Det er umuligt at skelne ondt fra godt, medmindre man har et ubegrænset referencepunkt, som er absolut godt. Ellers er man som en båd på havet en overskyet nat uden et kompas (dvs. der ville ikke være nogen måde at skelne syd fra nord uden kompasnålens absolutte referencepunkt). Det ubegrænsede referencepunkt til at skelne godt fra ondt kan kun findes i Gud, for kun fra Gud kan der udstrømme en definition på noget, som er absolut godt. Hvis Gud ikke eksisterer, så findes der heller ikke nogen moralske absolutter, med hvilke vi kan bedømme noget (eller nogen) som værende ondt/ onde. Mere præcist kan vi sige, at hvis Gud ikke eksisterer, findes der ikke nogen ultimativ basis, på hvilken vi kan bedømme kriminelle gerninger.

Eftersom ateismen er benægtelsen af eller fraværet af troen på Gud, hører man ofte ateister sige, at der intet rigtigt og forkert er, at alle moralske principper ultimativt set er relative, således at vi kun relativt kan sige, at noget er rigtigt eller forkert, godt og ondt. Lad os kigge lidt på konsekvenserne af sådant et synspunkt.

(1) Konsekvenserne af sådant et synspunkt er selvfølgelig farlige. I ateismen bliver moral til konventionelle regler. Derfor hvis ateismen er sand, bliver det umuligt at fordømme krig, undertrykkelse eller forbrydelser som værende objektivt forkerte. En given handling, lad os sige incest, er måske ikke biologisk eller socialt fordelagtigt, og i menneskets historie er det blevet tabu, men i følge ateismen er der intet virkeligt moralsk forkert i at voldtage nogen. Hvis moral, som mange ateister siger, bare er skikke, dvs. noget som visse kulturer tager til sig i tidens løb, så er den nonkonformative, som vælger at bryde med moralen ikke mere moralsk forkert på den, end at man kan kalde ham ukultiveret. I en sådan kultur vil man heller ikke kunne ophøje retfærdighed, sandhed eller kærlighed som værende gode. Det ville virkeligt ikke betyde noget, hvad vi vælger, for der er intet rigtigt eller forkert i sådant et samfund. Moralsk godhed og ondskab eksisterer ikke. Med andre ord kan vi sige, at konsekvenserne af ateismen er, at vi ikke virkeligt er berettiget til at sige, at nogen har gjort noget moralsk forkert eller ondt. Dette åbner selvfølgelig muligheden for, at al mulig adfærd vi normalt betragter som værende ondskab kan blive betragtet som ikke værende ondskab. Fx kan man dræbe en masse uskyldige mennesker og påstå, at dette i virkeligheden ikke er ondt, men at det bare er andres mening, det er ondt. Og omvendt, hvis nogle udfører alle mulige former for gode aktiviteter, så er vi i virkeligheden ikke berettiget til at kalde det godt.

(2) Hvis ateismen er sand, så skal man ikke stå til regnskab for sine gerninger. Selv hvis der var objektive moralske værdier i ateismen, så ville de være irrelevante, fordi der ultimativt set ikke er noget, man skal stå til moralsk regnskab overfor. Hvis livet ender i graven, så gør det ingen forskel, om man har levet som en Stalin eller en helgen. Som den russiske skribent Dostoyevsky korrekt sagde: "Hvis der ikke er nogen udødelighed, så er alting tilladt.” På grund af den endelige død, så er det egentligt ligegyldigt, hvordan du lever. Så hvad siger man til én som konkluderer, at vi lige så godt kan leve for vores egen selviske interesser, leve som vi lyster for vores egen nydelses skyld? Måske ville ateisterne sige, at det er i hans egen selvinteresse at optage en moralsk livsstil. Men dette er tydeligvis ikke altid sandt. Vi kender alle til situationer, hvor moralen ryger til fordel for selviske ønsker. Det kaldes fristelse. Derudover, hvis man er tilstrækkelig magtfuld, som en Ferdinand Marcos, eller en Papa Doc Duvalier, eller selv en Donald Trump, så kan man stort set ignorere samvittighedens diktat og leve i ren selvtilfredstillelse. Selvopofrende handlinger er specielt malplaceret i et ateistisk livssyn. At ofre sig for en anden person ville kun være dumt. Således gør fraværet af et moralsk regnskab i den ateistiske filosofi moralske værdier som medfølelse og selvopofrelse til tomme abstraktioner.
 
På pseudo-videnskabelig vis forsøger ateisterne ofte at retfærdiggøre filosofien om, at alle moralske principper er relative. Ofte forsøger de dette ved at sige, at de vil ønsker at bringe nogen absolut sandhed eller Gud på banen, men at det på samme tid ser det ud til at være brugbart i det menneskelige samfund at sige, at visse ting er dårlige og stigmatisere dem som voldtægt, mord, tyveri etc. Og det ser også ud til at være brugbart at sige, at visse aktiviteter er gode fx at give velgørenhed eller at praktisere selvkontrol, så man ikke gør alt, hvad man føler behov for at gøre, det øjeblik man føler behov for at gøre det.”

Somme tider forsøges deres filosofi også retfærdiggjort ved at postulere, at vi som oplyste mennesker kan indvillige i en social kontrakt, og at vi kan se, at det faktisk er i vores egen interesse at gøre dette, således at vi som mennesker kan enes om at kalde visse ting for gode og andre for onde.

En anden teori går på, at menneskeheden som en kollektiv genpulje, har en fælles interesse i at opretholde denne genpulje, at vi har et naturligt instinkt til at bevare vores art, og hvis vi ikke havde dette instinkt, så ville vi ikke være her i dag. Det viser sig derfor, at evolutionen så at sige udvælger bestemte typer adfærd, som vi kalder godhed og straffer visse typer adfærd, som vi kalder ondskab, og derfor bør vi respektere disse medfødte instinkter, som har bevaret vores art indtil nu. Vi skal altså ifølge denne teori fortsætte med at kalde visse ting henholdsvis gode og onde, eftersom de tilsyneladende medvirker til artens overlevelse.

Så enten ved hjælp af forskellige social-videnskabelige teorier om sociale kontrakter, antropologiske eller evolutionistiske teorier om en overlevelsesbaseret klassificering af aktiviteter som gode eller onde forsøges forskellige sofistikerede intellektuelle teorier at rette op på den skade, de intellektuelle har forårsaget ved at benægte sjælens og Guds eksistens. Det er et forsøg på både at have mel i munden og blæse på samme tid. Et forsøg på både at have den materialistiske fornøjelse ved at fornægte Gud og sjælen og etablere sig selv som skabelsens centrum og samtidig nyde godt af alle religionens moralske fordele ved at fabrikere sofistikerede teorier om, hvad man anser som værende moralsk adfærd.

Fordi Krishnabevægelsen er en åndelige bevægelse, er det forudsigeligt, at vi vil opponere mod disse teorier. Lad os kigge på det:

For det første: hvis vi argumenterer, at vi som en art har en fælles interesse i at overleve, og at vi derfor skal fortsætte med at kalde visse aktiviteter, der er henholdsvis fordelagtige og ufordelagtige for videreførelsen af vores genpulje, gode og onde, så kan vi ultimativt sige, hvis vi vil følge dette evolutionseventyr, at vi som mennesker har udviklet os til et punkt, hvor vi nu kan overveje filosofi, vi kan være rationelle, vi kan diskutere ting, og vi ved nu, at det intet andet er end et eventyr. Vi kan stille spørgsmål, vi kan fx spørge: bortset fra værdien ved at præservere os selv som en art, er der så virkelig nogen objektiv værdi? Fordi, når alt kommer til alt, så kan man stille spørgsmålstegn selv ved værdien af selvpræservering. Selvpræservering kan ikke være en absolut værdi, for man skal først være noget værd, før det det er noget værd at præservere én. Med andre ord er værdien ved at præservere noget kun tilstede, hvis tingen man ønsker at præservere i sig selv har en værdi. Ting der ikke har nogen værdi, er der ingen grund til at præservere. Det er derfor mennesker har opfundet sådanne ting som papirkurve, lossepladser, affaldscontainere og delete-knapper på computere. Fordi der er visse objekter, som ikke synes at have nogen iboende værdi, er der tilsyneladende ingen værdi i at præservere dem. Så for at sige, at der er en værdi i at præservere menneskearten, skal man først kunne demonstrere, at der er en værdi i at mennesker overhovedet eksisterer. Men hvis der ikke er noget absolut godt, så kan værdien ved at præservere mennesker allerhøjst være relativ, hvilket betyder, at det slet ikke er en objektiv værdi. Det er kun en værdi fra visse synsvinkler (det er betydningen af relativ). Og fra andre synsvinkler er der slet ingen værdi i det overhovedet. Og derfor er værdien i at præservere mennesker slet ikke en objektiv værdi. Det er bare et eventyr, som nogle folk fortæller dem selv. Så på dette grundlag er vi stadig efterladt med den uundgåelige konklusion, at sådanne teorier om præserveringen af genpujler etc. ikke kan lede os til et objektivt faktum, der siger, at der er nogen værdier overhovedet, at der er nogen virkelig godhed og ondskab i verden. Og faktisk, hvis vi vil være ærlige omkring dette og følge evolutionseventyret til ende, så kan vi studere andre livsarter og konkludere, at de fleste af dem overhovedet ikke er demokratiske. Der er tilsyneladende mange andre arter der overlever fortrinligt, på trods af de ikke har interesse i demokrati og menneskerettigheder.

Så hvad vi her kommer frem til er, at hvis vi prøver at retfærdiggøre visse moralske principper som at være venlig mod andre mennesker, hjælpe dem der er svage i stedet for bare at massakrere dem og konsumere dem, eller respekt for ens forældre, velgørenhed, tålmodighed, tolerance – alle disse kvaliteter som vi gerne vil besidde eller retfærdiggøre, så risikerer vi, at de måske vil forsvinde i en teori, der siger, at moral bare er en måde at overleve på. For det vil måske vise sig, at alt det, vi anser for værende moralsk korrekt adfærd faktisk er upraktisk, at det faktisk forhindrer udviklingen af en meget robust genpujle. Fx hvis vi havde et system, hvor man skulle kæmpe for at overleve, hvor vi tog de svagere artsfæller, små babyer, der tilsyneladende havde nogle defekter eller var syge, og simpelthen skaffede dem af vejen, så kunne man argumentere, at dette ville skabe en meget mere robust og livskraftig genpulje.

Så det er åbenbart, at vi ikke kan få alle de moralske værdier, vi ønsker vha. en eller anden antropologisk teori om, at vi hellere må fortsætte med at kalde visse ting gode og onde, fordi det er praktisk for vores arts overlevelse. Det var én pointe.

En anden pointe angår de sociale kontrakter. Naturen af kontrakter er, at vi bare kan beslutte at undlade at overskrive dem. Hvad gør man med folk, der bare ikke vil underskrive kontrakten og siger: ”Well! Du synes måske, at hvis alle er enige om at være flinke ved hinanden, så vil alle være gladere” Men dette synspunkt blev forkastet for ca. 2400 år siden af en græsk filosof, der diskuterede dette med Sokrates. Han argumenterede: ”Selvfølelig! Denne type kontrakt, hvor alle er enige om at være flinke overfor hinanden er meget gode for de svage mennesker, for de er tabere. Så for de svagere er det en storartet handel, for de ville have tabt, de ville være blevet trampet ned at de mere hårdføre artsfæller. Men for de stærkere er det en dårlig handel. For de stærkere, som rent faktisk har magten, enten den intellektuelle, fysiske eller organisatoriske magt, til på den ene eller anden måde at gribe magten, tage kontrollen med menneskesamfundet, og tage hvad de vil, de taber ved sådanne kontrakter.” Så derfor fremsatte denne filosof det synspunkt, at det var de svageres trick at påtvinge os disse sociale kontrakter for at beskytte sig selv mod de stærkere mennesker. Og hvis de stærkere mennesker faktisk var kloge, så ville de forkaste dette trick, bruge deres naturlige magt, tage kontrollen, og således nyde livet meget mere, end de ville have gjort, hvis de havde accepteret en social kontrakt, som faktisk ville have sat restriktioner for dem.

Glem ikke at hvis der ingen sjæl, ingen Gud, og ingen absolutte værdier er, så kan vi vise mange tilfælde, hvor en diktator faktisk levede bedre, havde flere penge, var i stand til at tage sig af sin familie i større grad, havde mulighed for at nyde alle de ting, som mennesker normalt ønsker at nyde, såsom penge, sex, mad, berømmelse etc. i langt større grad ved at ignorere sådanne principper som menneskerettigheder, gensidig respekt, sociale kontrakter etc. Der har været diktatorer, som døde, mens de sov og som var fuldstændig glade for det liv, de levede. Hvis de havde underskrevet en social kontrakt, havde de mistet næsten alt.

Konklusionen er, at vi kan ikke retfærdiggøre moral ved at sige, at oplyste mennesker virkelig ser, at det er i alles selvinteresse at være gode mod hinanden, eller ved sentimentale og ikke-verificerbare slogans som: ”Så længe én ikke er fri, er ingen frie”. Faktisk er dette meget svært at bevise empirisk. Det vil være meget svært at demonstrere empirisk eller historisk, at dette faktisk er sandt. Så vi får ikke den type fuld moral ved sådanne teorier om sociale kontrakter eller antropologiske teorier om arternes præservering.

Lad os sige, at vi i avisen læser om en diktator, der ubarmhjertigt tillader nedslagtninger af uskyldige, voldtægter af kvinder, drab af børn etc. Når vi siger, at dette er forkert, mener vi så virkeligt, at dette er forkert - eller ikke? Hvis vi føler, at dette i sandhed er virkeligt forkert, at det ikke bare er sådan, at vi fortæller os selv et eventyr om, at det er forkert, så vi kan føle os bedre tilpas, men at vi virkelig mener, det er forkert, så har sådan en position konsekvenser. Hvis man synes, at noget virkeligt er moralsk rigtigt, og at noget virkeligt er moralsk forkert i denne verden, så bør man kende konsekvenserne. Konsekvenserne er for det første, at man tror på, der er nogle objektive eller absolutte værdier i verden, og for det andet, at man skal kunne forklare, hvor de kommer fra. Eller man skal forklare, hvorfor det er tilfældet. Hvorfor findes disse absolutte værdier?

Udfra ovenstående kan vi altså se, at hvis vi ikke accepterer eksistensen af Gud, hvis vi ikke accepterer eksistensen af en absolut kilde til moral, så får vi ultimativ ingen moral. Medmindre vi ønsker at leve i et filosofisk usammenhængende hyklerisk civilisation. Hvis dette ikke generer os, så har vi måske ikke et problem – eller også har vi måske et meget stort problem.

Mvh.
Theological
[ harekrishna.dk ]
[ Teistisk Forum ]