


Matt. 3:4-6

"Johannes bar klæder af kamelhår og havde et læderbælte om livet, og hans føde var græshopper og vildhonning. Da drog Jerusalem og hele Judæa og hele Jordanegnen ud til ham, og de blev døbt af ham i Jordanfloden, idet de bekendte deres synder."

Matt. 28:19

Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn


Jeg går ind for hel neddykkelse, da det var hvad Johannes praktiserede, og ordet "døber" i Matt. 28:19 betyder "helt våd" i grundteksten.


Det er vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke ser dåben - eller formen heraf som et meget vigtigt punkt. Visse Lutheranere ville nok stene mig for at gå ind for voksendåb, men jeg mener at uenighed omkring dåb er en bagatel, og der er meget vigtigere ting at være enige om.


Når jeg citerer fra bibelen er det almindeligvis fra Dronningens Bibel fra 1992

hej Jonas!

Du skriver: "Det er vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke ser dåben - eller formen heraf som et meget vigtigt punkt."

Ifølge evangelierne ser det ud til, at du har ret i dette synspunkt. Det er ikke dåbsundervisning, der præger Jesu lære. Så vidt jeg ved, var alle Jesu disciple udøbte, men de blev dog "døbt" med ånd uden brug af vand. Brevlitteraturen af Paulus omtaler ikke missions- eller dåbsbefalingen, ligesom Paulus ikke opfordrer til at gennemføre nogen dåbspraksis. Du eller andre må korrigere, hvis jeg tager fejl.

Du skriver: "Visse Lutheranere ville nok stene mig for at gå ind for voksendåb, men jeg mener at uenighed omkring dåb er en bagatel, og der er meget vigtigere ting at være enige om."

Hvis du levede på Luthers tid og praktiserede gendåb (voksendåb), ville du være i livsfare. Historikere mener, at hundredevis af ivrige kristne, nemlig anabaptisterne, blev indfanget af andre kristne og brændt på kætterbålene.

Det link om dåben, kristina henviser til på lutherdansk.dk, er barsk læsning. Luther omtaler dog ikke forfølgensen af anabaptisterne, men skriftet er en kraftig fordømmelse af gendåb. Så vidt jeg forstår, er Luther-forskere uenige i spørgsmålet, om Luther tog afstand fra forfølgelsen af anabaptisterne.

At dømme efter skriftet på lutherdansk.dk har Luther fuldstændig glemt Jesu ord om, at vi skal tilgive vore medmennesker, hvis vi selv skal tilgives.

Med venlig hilsen
hoeg

Nu var Luther ikke nogen glemsom mand. Det pågældende skrift handler ikke om vort forhold
til vore medmennesker, men om sakramenterne (dåb og nadver).

Om tilgivelse skriver han i Den lille Katekismus:

I den femte bøn beder vi, at Gud vil tilgive os vore synder;
vi bliver på denne jord aldrig så fuldkomne,
at vi nogen dag kan undvære denne bøn.
Vi tilsiger da med det samme Gud, at vi vil tilgive vor næste.

Guds tilgivelse til os kommer forud for vor tilgivelse af vor næste.
Vi skal ikke tilgive vores næste, for selv at blive tilgivet!

Se også 1. Joh. 4,19: Vi elsker, fordi han elskede os først.

Hvis ikke vi først har modtaget Guds tilgivelse og kærlighed, kan vi ikke af hjertet tilgive, ej heller elske.

kristina

hej kristina!

"Guds tilgivelse til os kommer forud for vor tilgivelse af vor næste. Vi skal ikke tilgive vores næste, for selv at blive tilgivet!" skriver du.

Betyder det, at Luther "med god samvittighed" kunne fordømme jøder, muslimer, tyrkere og gendøberne, idet Luther allerede (forud) er tilgivet..? Hvis ja, forekommer dette at være i modstrid med Jesu ord om, at vi ikke må fordømme nogen. I så fald skal vi dømmes med samme dom...
Jeg har aldrig hørt eller læst om, at troende på forhånd, eller forud, er tilgivet. Siger Jesus noget i den retning..?

Med venlig hilsen
hoeg

Ja, Jesus siger noget i den retning, han siger, at den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort.

Netop det var Luthers anliggende: Retfærdiggørelse ved tro. Ikke efter fortjeneste og ikke ved gerninger.

Hans personligheds dynamiske kraft og Guds stærke kald til ham som en reformator, der skulle føre kirken tilbage på Sandhedens klippegrund, ("Vor Gud han er så fast en borg" er hans kendteste salme) var åbenbart ikke forenelig med høvisk tale ..

kristina

hej kristina!

Du skriver:"Ja, Jesus siger noget i den retning, han siger, at den, der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort. Netop det var Luthers anliggende: Retfærdiggørelse ved tro. Ikke efter fortjeneste og ikke ved gerninger."

OK! Så forstår jeg bedre Luthers hadefulde skrifter mod jøder og muslimer. Luther var jo allerede tilgivet og retfærdiggjort ved troen. Derfor havde han ingen betænkeligheder ved for eksempel at anbefale, at oprørske bønder brutalt blev slået ned med stor grusomhed. Jesu ord om tilgivelse og fjendekærlighed havde åbenbart ingen betydning, idet alene retfærdiggørelse ved tro (ikke gerninger, hverken gode eller onde) har betydning for frelsen..?

Med venlig hilsen
hoeg

Hej hoeg


Her sammenblander du lov og evangelium.
Retfærdiggørelse er kun mulig ved tro på Kristus.

Men dette skal ikke misforstås derhen, at syndernes nådige forladelse er det samme som syndernes tilladelse.
Den som tror det, lever ikke sit liv i Kristus, men har stillet sig uden for hans nåde.

Joh. 15,6: Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt.

Luther var som alle os andre en synder, og om synderne er små eller store har ganske rigtigt ingen betydning for vor frelse.

1) Ingen synd er så lille, at man ikke går fortabt, hvis man ikke har modtaget Jesus Kristus som sin frelser og lever i frelsens klæder, som er Kristi retfærdighed.

2) Ingen synd er så stor, at der ikke er tilgivelse at få for enhver, som hører Kristus til.

Jesus siger i Matt. 5,18: Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!

Og fuldkommen er kun den, som er iklædt frelsens klæder: Jesu Kristi fuldkomne retfærdighed.

Joh. 15,3: I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer.
Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig.

kristina

"Retfærdiggørelse er kun mulig ved tro på Kristus. Men dette skal ikke misforstås derhen, at syndernes nådige forladelse er det samme som syndernes tilladelse. Den som tror det, lever ikke sit liv i Kristus, men har stillet sig uden for hans nåde."

hej kristina!

Dit udsagn ovenfor gælder vel også Luther og det, der oplyses om reformatoren i det link, du henviser til (lutherdansk.dk)..? Jeg går ud fra, at Luther selvfølgelig var opmærksom på det, du skriver ovenfor, for eksempel: Jesus siger i Matt. 5,18: Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!
Det er derfor i åbenlys modstrid med Jesu ord om næstekærlighed og tilgivelse, når Luther anbefaler, at de oprørske bønder brutalt og grusomt slås ihjel "som hunde". Årsagen til bøndernes oprør var jo faktisk Luther selv med reformationen budskab om at frigøre mennesker fra kirkens magtapparat.
Det er forståeligt, at Luther også var politiker. Som sådan var han nødsaget til at sige det, de magtfulde venner forventede af ham. Derimod er Luthers angreb på jøder og muslimer for mig at se uforståelige i og med, at disse udsagn er i dyb modstrid med Jesu bud om næste- og fjendekærlighed.

Med venlig hilsen
hoeg

Det har du misforstået.
Denne sag har ikke det mindste med manglende næstekærlighed at gøre, tværtimod, og Luther angreb ingen (kun med ordets sværd!) men appellerede til både bondehæren og myndighederne.

I 1524 var de underkuede bønders oprørsbevægelse vokset i et omfang, som truede med at styrte hele Tyskland i ulykke, og Luther kom med en fredsappel, hvor han anførte, at øvrigheden frem for alt måtte gøre bod og bekende, at den selv var årsag til bøndernes hærgen, og han appellerede til forlig.

Men bønderne ville ikke forhandle. De gik over til grusom selvtægt med omfattende mordbrande, og anarki og borgerkrig truede hele samfundet. (Vi har i vor tid slemme eksempler på tilsvarende tilstande.)

At arbejde på at genoprette ro og orden er dybest set udtryk for barmhjertighed, og i Rom. 13 står der jo også, at ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde.

Hvis du er interesseret i at vide mere om bondeoprøret og/eller om Luthers liv og levned i det hele taget, vil jeg anbefale Svend Lerfeldts Lutherbogen.

Debat om Luthers personlige dyder og laster hører ikke rigtig hjemme her i Café Thomas, hvor debatten er forbeholdt "kristendom og alt hvad der har direkte relation til troen på Bibelens Gud", som der står i Debatvejledningen.

Derimod er debat om Luthers lære naturligvis meget velkommen.

kristina

"At arbejde på at genoprette ro og orden er dybest set udtryk for barmhjertighed, og i Rom. 13 står der jo også, at ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde."

hej kristina!

Det, Paulus skriver ovenfor i Rom. 13, er ikke i overensstemmelse med Jesu ord om, at vi skal elske vore fjender og vende den anden kind til. Fjendekærlighed stemmer i al fald ikke med udsagnet om at "lade vreden ramme dem, der gør det onde.."
Den manglende overensstemmelse mellem Jesu ord og Paulus' betragtninger er dybest set udtryk for, at mennesker er underkastet synden som et livsvilkår, der ikke kan fravælges. Hvis alle, herunder israelere og palæstinensere, ville efterleve Jesu bud om at tilgive hinanden, ville krig og ufred straks ophøre. Der er heldigvis eksempler på, at folk og folkeslag vælger at følge Jesu bud (bevidst eller ubevidst). At det langt fra sker altid skyldes, at synd er et livsvilkår, der ikke kan fravælges.

Med venlig hilsen
hoeg

Jo, det stemmer skam fint.
Se fx.Joh. 2,13f om tempelrensningen.

Retfærdig vrede og straf står ikke i modsætning til kærlighed.

kristina

"Jo, det stemmer skam fint. Se fx.Joh. 2,13f om tempelrensningen."

hej kristina!

Sagkyndige mener, at tempelrensningen var en populær aktion. I Joh. 2,13 oplyses ikke noget om "retfærdig vrede og straf"..?
Hvorfra har du, at "retfærdig vrede og straf står ikke i modsætning til kærlighed"..? Tidligere har du ofte henvist til, at kærligheden er magtesløs. For mig at se hænger dette ikke sammen med "retfærdig vrede og straf"..?
Så vidt jeg forstår evangelierne, kom Jesus ikke for at straffe, men for at frelse syndere, idet Gud elsker alle mennesker. Som jeg forstår det, er Gud altså ikke vred på mennesker. Guds vrede er rettet mod synden og det onde.

Med venlig hilsen
hoeg

Kilde?

hoeg: Sagkyndige mener, at tempelrensningen var en populær aktion.
Palvig: Kilde?

hej Palvig!

Evengelierne er kilden, idet der intet oplyses om, at nogen gjorde modstand ved tempelrensning hverken øjeblikkeligt eller senere. Troende jøder (de fleste) var åbenbart enige om, at tempelpladsen var blevet til et larmende gedemarked, der ikke var passende for Guds hus. Blandt almindelige folk var Jesus en meget populær person og prædikant. Rygtet om ham løb i forvejen, så mange folk kunne forsamles for at høre og se Jesus. Det blev som bekendt for meget for præsteskabet, der besluttede at myrde Jesus.

Med venlig hilsen
hoeg

Farisærerne var i hvert fald ikke glade for det. De traf jo senere beslutning om at få ham myrdet.

Der har forhåbentligt været nogen der synes om det, men jeg mener ikke man kan kalde det en populær aktion.

At Jesus var populær og interessant skyldes jo miraklerne. Det trak naturligvis folk til.

Hej hoeg
Evangelierne kan da ikke være en kilde så?
Jeg har lagt mærke til, at du meget ofte drager konklusioner ud fra, hvad der ikke står skrevet!

Joh. 21,25:
Der er også mange andre ting, Jesus har gjort; hvis der skulle skrives om dem én for én, tror jeg ikke, at hele verden kunne rumme de bøger, som så måtte skrives.

kristina

hej kristina!

Du skriver: "Evangelierne kan da ikke være en kilde så? Jeg har lagt mærke til, at du meget ofte drager konklusioner ud fra, hvad der ikke står skrevet!"

Jo, evangelierne er her en udmærket kilde - og du har jo ofte belært mig om, at bibeltekster skal ses i en helhed (kontekst).
Det oplyses i evangelierne, dog i anden forbindelse end tempelrensningen, at de gejstlige myndigheder tøvede med at arrestere Jesus. Forklaringen er den enkle, at myndighederne frygtede uroligheder med folkekrav om at løslade Jesus. Den slags kunne blive pinligt for de jødiske myndigheder.
Hvis Jesus var et "almindeligt menneske", der øvede hærværk på tempelpladsen, ville han sandsynligvis blive pågrebet af tempelvagterne. Det skete ikke og jeg mener, at det har gode begrundelser.

Med venlig hilsen
hoeg

Ja, OK!

kristina