Jeg opfatter mig selv som en slags kristen. Jeg tror på Jesus Kristus som min personlige frelser, jeg tror på en treenig gud (selv om jeg ikke kan finde noget der eksakt beskriver guds treenighed i biblen!), jeg tror på et liv efter døden, og generelt opfatter jeg mig som en kristen. MEN..... jeg har store problemer med at aceptere GT´s tekster som værende gyldige for en ikke jøde! Jeg har også store problemer med at anderkende at den gud der omtales i GT skal svare til faderen der omtales i NT! Jeg forstår heller ikke nødvendigheden af at komme i en kirke som f.eks. folkekirken. Jeg mener gud er ikke mere tilstede i en kirke end et hvilket som helst andet sted hvor man beder en bøn. En præst har heller ikke større kontakt med gud end en hvilken som helst anden person......og hvad andre tror på er vel deres personlige sag og mig uvedkomment ?! Jeg har dog ikke meldt mig ud af folkekirken, men det skyldes ene alene hensynet til mine efterladte så der kan komme en præst til min begravelse.

Og hvor vil jeg så hen med dette ?

Vel egentlig bare spørge : Hvad skal man som såkaldt kristen med en kirke - man kan vel have et lige så godt forhold til sig selv, sine omgivelser og sin gud uden at have et tilhørsforhold til en kirke ?

Og så vil jeg egentlig gerne vide om man som kristen ikke primært skal henholde sig til NT og dermed Jesus budskaber/ord ? GT er vel ren og skær jødedom og dermed ikke relevant for en kristen ?!

Hej Jantheman
Det er bedre at sidde i en Bar og droemme om Kirken end at sidde i en Kirke og droemme om en Bar
Selv vil jeg hellere sidde i Kirken sammen med min familie og en hel masse venner
Just a thought
Bluerover1

Hej Jan!


Ja og nej. Kirkebygningen er kun en praktisk foranstaltning (som desværre næsten er blevet saligkåret i den danske Folkekirke), men kirken som fællesskab har Guds særlige bevågenhed. Jesus siger selv at »alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem.« (Matt 18,20)


Korrekt. Men i menigheden udfoldes nådegaverne, og menighedens leder skulle gerne have nådegave til at være hyrde. Og fårene kan ikke klare sig uden en hyrde.


Det kommer da an på hvem de andre er Hvis det er dine kristne brødre og søstre, så er det bestemt ikke ligegyldigt. Både fordi du har et medansvar for dem og de for dig.

Mvh. Jalokin

Fællesskabet er et meget vigtigt aspekt ved troen på Jesus. De troende er dine brødre og søstre. Prøv f.x at læs Rom 12,3ff og forklar, hvordan Paulus' budskab her skal kunne fungere i en en-mandskirke


Sjovt nok, er der nogle, der har spurgt om det før - og fået et svar som du måske kan bruge

Hej Jan.

Jeg er også kristen, men kommer kun sjældent i kirken. Jeg er ligesom du medlem af folkekirken, mest fordi jeg ikke ved under hvilke "faner" jeg ellers skulle melde mig. Jeg føler ikke at jeg passer ind. Da jeg boede i Canada elskede jeg at gå i kirke, kirken var mit andet hjem. Der foregik så meget og på alle ugens dage. Præsten var tilstede i alt og 24 timer i døgnet, han var levende og kerede sig om sin menighed - det var noget helt andet end noget jeg har oplevet her.
Jeg er holdt op med at søge og har affundet mig med at den idelle kirke for mig ikke findes her. Jeg glæder mig over at jeg kan dele min tro med min familie, bede sammen med dem
og diskutere forskellige problemstillinger - min familie er min menighed;-)

Angela

Jeg betragter kirken som et sted hvor jeg kommer for at høre om Gud. Ligesom hvis du har en rigtig god ven, vil du også gerne lære ham at kende, finde ud af hvad han er for en, og bare komme mere ind på livet af ham. På samme måde kan man betragte kirken. Jeg kommer i kirken for at høre om Gud, og for at lære ham bedre at kende!
Man kan godt sige at kirken er et lige så godt sted at bede som et hvilket som helst andet, men her hører man noget fra en præst, og man har fællesskab med andre. Det er vigtigt at holde fast ved Guds ord, både i bøn og ved at lytte. ellers taber vi ham hurtigt at syne.
Men nej, kirken er ikke alt afgørende for, at man kan kaldes en kristen.
Venlig hilsen sara.

Hej Jan,

Kristen uden kirke... det lyder som noget af en selvmodsigelse

Først har jeg lyst til at sige: Kristendommen er ikke et individualistisk foretagende!

Vi kommer til Gud som et fællesskab, ikke som en masse individer. Kirken er din familie, fordi den er Guds familie - du kan ikke have Gud til Far, hvis du ikke har Kirken som Mor, og alle kristne som brødre og søstre. Vi er Kristi brud - i ental; Kristus er ikke polygamist.

Så svaret må være negativt. Nej, man kan ikke leve som kristen i længere tid, samtidig med at man "svigter de helliges forsamling" (Paulus).

Til dit andet spørgsmål, omkring GT/NT, så vil en kristendom adskilt fra sine jødiske rødder med sikkerhed blive til noget andet end kristendom. Den kristne kirke (som er grunden til at du har en bibel overhovedet - i øvrigt blev NT's bøger først endeligt fastlagt i 300-tallet) har altid, til alle tider og overalt lært, at Gud i GT er den samme som i NT. Det findes også skrevet i det Ny Testamente.

Men det at du har spørgsmål af den slags, kan måske netop ses som en indikation af, at du rent faktisk har brug for en kirke... hvor du ud over sakramenterne og de helliges forbøn, også kan lære om Gud.

Mvh. Steffen

Det mener jeg faktisk, du har ret i. Men jeg mener så også, at et fællesskab om bøn og fordybelse i Guds ord og Guds væsen netop er en definition af, hvad kirke er. Ikke at man mødes i en bestemt bygning eller at man følger en bestemt liturgi.



Her mener jeg til gengæld, at du i den grad tager fejl. Andres tro er bestemt ikke dig uvedkommende. Jeg mener bestemt, man kan leve uden at komme i en kirke, hvis der dermed tænkes på de ordninger, der findes i verden for det. Men jeg tror ikke, det er muligt i længden at holde fast i troen uden et forpligtende kristent fællesskab. I hele NT og især i Paulus' breve er vi nærmest som kristne defineret ud fra fællesskabet, og vi har en rolle i fællesskabet.



Nej, det kan man ikke. Vi er sat ind i den sammenhæng, vi er, hvad menighed angår, for at vi kan tjene hinanden og styrke hinanden ved at hjælpe hinanden med det, vi er stærke i og neutralisere hinandens svagheder. Når det så er sagt, så er det altså heller ikke helt ligegyldigt, hvordan det fællesskab, man er en del af, fungerer. Jeg kender talrige eksempler på menigheder, der er gået mere eller mindre i opløsning, fordi de har fået en præst, der ikke ønskede at forkynde Guds ord. Ligesom gode fællesskaber kan opbygge, kan dårlige fællesskaber nedbryde troen.



For det første: Jesus tillagde selv GT stor betydning og brugte det ved flere lejligheder, så for ham var det åbenbart af stor betydning. For det andet: GT giver hele baggrunden for alt, hvad der sker i NT. Uden GT mangler man en stor del af forståelsen af NT. Og for det tredje: Der er så mange vidnesbyrd og profetier om Jesus i GT, at det er med til at slå Guds plan for verdens frelse fast med syvtommers søm. Det kan godt være, du kan have en tro på Jesus uden GT, men dit billede af ham vil være fattigere.

Loven og profeterne er uløseligt forbundet med evangelierne og menighedsbrevene, og forbindelsen er Kristus, således peger hele GT frem mod Ham, og han forbinder sig selv med GT, ikke bare ved at henvise til den og bruge den aktivt, men ved klart at indikerer at Han ikke er kommet for at fjerne loven, men for at fuldende den. At tale om en kristendom uden GT, er som at kører Tour de France uden baghjul, det er ganske enkelt ikke muligt, for der er ikke noget som driver værket, og det er loven som pisker os til Kristus.

Som Kristen er man i Kirken, døbt dertil, ikke specifikt folkekirken, den er i princippet bare bygninger, men Kristi Kirke på jord tilhører den kristne, og den sande kristne har lyst til at komme der, for i menighedens fællesskab møder man brødre og søstre, i menigheden er Kristus nær, i Kirkens liv er Han hovedet.

Hvad skal man som såkaldt kristen med en kirke - man kan vel have et lige så godt forhold til sig selv, sine omgivelser og sin gud uden at have et tilhørsforhold til en kirke ?


En kirke kan jeg godt leve foruden som kristen, men menigheden ville jeg ikke undvære. Så udskift ordet "kirke" med ordet "menighed" i ovenstående udsagn og man vil efter min mening få det rette svar, nemlig at den kristne ikke kan undvære sin menighed, altså samvær og samtaler med andre kristne. Jeg er "almindelig" folkekirkekristen og medlem af Folkekirken, men jeg er også medlem af en Bibelkreds. Sidstnævnte betragter jeg som min menighed.

Med venlig hilsen
hoeg

Er ny i dette forum derfor først mit indlæg nu.

Jeg er personlig kristen (troende), men er i øjeblikket udenfor et menighedsfællesskab. Jeg har aktivt valgt et bestemt menighedsfælleskab fra for en periode.

Jeg fravalgte menighedsfællesskabet fordi det var for problematisk, og jeg tror man skal vælge "sine krige" med omhu. Jeg har dog valgt at bevare nogle af relationerne til min gamle fælleskab ved. bl.a. at varetage funktionen som vejleder for en gruppe unge mennesker. Dette er sket med menighedens opbakning.

Jeg har funder en del fordele og ulemper ved at stå udenfor. For at forstå det ret, har var jeg meget engageret og havde påtaget mig en del forpligtelser, hvilket betød at jeg af og til gik til Gudstjeneste for at leve op til det ansvar jeg havde og ikke af lyst. Fordelene er mere "frihed" også forstået som færre forpligtelser, jeg kan frit vælge hvor jeg vil Gudtjeneste og om jeg overhovedet vil gå til Gudstjeneste. Og ja jeg har faktisk valgt det fra en hel del gange efterhånden.

Når jeg så har været til Gudstjenste har jeg oplevet andre fællesskaber og præster hvilket har været til stor velsignelse.

Ulemperne er at jeg begynder at savne min (Guds) "familie". Jeg er ret sikker på, at jeg ikke i længden kan leve uden en menighed (ikke det samme som en kirke). Dette selv om jeg betragter min tro som en personlig relation mellem Gud og mig, så er der også så mange andre relationer som også er vigtige for opbyggelsen af min tro.

Guds fred

Kontekst

Lige umiddelbart kan det synes være en selvmodsigelse du står for. alt for mange sætter et lighedstegn mellem det at være troende og det at være en del af en religiøs organisation.

"Kristen uden kirke" er et begreb som har fundets i mange hundrede år. Mystikere og reformatorer er vel det mest oplagte eksempler. Og skal man være helt ærlig, så er langt de fleste kristne i dag, ikke engageret i noget organisatorisk. De fleste er kun i en kirke ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse.

Men der findes jo også personer der ikke bare føler at de ikke vil være del af en kirke, men også mener at den organisatoriske del af religionen direkte er skadeligt og af det onde. Præsteskab er i de tilfælde ikke bare unødvendigt, men også direkte skadeligt da det forstyrrer den tro der går direkte fra individ til Gud.
Begrebet "Tro uden religion" er meget fremtrædende hos personer som den russiske forfatter Leo Tolstoy og filosofferne Wittgensteing og Nietzsche. De så sig allesammen som kristne men var store modstandere af den organiserede kristendom.

Jeg får personligt ikke noget ud af at besøge folkekirken. Det har jeg aldrig fået. Det virker hult, overfladisk og mange gange falskt. Min tro er mellem mig og min Gud. Hvis jeg føler behov for at deltage i ritualer eller tale med folk der deler min tro, så har jeg fundet at den romersk katolske kirke er det der passer mig.

Det er der, en del tråde om herinde. Se evt. "Er Jesus virkelig Gud". Der er også svar at finde i svarpanelet. Bare fordi ord er menneskeskabte, gør ikke at ordets betydning ikke er eksisterende.



Jeg forstår dig til dels. Jeg har også haft meget svært ved det. Der er mange aspekter i det. Dels skal du huske, at mange i GT slet ikke havde forstået Gud. Mange troede de kendte Gud, men tog fejl. I NT beskriver Jesus Gud, og Han har forstået Gud - thi Han er ét med Ham!

Dels skal du tænke på at Gud er den samme altid, men verden er det ikke! Det har været banebrydende for mig.



Her ser jeg dig beskrive kirken som noget fysisk. Det eller det rum. Med de eller de mennesker. Der er intet forkert i, at vælge en anden kirke end folkekirken, bare man ved at Gud er den samme. Mennesker er ikke. Jeg ser en stor nødvendighed i at komme i Kirken. Ikke som et fysisk rum, men som det fællesskab det er. Det tror jeg, jeg vender tilbage til.



Ja og nej. Igen, det handler ikke om det fysiske rum. Som du siger, det handler ikke om hvor man befinder sig. Det handler om hvad man befinder sig i. Fællesskabet!. Hvor 2 eller 3 er forsamlet om Gud, er Helligånden til stede. Dette står i Bibelen, så du har ret i, at man kan bede med andre - f.eks. derhjemme - og Gud vil stadig være der.

Men der står også i Bibelen at fællesskabet er vigtigt, og jeg taler virkelig af erfaring når jeg siger dig, at det er sandt. Gud har i fællesskab med menigheden i min kirke reddet mit liv. Reddet mit evige liv. Jeg troede som dig - det er da ligemeget om man kommer i kirke! Gud er jo den samme. Ja det er han - men du og jeg er ikke. Vi er utilregnelige, og med fare for at virke alt for autoritetstro, så er det virkelig vigtigt at have nogle, der kan tale sandhed i dit liv, hvis du kommer på gale vej!!

Men det kan Gud da gøre selv? JA - det kan Han, og det vil Han. Problemet er bare at vi som mennesker, kan blive så forblændede af vor egen mening, at vi lukker af for Gud - ubevidst! Der kan det blive farligt.

Det er naturligvis en balancegang, for det kan sandelig også være farligt at lytte for meget til mennesker - de forkerte mennesker. Det er så her, vi skal bedømme, hvad der er sand og falsk kristendom! I enighed med Gud. Men at fællesskabet er vigtigt, det har jeg lært på egen krop.



Igen. Ja og nej. Generelt set kan man ikke bare sige, at en præst har mere kontakt til Gud end du og jeg. Men dog skal man huske på, at den position en præst sidder i, bør han i alt være i overensstemmelse med Gud, og det kan hjælpe os rigtig meget. Jeg henviser til et "farligt" skriftsted:

Hebræerbrevet 13

17Adlyd jeres åndelige ledere og vær villige til at gøre, hvad de siger. Deres opgave er at våge over jeres sjæle; og en dag skal de stå Gud til regnskab. Sørg for, at de kan gøre det med glæde og ikke med sorg, for det ville ikke gavne jer.

Jeg tænker at, citatet taler for sig selv. Lad dem gøre det med glæde. Det er vigtigt. De skal ikke gøre det i magt. Men i glæde. Fordi de vil, at vi er på rette vej. Sådan kan vi også bedømme, i hvilken kraft vore ledere ønsker at retlede os, idet vi skal bedømme træet på dets frugter.

Nu siger jeg jo ikke, at vi skal underlægge os menneskers meninger - nej tvært i mod. Det er Gud vi skal underlægge os, men vigtigt er det, at have et fællesskab der støtter op om din og min frelse, og det går jo også den anden vej. Vi er jo også med til, at støtte op om de andre. Hjælpe og råde dem.



Nej, det kan jeg da garantere dig, at det ikke er. Du har da et ansvar. Hvis du ser en medkristen synde og ikke reagere på det, så er det også din synd! Det står der i Bibelen, jeg er ikke så Bibelkyndig at jeg kan sige dig hvor det står, men måske er andre behjælpelige.



Ja den problemstilling er jeg ofte blevet stillet overfor. Jeg har ikke helt styr på, hvordan det ellers foregår. Altså hvis man er medlem af frikirken, og ikke folkekirken. Ja det siger måske sig selv, at det kan blive en dyr fornøjelse i frikirken, eftersom den ikke er støttet af staten. Men du siger, det er for, at der kan komme en præst til begravelsen. Tænker du her, hvis du slet ikke er medlem i nogen menighed overhovedet?



Det finder jeg nok ud af om lidt, men derudover mener jeg, at det er ganske relevant, og et godt indlæg du har lavet



Jo, så havde jeg vidst fanget den røde tråd, da denne opsumering svarer til det jeg har svaret på tidligere.

Kærligst Carrie