Kære meddebattører

der har været lidt stille i min tænkehat, men så satte jeg mig i aften for at læse Indre Missions Tidende, imens jeg ventede på at bollerne i køkkenet hævede..

Temaet for nummeret 21. marts 2010 er Stilhed med Gud.

Og jeg læste først artiklen med præsten Henrik Højlund, hvor han fortæller om sin stilletid med Gud, om hvordan han bl.a. tænder et stearinlys og en røgelsespind og læser en bibelsk salme.

På bagsiden af IMT stod der "Man kan lige lukke øjnene", som en kvinde ved navn Heidi fortæller om, at hun gør, når hun beder til Gud.

Det var meget interessant begge dele, og der var meget at prøve af selv, synes jeg - og så var der en rigtig rar genkendelse i Heidis fortælling om de lukkede øjne! Jeg havde glemt at jeg selv på den måde meget lettere kan fokusere på Gud i bøn, og at det netop for mig (og altså også for Heidi og sikkert mange andre) virker så fint og er så enkel en metode til at lukke alt andet ude.

Jeg sanser Gud meget meget stærkere og bedre, når jeg har lukkede øjne. Tit hører jeg musik samtidig, og det er ikke altid salmer og sange der handler om Gud og kristenliv. Men når jeg så lukker øjnene, lige der, midt i hverdagen, så virker det bare så fint. Så kan jeg bare sanse Gud så meget mere end ellers, og det kan man sige kræver jo ikke det vilde af mig.

Nu fik jeg lyst til at dele denne lille oplevelse med Jer, og jeg synes bare det var så sjovt at på allersidste side af IMT fik jeg påmindelsen om, hvordan det med bøn ikke behøver være besværligt, tidkrævende eller noget kun de ekstra fromme kan finde ud af. Det er for os alle. Vi skal bare finde hver vores måde, og der er det tit en hjælp at høre hvordan de andre gør.

Så altså her kommer det jeg vil spørge om: Har I lyst, vil jeg gerne høre hvordan I samler tankerne omkring at bede, når I vil være i samtale med Gud?
Beder I bønner skrevet af andre, læser I en salme fra Salmebog eller Bibel, eller tænder I stearinlys og beder Fader Vor ? Eller hvad som helst. Alt kan jo i princippet gøres og bruges, kan det ikke..?

Med venlig hilsen
tau

Hej tau

Jeg har personligt haft, og har stadig problemer med at samle tankerne når jeg beder. Tit ender det med, at jeg ligger i min seng og, at de lukkede øjne får mig til at falde i søvn i stedet for at samle tankerne.

Men jeg har et par måder at bede på, som virker for mig. Jeg plejer at knæle ved min sengekant, folde mine fingre omkring et kors, lukke øjnene og bede.
Ellers har jeg boet et sted, hvor de dissideret havde et rum til bøn, hvilket var helt fantastisk at bruge. Jeg overvejer at lave, ikke et rum, men et hjørne med samme funktion. Der skulle både ligge en bibel, manakorn og lys så der var mulighed for at gøre det man var mest i stemning for.

Da jeg i starten skrev, at jeg havde problemer med at bede, tror jeg det er fordi, jeg syntes bøn er så uhåndgribeligt. Jeg har vildt svært ved at få det til at virke konkret, og det er derfor, tror jeg, at jeg bliver nødt til at gøre mine ritualer omkring min bøn så konkrete. Jeg ved ikke om der er andre der har det på samme måde som jeg?

Guds velsignelse Michael Nygaard

Jeg plejer at være meget konkret i min bøn. Men det gør jeg mest, for at det hele ikke flyder ud. Så
1) jeg beder Fadervor igennem
2) jeg beder for mine venner og de problemer som jeg kender til
3) jeg beder for de ting, som står i de bønnekalendere jeg har.

ikke nødvendigvis i nævnte rækkefølge.

Jeg er også begyndt at bruge at lægge mig på knæ. Jeg synes det gør min bøn mere seriøs. Jeg er ihvertfald ikke i tvivl om, at jeg er i gang med at bede.

Under bønnen prøver jeg også at lytte. Men jeg gør det ikke til en kæmpe øvelse at lytte. Jeg tænker, at det med at høre Guds stemme kommer af, at man drager tæt på ham. "drag tæt til mig, så vil jeg drage tæt til jer" står der et sted i Bibelen.

Det er lige netop det jeg kæmper med. At vide at jeg er i gang med at bede. Jeg gør hvad jeg kan for at fortælle mig selv, hvad det er jeg er i gang med.

Michael

Hej Michael Nygaard

jo, det der med at det er svært at samle tankerne under bøn, kender jeg godt.
Det er for mig svært, fordi Gud ikke altid taler så tydeligt, at jeg ved, det er Hans tale. Tit er det mine egne tanker og meninger og oplevelser, der fylder, og så prøver jeg at høre/mærke efter, om Gud også siger noget. Svært at bevare kontakten og koncentrationen, måske fordi jeg føler at Gud ikke rigtig deltager. Så virker det lidt tomt og nytteløst måske.

Så jo, jeg tror det er det samme vi taler om. Det er så uhåndgribeligt.

Jeg er begyndt at starte med at tænke: Tak, (Gud), at du altid hører mig.
Jeg mener det er hvad jeg har hørt Jesus sige i en film engang, men om det direkte står i Bibelen ved jeg ikke. Men det virker for mig, så jeg føler mig mere sikker på, at Gud er med, at Han deltager i det der foregår netop lige dér hvor jeg vil tale med Ham.

Du kan tro jeg synes det lyder godt med at ligge knælende med et kors i hænderne og bede. Det har jeg også brugt i perioder. Jeg har også haft en bedekæde i hænderne nogle gange. Det er der meget snak for og imod, men det virkede for mig til at jeg følte, at jeg holdt fast om "telefonrøret". Ikke at jeg ikke kunne bede uden kæden, men altså ja.. håber du kan se, hvad jeg mener.

Jeg kender en der har boet i et munkekloster. Der havde de et kapel, hvor de bad dagens bønner osv., og jeg tænker, hold da op, tænk at have et helt rum, et særligt et hvor der bedes. Både en person ad gangen, og fælles bøn. Det må være SÅ lækkert. Så jeg kan sagtens følge dig i hvor godt det var, det sted du boede hvor der var et bederum!

Mvh. tau

Hej tau .. godt spørgsmål? Hvordan gør man? Hvordan beder man?
For de fleste troende er det nok ikke noget problem.
Men jeg synes det er svært!

Mine tanker myldrer - bare at bede Fadervor er ikke let for mig, for tit og ofte griber jeg mig i at tænke på noget andet imens ...

Jeg er nemlig i stand til at tænke mange tanker samtidig, nogle langsomme, andre hurtige. Fint nok - men det ville være helt rart, hvis jeg også kunne lære at tænke på én ting af gangen!

Men trods vanskeligheder lykkes det mig alligevel at bede og holde andagt et kvarters tid eller længere hver morgen. Jeg har så meget at bede om, og så meget at takke for ...

Det er en stor hjælp for mig at læse andagtsbøger, og jeg har gang i 3-4 stykker for tiden, foruden Bibelnøglen, http://www.blr.dk/default.asp?PageL1_ID=3&PageL2_ID=7 som jeg er så glad for, og som jeg efterhånden er blevet rimelig disciplineret i at følge, dag for dag.

Når jeg er træt og stresset og ikke kan finde ord, bruger jeg somme tider andagtsrummet, http://jesusnet.dk/andagtsrum/ - og skriver mine bønner! - så har jeg lettere ved at samle tankerne. Og Gud kan læse, det er jeg sikker på!

Men jeg fornemmer ikke Guds nærvær - jeg er født helt uden noget religiøst gen - er ateist af natur, og kristen af overbevisning: Jesus Kristus er mit liv.

Derfor var det mig en trøst i sin tid at læse Leif Andersens "Ateistisk andagtsbog", hvori han bekender, at sådan har det også! - jeg troede ellers i årevis, at jeg var den eneste kristne ateist i hele verden!

Men jeg er efterhånden blevet helt tilfreds med ikke at være "religiøs", for så er jeg helt uafhængig af åndelige oplevelser. Erfaringer af Guds indgriben i andres og mit liv har jeg masser af, men ikke altså ikke åndelige/psykiske oplevelser af Gud selv.

Bortset fra mine morgenandagter beder jeg masser af gange dagen igennem - bare korte hurtige bønner - for dem, jeg lige kommer til at tænke på - og for mig selv, når jeg ikke kan finde mine nøgler eller har brug for hjælp til alle mulige andre småting!

Så jeg selv ville nok ikke have gavn af et særligt bederum - jeg kan lige så godt bede til Gud når jeg står i Netto-køen og får medfølelse med et grædende barn, der ikke må få en Marsbar, .. eller med kassedamen, når hun ser træt og trist ud og ligner én der har brug for forbøn ..

Men mest af alt ligger det mig på sinde at bede om, at Guds Ånd må åbne deres hjerter for Jesus, så de kan lære ham at kende, tage imod hans frelse og opstå til evigt liv.

kristina

Jesus siger om bøn;

Når i beder, så lad ikke munden løbe, som hedninge gør, fordi de tror, at de bønhøres for deres mange ord. Dem må i ikke ligne. Jeres Fader ved hvad i trænger til, endnu før i beder Ham om det.
Derfor skal i bede således;
Vor Fader, du som er i himlene......

Jeg har for vane at gøre netop det; at lade munden løbe.. og hvorfor? Ovenfor står jo netop beskrevet alt hvad jeg behøver at sige, fordi Gud allerede ved hvad jeg/vi trænger til.
Er det mon fordi jeg alligevel ikke stoler nok på Ham, vil jeg sikre mig at Han ikke glemmer nogen eller noget som er vigtigt for mig? Somme tider tager jeg mig selv i at gentage mig selv igen og igen, som om jeg ikke er sikker på at Han hørte mig første gang. Men hvis Gud kun lytter til de ting som jeg husker at sige i bøn og ikke til det usagte jeg bare tænker på, gør jeg jo mig selv meget, meget magtfuld - så styrer jeg Gud.
Nej jeg må lære at stole på Ham i mit hjerte - der hvor han kigger ind og vende mine egne ord ryggen, for min Fader ved hvad jeg/vi trænger til.

Hilsen Angela

Hej Angela

tak for at du deler din erfaring med os andre.

Det her kender jeg også godt lidt til.

Godt nok så beder jeg ikke med enormt mange ord, for jeg kan tit bare godt li´ at sanse Gud.
Dog kender jeg til det du skriver om at vi tit tror, at vi MÅ huske at bede for alle dem vi kender, som om at ellers passer Gud ikke på dem. Som om Hans rækkevidde er afhængig af, at vi bærer de mennesker til Ham.

Jeg tror det er godt at tænke på, at det meget (men ikke kun) er for vores egen skyld, når vi laver bedelister (som nogen kan li´ at gøre) og ligesom lister de mennesker op, som vi vil bede for.
Gud husker alle sine børn uanset antallet af forbønner.

Så når vi selv føler, at vi vil tænde lys for en vi holder af, når vi føler det ligger os på sinde at bede for netop ham eller hende, så er det godt at gøre det, for det kan give sjælefred at vide, at nu har vi lagt vedkommende i Guds hænder (selvom jo at Gud godt selv kan handle uden forbønner).

Og så huske på, at bøn bare altid er godt, fordi det skærper vores opmærksomhed på Gud og styrker det bånd der er imellem Ham os os.

Mvh. tau

Hej Tau.

Faktisk bruger jeg også bønnen som skrifte tid. Jeg ved godt at Gud kan se lige igennem mig og udemærket ved hvad jeg har fortrudt og er ked af, men det hjælper mig at sige det højt - at stå ved det jeg har gjort.
Katolikkerne bruger præsten til dette formål, men jeg går den direkte vej.
Min personlige bøn og skrifte betyder at Gud for mig ikke er en fjern skikkelse, men en som står mig nær og ved alt om mig.

Det er ikke let at lade være med at plapre - nærmest umuligt og een af de ting jeg ofte må be om tilgivelse for igen og igen.

Angela

Hej Angela,

jeg kommer her med et par sene kommentarer til dit indlæg. Og tak for at du fortæller om din personlige bøn og skrifte.

Du skriver, at katolikkerne bruger præsten til at bekende deres synder for.

Jeg vil gerne lige fortælle, hvordan jeg har oplevet netop det, i den del af den danske katolske kirke jeg kender til:

Min skriftefader som firmede mig sagde, at han virkelig, virkelig indtrængende ville opfordre os konvertitter til, at vi fra starten af vores liv som katolikker brugte den enestående mulighed, som fejring af Bodens Sakramente er.

Vi var alle til skrifte i påskeugen på en endags miniretræte i klostret, før vi blev optaget Påskenat i klostrets kirke. Det var meget, meget befriende, og selvom jeg følte mig akavet og ret sårbar, så var det en god oplevelse, som den skred frem.

Jeg valgte de ting ud, som jeg syntes var de mest syndige, og så fortalte jeg dem en ad gangen. Præsten gav mig så nogle tanker han havde omkring det, og nogle gode råd om, hvordan jeg kunne anskue de ting både set bagud, og også om at undgå dem fremover. Det var rigtig fint.

Han gjorde mig opmærksom på, at når man bekender synder (enten det så er for Gud, eller via præsten for Gud), så er det afgørende at man ikke tænker/siger: Men jeg gjorde det jo fordi at jeg ikke kunne andet, osv. osv. osv.
Det løser meget mere op i sindet og kroppen, hvis man kan stå ved sine synder i stedet for at prøve at gøre dem mindre end de er ved at sige, at man ikke havde andre valg eller ikke vidste hvad man havde gang i.

Og det råd har jeg taget til mig, eller jeg har forsøgt! Det er rigtigt, er min erfaring, at når man ikke prøver at skyde skylden på andre, eller på omstændigheder, så bliver det også større at vide sig tilgivet.

Nå, men udover det som her blev en længere beretning, vil jeg sige, at jeg er sikker på, at katolikker der bekender deres synd foran præsten, også gør det når de er alene.

Der ud over kommer den fælles syndsbekendelse ("Jeg bekender, for Gud den almægtige, osv. osv.") hver søndag i messen i kirken. Der fortæller man ikke noget menneske om sin synd, men man er bevidst om at man har syndet, og det bærer hele menigheden frem for Gud, og præsten beder om Guds tilgivelse på menighedens vegne.

Men du har lært mig noget, og det er det med at sige højt, hvad man har lavet af rod og ulykke. Det tror jeg er en rigtig god måde at blive bevidst om de svigt og synder vi begår i vores hverdag. På den måde undgår man også, tror jeg, at feje dem ind under tæppet og prøve at bortforklare eller skyde skylden væk fra sig og hen på andre eller på omstændighederne.

Så mange tak. Håber ikke jeg keder dig med så lang en beretning om det katolske.

Mvh. tau

Hvordan jeg beder?

Jeg har to forskellige metoder. Den første metode er nok den mest 'simple'. Den foregår om aftenen, efter jeg er gået i seng. Jeg lukker øjnene og fokuserer på Jesus, takker for alle de gode ting i mit liv, sætter ord på nogle af alle de problemer man går og føler i livet, beder om tilgivelse, beder om at få velsignet venner og familie og dem som har det svært, og så beder jeg ham vejlede mit liv og fortæller ham at jeg er sikker på at han nok skal passe på mig og føre mig i den rigtige retning. Til slut beder jeg fadervor. Det tager gerne et kvarters tid i alt.

Den anden måde er mere meditativ. Jeg sætter mig ned og fokuserer på mit åndedræt. Jeg slapper af og får mine tanker til at falde til ro. Når jeg føler den indre ro retter jeg mit indre blik imod Jesus og Gud. Jeg forestiller mig Jesus for mit indre blik og forsøger at mærke hvad han siger til mig. Pointen her er et holde tankerne i ro, og ikke forsøge at sætte ord på hvad der foregår, men i stedet 'bare' mærke. Når det er overstået så føler jeg altid en dejlig indre ro, og tillid af at Jesus er hos mig. Jeg ved godt det ikke er helt normalt at gøre sådan, og det kræver også lidt længere tid og øvelse, men personligt får jeg meget ud af det.

I øvrigt synes jeg også at det ville være super med et dedikeret rum i hjemmet til at bede - og min meditationsbøn. Men desværre bor jeg i en 2-værelses med kone og datter, så pladsen er for trang til den slags

Hej Raz

det lyder rigtig spændende - tak for at du fortæller os andre om det.

Jeg bruger også åndedrættet til meditativ bøn. Enten med Kristus bønnen (indånding: Herre Jesus Kristus, udånding: forbarm dig over mig), eller til som du også skriver at "se" Jesus, og lytte til hvad Han siger.
Det er som regel også sådan at jeg føler mig omsluttet af Gud imens og bagefter, og sjældnere at jeg føler at jeg har fået en konkret besked, men det sker. Som regel handler det om at jeg ser noget der er sket tidligere på dagen eller for længe siden, i et nyt og klarere lys.

Mvh. tau

Det er ikke fordi jeg har bedt i voldsomt lang tid. Som jeg har skrevet andetsted så er jeg vendt tilbage til Kristendommen for nyligt. Jeg oplever faktisk ikke at Jesus direkte taler til mig på noget tidspunkt, og heller ikke under min meditation. Til gengæld føler jeg med sikkerhed en tilstedeværelse under min bøn, både af den ene og anden slags.

Det skal da også nævnes at jeg er begyndt at sige fadervor flere gange om dagen. Det kommer spontant over mig at jeg pludseligt tænker på Jesus og Gud, og vupti så kommer fadervor altså frem Men det er meget spændende at læse om hvordan andre håndterer deres bøn, så også tak herfra for at i deler jeres oplevelser.

Hej Raz

det er bare fantastisk at læse det du skriver!

Når jeg beder og/eller mediterer, oplever jeg nogle gange at Gud overtager bønnen. Så er det ikke mig der siger ord eller styrer retningen, men Gud.

Og imens er jeg i en lyksalig tilstand, hvor jeg bare "ser" Gud, og alt andet er væk.
Bagefter tænker jeg om det, at "jeg har set ind gennem vinduet til Himlen, Guds himmelske Rige".

Jeg bliver fyldt af en stor taknemmelighed og ydmyghed over for Gud, fordi Han sandelig kan gennemstrømme os mennesker med al sin kærlighed og kraft, og bryde igennem ned til vores liv her på jorden.

Det er så vildt at få lov til at opleve den slags.

Mvh. tau

Jeg er helt enig i det med at føle ydmyghed. Nogengange kan man sidde tilbage med en helt fantastisk følelse i kroppen og tænke "Yes!" (i mangel på bedre ord). Efter sådan en oplevelse føler man virkeligt at man kan klare hele verden. Jeg må indrømme at jeg dog som regel også altid får en lidt anden følelse når den første vilde oplevelse fortager sig.

Jeg kan til tider godt ærgre mig på andres vegne fordi at de ikke åbner sig op for den slags oplevelser. Her taler jeg om alle de mange venner og familiemedlemmer som jeg har der ikke er religiøse. Hvis man bare kunne lade dem få samme oplevelse en enkelt gang. Men jeg håber at Gud har en plan for hvordan også de skal få den oplevelse en dag - det er i hvert fald mit håb