Menu
Hvem er online
0 registrerede () og 3 gæster online.

Statistik
2619 Brugere
23 Fora
7463 Tråde
119489 Indlæg
JesusNet anbefaler
Retningslinier for deltagelse på Café Thomas Debatten
For at dialogen og miljøet på Café Thomas Debatten kan være så konstruktiv og værdifuld som mulig, vil vi bede om at disse retningslinier bliver fulgt:

Læs Netiketten
Læs Netiketten en gang imellem. Den beskriver, hvordan en god dialog mellem mennesker bør foregå. Overvej om netiketten passer til den måde du deltager i debatten.

Tjek vores hjælpe-sider
På vores hjælpesider finder du en række af de mest almindelige spørgsmål om hvordan man debatsystemet fungerer og hvordan man får mest ud af det. Har du spørgsmål eller brug for hjælp, kan du skrive et indlæg i forummet Ris, ros og hjælp.

Lyt til ordstyrerne
Ordstyrerne på Café Thomas Debatten (dem med røde eller grønne navne) er for de flestes vedkommende frivillige medarbejdere, som bruger deres fritid på at skabe en god atmosfære på Debatten. De er ikke udvalgt efter, hvem der har de rette meninger eller den rette uddannelse osv. Det er blot mennesker, som har udvist en engageret og loyal interesse for Debatten på en måde, som redaktionen har tillid til. Lyt til dem og vis respekt for deres afgørelser og anvisninger - også selvom du ikke er enig med dem.

Kontakt ordstyreren privat
Vi ønsker at have en god diskussion, med så lidt fokus som muligt på ordstyrerne. Hvis du finder et indlæg uacceptabelt, så orienter ordstyreren privat. Du kan enten bruge funktionen "Orienter ordstyrer" (næstsidste ikon nederst i indlægget), eller skrive en privat besked. Du kan se, hvilken ordstyrer der har ansvar for det aktuelle forum øverst i forumoversigten.
Hvis du mener, at en ordstyrer eller administrator har taget en urimelig beslutning eller forsømt at gribe ind, hvor det var pågrebet eller du på anden vis føler trang til at klage, skal du rette direkte henvendelse til Kefas, der er ledende administrator - det gør du enten via PM eller via e-mail – vi ønsker ikke diskussion eller kritik af en ordstyrers eller administrators dispositioner åbent i forummet.

Husk at være gæst
Det er en god idé at tænke på dig selv som gæst i et hjem hvor ordstyrerne er værter. På JesusNet.dk vil vi gerne i dialog med mennesker, der har en anden opfattelse af livets store spørgsmål end vi har. Men vi vil også fastholde at JesusNet er et kristent forum baseret på en evangelisk-luthersk bibelforståelse og derfor forbeholder os ret til at gribe ind overfor dem som ikke respekterer dette.

Vær åben og nysgerrig
Formålet med JesusNet er, at missionere for troen på Jesus Kristus ud fra en evangelisk-luthersk forståelse af kristendommen. Derfor ønsker vi ikke mission på Café Thomas for andre trosretninger - heller ikke ateistiske. Café Thomas er for alle, som kommer med en åben og nysgerrig indstilling til det kristne budskab. Det betyder at vi forbeholder os ret til at afvise de indlæg som repræsenterer en fastlåst afvisning af Bibelen og den kristne tro.

Diskuter ikke andre religioner eller personer
Lad være med at bruge Café Thomas til at diskutere andre religioner eller personer. Debatten er et forum for debat om kristendom og alt som har direkte relation til troen på Bibelens Gud. Ikke et sted hvor vi nedgør eller hænger andre trosretninger ud.

Hold dig til emnet
Formålet med debatten på Café Thomas er at skabe dialog omkring Jesus Kristus. Derfor skal dit indlæg altid kunne rummes indenfor et eller flere af følgende stikord: Bibelen, tro, Gud og Jesus, kirke, kristendom og etik.

Skriv kort, klart og præcist
Hold dig til hovedpunkter og skriv i et sprog, som alle kan forstå. Fagvidenskabelige udtryk og indlæg, der forudsætter akademisk indsigt, hører ikke hjemme på Café Thomas.

Undgå meget lange emne-tråde
Lange tråde med mange indlæg er ofte svære at overskue. Overvej derfor om ikke du evt. skal påbegynde en ny tråd med henvisning til den tråd du blev inspireret af. Lange tråde på mere end 100 indlæg vil blive lukket eller delt op af ordstyrerne, hvorefter debatten henvises til at fortsætte i nye tråde.

Brug emne-feltet
I stedet for bare at bruge samme emne som det forrige indlæg, så hjælper det en del på overskueligheden at ændre emne-feltet/overskriften så den passer til det du faktisk skriver om.

Brug ikke Debatten som opslagstavle!
Debatten er ikke beregnet til indlæg, hvis primære formål er at annoncere eller gøre reklame for arrangementer, hjemmesider eller andre tiltag, som ikke har med JesusNet.dk at gøre. Den slags har ordstyrerne lov til at slette. Hvis der er arrangementer og lignende, som du mener er af interesse for Café Thomas' brugere, så send en besked til Kefas via PM eller e-mail .

Kopier ikke lange tekster
Hvis du har fundet en artikel, som du gerne vil diskutere, kan du henvise til den med et link. Lad være med at kopiere hele artiklen ind i dit indlæg. Dels fylder sådanne artikler en masse, og dels kan der opstå problemer med loven om ophavsret.

Giv selv udtryk for din egen mening
Når du henviser til noget andre har skrevet, eventuelt via et link, skal du føje dine egne kommentarer til. Det kan ske ved at fremhæve pointen i artiklen eller ved at kommentere indholdet i det du har henvist til. Det er her vigtigt at gøre opmærksom på hvad der er dem pågældende artikelforfatters mening og hvad der er din egen mening, ellers opstår der nemt misforståelser.

Du behøver ikke at besvare alle indlæg
Du har ret til selv at vælge, hvilke indlæg du besvarer. Hvis en anden bruger af en eller anden grund ikke vil besvare et af dine indlæg, skal du ikke chikanere vedkommende ved hele tiden at henlede opmærksomheden på dette indlæg. Omvendt bør du altid være parat til at stå til regnskab for de holdninger du selv har givet udtryk for.

Sletning af profil
Du kan til enhver tid anmode om at få slettet din profil, hvorved alle oplysninger, du har indtastet i din profil, slettes fra siden. Vi gør imidlertid opmærksom på, at indlæg, du har skrevet, ikke slettes, selv om du får din profil slettet. Ved anmodning kan dine indlæg dog efterfølgende anonymiseres, så dit brugernavn ikke fremgår.

Opdateret: 15. april 2011


| Sitemap | Til toppen© 2001-2013 Indre Mission. Ansv. redaktør: Peter Guldager Dahl. JesusNet.dk må citeres efter aftale. Alle henvisninger til siden er velkomne.
Silkjær