Håber I lige kan forklare mig dette :)I Mattæus -Evangeliet kap. 27 vers 46, siger Jesus " Min Gud, Min Gud, Hvorfor har du forladt mig .

Men det kan ikke passe at Jesus har mistet troen på sig selv,men hvordan hænger det så sammen ?

VH Randi

Hej Randi,

Prøv at læse Salme 22... det er den Jesus citerer fra, og han har sandsynligvis bedt den i sin helhed.

Salmen beskriver den menneskelige følelse at være forladt og forkastet af Gud. Oplevelsen af uretfærdigheden... at Gud åbenbart ikke griber ind. Følelsen af at Gud er langt væk.

Diskussionen om hvorvidt Gud rent faktisk forlod Jesus og hvad dét overhovedet betyder, er jeg ikke rigtig inde i.

Mvh. Steffen

Det er, for mig, et kæmpe billede på, at Jesus er 100% menneske, med menneskelige følelser!

Efter Jesu død sker Jesu opstandelse og Hans himmelfart som for mig, er et billede på, at Jesus er 100% Gud!

Og som Steffen L siger, så citerer Jesus en salme, som igen beskriver den afmagt et menneske kan have. Den følelse af at Gud er væk. Gud er ligeglad. Gud har forladt os.

Den følelse sidder rigtig mange mennesker med. Men ved at se videre, ser vi at Gud ikke forlader os! Han viser os nåde.

Kærligst Carrie

Hej Randi.

Jesu forladthedsråb på korset er ikke et udtryk for, at han har mistet troen på sig selv, men det er rettet til Faderen, som har forladt ham.
Nogle undrer sig over, hvordan han kan sige sådan, hvis han selv er Gud, men som Carrie også siger, er han også 100% menneske - og som menneske har han en Gud.

Det er også rigtigt, at han citerer Sl. 22, som Steffen nævner, men jeg er overbevist om, at det drejer sig om langt mere end blot, at det føles, som om Gud er langt væk: Han har virkelig forladt sin Søn.
Jesus er i vores sted blevet gjort til synd (2.Kor. 5,21) og gjort til en forbandelse på korset (Gal. 3,13) - og derfor må den hellige Gud Fader vende sig bort fra ham og lade dommen og vreden ramme ham, for at vi ikke skal rammes af den, når vi tror på ham.

Mvh. Anne.

salme 21 var det vidst

Men når Jesus bad Salme 22 i sin helhed, så har han ikke bare udtrykt følelsen af desparation, men også bedt de sidste 13 vers, hvor vi først hører en håbefuld bøn til Gud om hjælp og til sidst en lovprisning af Gud, som faktisk svarede og greb ind. Det synes jeg svarer rigtig godt til det, der skete langfredag: Gud greb ind i menneskenes historie og vendte vores ondskab mod hans søn til vores frelse. Gud har ikke forladt os, selv ikke når det ser allermest ud til det.

mvh
Nikolaj

Hej Anne

Mener du at han kun er menneske lige der og ikke Gud, eller blot at han har overgivet sig 100% til sin mennnneskelige del. Jeg har dog lidt svært ved, at se Jesus kun som menneske lige der, fordi hvordan kan han lige lave den deling af sig selv.

VH Randi

hej Anne!

At "Jesus er i vores sted blevet gjort til synd og gjort til en forbandelse på korset", som du skriver, tror jeg, skal opfattes meget bredt.

Tusindvis af mennesker er blevet henrettet på kors og på mange andre grusomme måder, ligesom utallige mennesker har udstået al anden lidelse gennem tiderne. For at kunne forstå en lille brøkdel af dette tror jeg, at Gud som allestedsnærværende er deltager i alle slags lidelse, idet Gud på den måde har inkarneret sig i sine skabningers tilværelse. Det må være sådan, at Gud kan udfri os fra det onde. Jeg ved ikke, om der er bibelsk dækning for dette synspunkt - eller det er fritænkeri.

Med venlig hilsen
hoeg

Heeej

mine umiddelbare tanke er, at Jesus både var gud og menneske(det er vist kun Gud der kan det), gennem hele hans liv her på jorden. altså han levet sit liv lig som dig og mig (hvis vi altså var fra dengang) hvilket gjorde ham menneske. men samtidig var/ er han Gud som helbredte og lavet store mirakler.
Der vor Jesus hænger på korset og siger "Matthæusevangeliet, Kapitel 27 v46 Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?"
der refererer han til Gud Fader, og jeg tror at Gud Fader har forladt ham, for at han kunne få den ultimative straf. Nemlig både kraftig psykisk (det er meget hårdt at miste sin far og sin Gud) og fysisk afstraffelse. en straf som kun Gud Faders egen helige søn kunne påtage sig. fordi Han er Gud, som blev menneske for din og min skyld.

Guds Fred til jer alle

Tak for alle jeres meget gode svar De er hermed taget med i mine tanker, mens jeg lige læser det igen. Det Jesus gik igennem for vores skyld er på mange måder en stor kærligheds erklæring. En ret utrolig ting...

VH Randi

Jeg synes, at der er stor trøst at hente i Jesu ord på korset.

Som både Gud og menneske var Jesus i stand til at føle samme smerte, angst og forladthed som vi mennesker, og netop hans lidelser understreger, hvor meget han ofrede sig for os på korset.

Det er en stor trøst at vide, at Gud selv har været dér, hvor man føler sig forladt af Gud.

Det er så nemt at føle Guds nærvær i de lykkelige stunder; men når man rammes af modgang, sygdom eller dødsangst kan det være svært, og så kan man måske oven i sorgen blive angst for, at ens tro ikke er stærk nok.

"Din tro har frelst dig" - ja, men hvis min tro svigter, når livet bliver for svært, vil Gud så svigte? NEJ, for så er der trøst at give og hente i Jesu ord på korset: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"

Gud har i Jesu skikkelse selv følt angst,fortvivlelse og forladthed, så han forstår, at et menneske kan komme så langt ud.

Gud har selv været dér, hvor Gud ikke synes at være.


venlig hilsen

Kirsten S

Hej Randi.

Nej, han deler ikke sig selv der, han er stadigvæk lige meget den 2. person i guddommen, som henvender sig til den 1. person i guddommen.
Men man kan måske sige, at i nogle af de ting, Jesus gør og siger, er det særligt hans guddommelighed, der viser sig. I andre særligt hans menneskelighed. Men han er lige meget Gud og menneske på én gang hele tiden.

Fx der, hvor Jesus stiller stormen på søen. Han ligger og sover i båden (meget menneskeligt!), og så vækker disciplene ham, fordi båden er ved at gå under. Så rejser han sig og taler til stormen, der så lægger sig - det gør han som Gud, der har magt over skaberværket.
Eller der, hvor Jesus taler om, at han og Faderen er ét. En klar henvisning til hans guddommelighed. Det får jøderne til at tage sten op for at stene ham - som er et menneske, der kan stenes.
Og den Jesus, der meget menneskeligt græder ved Lazarus' grav, er den samme, som kalder ham til live igen, som Herre over liv og død.
Og tilsvarende: Hans ord på korset om, hvorfor Gud har forladt ham, er udtryk for, at han er et menneske og som sådan har en Gud. Men udelukker ikke hans egen guddommelighed.
Håber, det giver lidt bedre mening.

Mvh. Anne.

Hej Hoeg.

Det er rigtigt, at mange er blevet korsfæstet i tidens løb. Men det særlige ved Jesus er, hvem han er, nemlig den syndfrie Guds søn, og kun sådan kunne han bære verdens synd. Det kunne alle de andre korsfæstede ikke.

Til det sidste, du skriver, det ved jeg ikke helt, jo Gud er allestedsnærværende og således også nær ved alle, der lider, men jeg er ikke helt sikker på, hvordan udtrykket "inkarneret" skal forstås i den sammenhæng.

Mvh. Anne.

Hej Anne

Tak for dine super gode svar, det giver betemt mening :)og virker jo helt logisk når du beskriver det. Tak for det.

VH Randi

Hej Randi.

Selv tak, jeg er glad for at det kunne bruges.

Mvh. Anne.

Hej Randi,

Jesus var i en svær situation hvor han oplevede stor lidelse som han måtte bære alene. Det fik ham til at udbryde "Min Gud, hvorfor har du forladt mig"? Men selvom det var hårdt så mistede han på ingen måde troen sådan som nogle der kun så tømmermandens søn troede:



Selvom opgavens sværhed fik ham til at skælve så gennemførte han tværtimod sin guddommeligt pålagte mission med stor tro. Det var forud planlagt gennem Faderens vilje at Han skulle bære byrden alene i dette øjeblik, og derfor havde Faderen for et øjeblik vendt sig fra ham. Det måtte ske på den måde for ellers ville sonofferet for verdens synder ikke være gyldigt. Lidt efter sagde han da også, som et vidnesbyrd om at han havde bevaret troen: "Det er fuldbragt!"

Han havde ligesom os andre handlefrihed og kunne have valgt at handle anderledes. Som han sagde til den ubesindige Peter da denne forsøgte at forsvare sig med fysisk magt imod dem som ville arrestere Frelseren:



Men han gennemførte sin mission. Han kunne have bedt Faderen om at udfri sig, men havde han gjort det så ville det være fordi han havde mistet troen og så ville sonofferet ikke være blevet fuldbragt. Han sagde til Peter:



Menneskesønnen måtte give sit liv for at sone for verdens synder.

Jeg bærer mit personlige vidnesbyrd om at han er Guds Søn, verdens Frelser og Forløser. Jeg ved det uafhængigt af noget andet menneske, gennem hans Ånds vidnesbyrd til min sjæl. Vi skal alle, hele den menneskelige familie, engang frem for hans domstol og dømmes efter vore gerninger (Johs,åb. 20:13) efter hvordan vi har valgt at leve vort liv.

Med venlig hilsen
John

Hej Buus.

Nej man kan ikke sige, at Jesus mistede troen. Men han blev forladt af Faderen under hans vrede, for at vi ikke skulle blive det, hvis vi tror på ham.

Mvh. Anne.

Hej Anne,

Ja, det er fantastisk. Han bar det selv.

Mvh
John

Jeusus bar vel ikke sin lidelse selv, han havde jo troen på hvorfor det var nødvendigt at leve sit liv som menneske her hos os. Er jeg helt forkert på den ?

VH Randi

Hej Randi.

Jo, det kan du godt sige. (Eller, jeg ville måske hellere sige, at han vidste, hvad der var nødvendigt til vores frelse, og det gjorde han så.) Men jeg tror heller ikke de to ting er modsætninger.

Det, han vidste, ville nytte for at frelse os, det var netop det, at han selv bar vores synder og Guds vrede - i stedet for at lade os bære det, hvis det kun var retfærdigheden, der skulle gælde, og ikke nåden.

Håber det giver mening.

Mvh. Anne.

Hej Anne

Det giver mening, Tak

VH Randi