så er jeg der igen - midt i tvivlen og anfægtelsen og hvad det nu alt sammen hedder så flot.
jeg troede at jeg endelig havde fundet "fred med Gud". Men igen kan jeg ikke forstå det hele. Igen oplever jeg at jeg efterhånden er ligeglad med om jeg kommer i himlen. Igen har jeg ikke tillid til Gud og tålmodighed til at lytte, fordi... "hvorfor skulle jeg læse om og lytte til noget der ikke passer?"
jeg har lært at jeg ikke selv kan tro på Gud, men at troen er en gave. "se på troen og troen svinder, Se på Jesus og troen vinder". I know. Men hvordan modtager man denne gave? og hvordan ser jeg på Jesus?
- Ved at læse i bibelen og høre hans ord.
Men hvad nu hvis jeg ikke har overskud til det? Hvad nu hvis jeg er så irriteret at jeg ikke gider det?•hvad nu hvis jeg bare er så gal at jeg ikke får læst i bibelen lang tid eller får hørt Guds ord lang tid? Hvad nu hvis jeg bliver ligeglad med det hele? - hvad nu hvis jeg er det allerede?
Har Gud lovet mig at han vil holde fast i mig, og at jeg ikke skal holde fast i ham? Hvordan foregår det rent praktisk? •Jeg har før været bange for at blive forhærdet, eller vælge Gud fra. For det kan man jo - med sin frie vilje.
Hvordan kan det så passe at Gud holder fast i mig? hvordan kan jeg være sikker på at jeg kan udholde et helt livs kriser, tvivl og anfægtelse og så nå til himlen? Jeg synes bare ikke jeg er stærk nok til at blive ved med at kæmpe for min tro... det er lige som om jeg ikke gider mere... et eller andet sted gør jeg nok, ellers ville jeg nok ikke skrive et indlæg her.
Hele humlen for mig er nok at jeg har svært ved at se mine egne synder. Jeg påstår ikke at være syndfri, for jeg ved godt at jeg begår sådan nogle småsynder. Jeg har også hørt om arvesynden og det der "hul som kun Jesus kan fylde ud"... men jeg synes bare ikke det er så slemt. Det kan ikke få mig til at råbe i angst og nød til Verdens Skaber om tilgivelse... fordi jeg ikke synes det er så slemt.
Så hvad skal jeg gøre? skal jeg gå ud og synde, så jeg kan mærke at jeg har gjort noget forkert, og så håbe at Jesus ikke kommer igen før jeg igen er "vendt om"/har bedt om tilgivelse?
og tør jeg stole på at jeg får "vendt om" i tide? Det er jo et sygt spørgsmål men jeg vover det alligevel: Hvis jeg nu "følger synden", jeg som har sagt ja til Jesus en gang før, flere gange, hvis jeg gør det... holder Gud så fast i mig? Bliver jeg så stadig frelst?•forstår I mig?
Min ligegyldighed skræmmer mig... lidt. jeg skriver lidt, fordi jeg er ligeglad...
Undskyld hvis det er for mærkeligt og uforståeligt.•venlig hilsen

Ps. selvom jeg skriver at jeg er ligeglad, så vil jeg gerne have hjælp alligevel! For det er jo hele mit livs fundament jeg tvivler på. Hele min omgangskreds jeg ville "miste" hvis jeg ikke var kristen mere...

Kære tvivler!

Tak for dit brev. Du skriver flere gange, at du er ligeglad. Jeg betvivler ikke, at det er sådan du føler dig, men det er vanskeligt at få øje på. På mig virker dit brev, som om, du er alt andet end ligeglad. Jeg fornemmer, at du har meget du slås med, men det er ikke muligt, at læse ud af dit brev, hvad det er.

Det ovennævnte gør også, at det er meget vanskeligt, at give dig et svar. Det er nemlig meget vanskeligt at blive klar over, hvad du konkret ønsker svar på.
Det er helt ok, at du har skrevet, også selvom det måske ikke er så let for os, at besvare. Det er nemlig vigtigt, at prøve at sætte ord på ens tanker og følelser. Om ikke andet, så for sin egen skyld, for det er en måde, at finde frem til, hvor problemet ligger.

Min fornemmelse er, at dine vanskeligheder ikke er noget, du er rendt ind i her og nu, men at det er noget du har kæmpet med over en længere periode. Måske er der sket noget i dit liv, som skaber den vrede, som du taler om.
Alle disse ting, kan det være meget vanskeligt at få fat omkring, og måske ikke mindst i en anonym spørgekasse. Min første opfordring til dig, er derfor, at hvis du mener det alvorligt med dit spørgsmål, at du finder en person, som du kan tale med. Det skal være en person, som du har fortrolighed til, og som ikke lader sig påvirke af, at du måske ikke er tilfreds med svaret.

Du spørger også, om du skal følge synden. Jeg ved ikke, hvad det du beder mig om. Er det grønt lys til, at slå mennesker ihjel eller røve en bank?
Uanset hvad, så er det aldrig nogen god ide, at følge synden. Vores store problem er desværre bare det, at vi har så meget lyst til det som Gud kalder synd (bagtalelse, pengebegær, løgn, fråseri o.s.v.), så synden alt for let overrumpler os. Ja, som du selv skriver, der er arvesynden, som bevirker, at synd, ikke bare er noget jeg gør, men noget som er en del af mig.

Du synes ikke, at det er så slemt, det du gør. Det gjorde morderen heller ikke, han havde kun slået en ihjel og kendte flere der havde slået mere en 10 ihjel. Alligevel er et drab et drab, og bliver straffet som sådan. Synd er synd og bliver straffet som sådan, eller du bliver frelst af Jesus.

En ting er, at du ville miste dit sociale netværk og kristne venner. Det skal du nok komme over. Det er langt alvorligere, at du mister forbindelsen med Jesus. Uden Jesus, er der intet håb om frelse, for der er ikke nogen anden, der har givet sit liv for os.

Med håb om, at du gør alvor af, at finde en god kristen vejleder at tale med.
Hilsen
Jørgen Bloch